[Louise] Den korteste vej fra Spanien til Afrika er via kystbyen Tarifa. Her spankulerer solbrune turister rundt mens vinden fra havet leger med deres lange, perfekt uglede hår. I baggrunden kan der henover de hvide terrasser anes nogle hundrede kite-surf drager. Vi købte to enkeltbilletter til Tangier i Marokko. Imens vi ventede bestilte vi et par pasta retter af en storsmilende kok med det beskidte kokkeforeklæde bundet stramt om den struttende mave, og røvsprækken vinkende til os når han vendte rykken til. Imens vi nød maden skuede vi udover smalle stræde, og over på det fremmede kontinent på den anden side, bare 14 km væk.
[Lasse] Hvis turisterne ikke Kite’r i Tarifa, tager de på hvalsafari. Her bliver de lovet finhvaler, spækhuggere, delfiner og meget mere. Hvaler eller pengene tilbage. Så, mens Louise under hele sejlturen sad og kiggede stift frem for sig (med munden formet som en hønserøv og øjenene lynende imod mig, skulle jeg driste mig til at spørge om noget), så hang jeg ud over rælingen med mit kamera, for at få et glimt af havets kæmper. Den 45 min lange sejltur bød desværre ikke på så meget andet en lidt skumsprøjt, og et par vrede måger der ufrivilligt satte fra når hurtigfærgen Tarifa-Tangier kom susende gennem bølgerne over Gibraltar.
[Louise] Da vi ankom til Marokko var vi pludselig på den. Vi har kun gratis internet i Europa og det viste sig noget sværere end forventet at finde vores hotel. Ja faktisk kunne vi ikke engang finde den rigtige vej fra stranden ind i byen. Heldigvis kom en frisk ung mand os til undsætning og efter vi havde fundet ud af at spansk var vores bedste fælles sprog viste han os vej til vores hotel – mod et par Dirham i betaling forstås. Her blev vi budt velkommen med myntethe og vist vores smukke værelse. Om aftenen måtte vi igen have hjælp til at finde vej gennem de snoede gader. Tilgængelige fandt vi en restaurant med verdens bedste humus: Salon Bleu
