Skatteøen

Da vi kører fra lufthavnen i Nuevo Gerona mod El Colony bemærker vores chauffør et par gange at det efter hans mening er lovlig lang tur vi har slæbt en 8 mdr gammel baby med på. Her refererer han til de omtrent 45 minutters det tager at køre til El Colony. Han skulle bare vide. Efterfølgende har vi snakket om, at sådan er det nok at vokse op en ø, hvor 45 min i bil er den længste afstand man kan forestille sig. Vi giver ham selvfølgelig ret, mens han kigger alvorligt på os. Karl Emil, han sov hele vejen.


Da Columbus ankom til øen for 523 år siden (i 1494) navngav han den “Isla Juan el Evangelista”, hvorved han indlemmede den i det spanske kongerige. Spanierne kom dog aldrig til at udnytte øen med de store mangroveskove og de farlige rev, som lurede lige under havets overflade, og som krævede ualmindeligt godt sømandsskab at undgå. Den lille ø i det caribiske hav blev måske derfor tilholdssted for nogle af historiens mest berygtede pirater, såsom Francis Drake og Henry Morgan, der kaldte øen for Parrot Island (Papegøjeøen). Øens historie har senere givet inspiration til mange noveller, hvor den mest kendte nok er Louis Stevensons historie om: Skattenøen (Treasure Island).


Igennem det 19. århundrede blev øen fortsat brugt som tilflugtssted. Nu både for kriminelle og for politiske rebeller, såsom uafhængighedsforkæmperen, José Marti, der ønskede Cuba fri af Spanien. Hundrede år senere, i midt i det tyvende århundrede, da Cuba var blevet fri af spanierne, men i stedet var blevet en diktatorstat, støttet af (eller måske nærmere underlagt) USA, blev øen dels brugt som fængsel for politiske fanger, heriblandt Fidel Castro, dels var den et yndet feriemål for amerikanske turister. Datidens måske med mest berygtede mafiabos Charles ‘Lucky’ Luciano, grundlage også i disse år ideen om at gøre Øen, som for fjerde gang havde skiftet navn, og hed nu Isla de Pinos (“Ananasøen”), til en ø for gamblere, på niveau med datidens Monte Carlo. Således startede man midt i halvtredserne på at bygge et stort hotel, Hotel Colony, hvor vi nu var på vej hen.

Da Fidel kom til magten i 1959, beslaglagde han imidlertid alle amerikanske værdier på Cubansk jord, heriblandt Hotel Colony, og smed amerikanerne ud, hvormed udviklingen på øen gik fuldstændig i stå og aldrig rigtigt kom igang igen siden. Op gennem 60’erne og 70’erne kom et stort antal unge fra hele verden dog til øen for at studere. I 1978 omdøbte man igen øen, Isla de la Juventud (Island og Youth), i anerkendelse af den betydning de unge tilflyttere har haft for øen.

Da vi ankommer til hotellet efter den “lange” køretur, bliver vi således meget passende, indlogeret sammen med et meget stort antal unge marinebiologistuderende fra hele verden, der er her for at studere noget af det mest diverse marine liv noget sted på planten. Som guidebogen skrev: “the diving is to die for”. Bortset nogle få turister her, og de studerende, er der stort set ingen turister der begiver sig ud på “La Isla” (som øen populært kaldes i dag blandt Cubanerne), og det kan mærkes. Vi ankommer sent, og går trætte i seng i vores bungalow på stranden, mens vi glæder os til, selv at komme i vandet og opleve de sagnomspundne rev ved Puntá Frances med sigt op til 50 m i årets bedste måneder.

Næste morgen, efter lidt start-vanskeligheder (vi blev bl.a. overfaldet af en kæmpe krabbe!), tog vi afsted mod øens eneste dykkercenter. Ja, man skulle tro at noget af verdens bedste dykning, kunne tiltrække mere end et lille beskedent statsejet dykkercenter, men mon ikke det hænger sammen med, at det indtil for ganske nylig var ulovligt at starte sin egen forretning. De få turister der forvilder sig til her til La Isla, og El Colony, kommer her stort set kun for at dykke, så hotellet har sin egen bus der kører de der kører taxi mellem hotellet og dykkercenter. Vi stævner ud mod Puntá Frances med to russere, og to tyskere foruden skibets øvrige besætning bestående af 3 mand.

Vi får at vide at sejlturen varer en time (dvs., så varer den to), og planter den lille medbragte lyserøde baby i sin autostol nede i skibet. Han har der varmt, men falder hurtigt i søvn. På vejen lægger vi til op af en af de små fiskerbåde, og bytter to flasker rom for fire hummere og en fisk, vi skal have til frokost. Louise og jeg pøser skiftevis vand på Karl Emils solhat, for at køle ham ned undervejs. Kort før vi ankommer til Cueva Azul (den blå grotte), hvor jeg skal i vandet, vågner Karl Emil. Kaptajnen tager ham og sætter sig bagerst på skibet med fødderne i vandet med ham, mens Louise og jeg forbereder hans mad, som Louise giver ham mens jeg svømmer rundt 25 m under skibet og kigger på baracudaer,… sigten er rigtigt god, men farverne er lidt blegnede fordi der har trukket lidt skyer op, mens vi sejlede. Da jeg kommer op, er det Louises tur og jeg babysitter Karl i mens. Han falder dog i søvn mere eller mindre med det samme, så jeg benytter lejligheden til at springe i fra både og køle ned i det azurblå vand. Da jeg kommer op, er min mad klar. Et styk hummer, der er så stor, at jeg langt fra kan spise det hele på trods af, at den smager fantastisk. Trods de noget spartanske faciliteter er dette måltid uden tvivl et af de bedste vi har fået på Cuba, og prisen? Ti cuc (60 kr).

De næste dage står den på Karl-Emil-tid på El Colony, og vi bevæger os i mellem hans 2-3 daglige lure kun ned til stranden og op til hotellets buffet. Den sidste dag, starter den Cubanske Skoleferie, så et stort antal busser med lokale kommer og fester på hotellets strand. De er alle ret vilde med Karl Emil og da den første har taget mod til sig og spurgt om hun må få taget et billede med den lille charmetrold, former der sig hurtigt en kø af flere som også håber at få lov. Karl Emil elsker det 🙂 Om aftenen nyder vi en mojito og en øl i hotellets bar og går en tur i solnedgangen. Vi finder et romantisk sted at slå os ned, desværre kan babyalarmen kun nå, hvis vi ligger den oven på hovedet (seriøst!).

Submit a comment