[14-15/7/2012]

Da vores rejse efterhånden lakker mod enden nuppede vi et par studiedage i Hanoi, weekenden over. Lørdag aften tog vi dog forbi Cinemateket en sidste gang og så en smuk og tankevækkende film af den vietnamesisk instruktør Tran Anh Hung. Herefter tog vi ind på Mao´s Red Lounge og mødtes til et par øl med Mao og et par andre Lasse kendte fra sit tidligere besøg hernede.

Dagen efter opdagede vi både en hyggelig boghandel og en ny café. Hos boghandlen, Bookworm, endte vi med at købe os fattige i vietnamesiske kogebøger mens cafeen, Hanoi Social Club, med sine ikke-matchende træmøblering og afslappede stemning lige så godt kunne have ligget på Vesterbro. Den mindede os så meget om hjem at vi endte med at blive hængende til klokken elleve om aftenen. Vi havde bestilt så meget af deres lækre mad at vi, da vi bad om regningen, måtte punge ud med over 700.000 vietnamesiske dong inden vi kunne suse hjemad på Pangtoo.

[16/7/2012]
Da vi skulle ud til Noung og Tam samme aften jagtede vi hele formiddagen den perfekte gave til Tam. Hun elsker at bage så ville finde kage-kogebog med vestlige kageopskrifter til hende (vietnameserne bruger normalt ikke ovne, men Tam havde fået en ovn af Ole og Jonas da de i sin tid drog hjem herfra). Desværre var det ikke muligt selvom vi var inde i så godt som alle Hanois boghandlere. Værtindegaven blev derfor fundet det sædvanlige sted; i den gamle by, hvor vi i samme omgang fik klaret de sidste rejsegaver til familien derhjemme OG en hurtig omgang pedicure!

Herefter kørte vi ud mod udkanten af Hanois for at finde gade (ngo) 178 på Pham Van Dong, hvor Noung havde inviteret på middag. Men efter at have kørt tre gange op og ned af Pham Van Dong, uden at kunne finde Ngo 178, måtte vi ringe efter hjælp. Tam kom kort efter drønende på sin lille eldrevne cykel og viste os vej gennem labyrinterne af små, smalle gader til huset.

Middagen blev egentlig holdt for praktikanterne ved den danske ambassade, men med al den mad Noung havde lavet betød et par stykker fra eller til ikke noget. Vi startede med at blive stopfodrede med de lækreste vietnamesiske retter i Noungs lille spisestue, mens der blev udvekslet ambassade- og vietnamhistorier på kryds og tværs.

Herefter viste Noung rundt i det lille hyggelige hus, fra stuen som var fyldt med billeder af gamle ambassade-praktikanter, til Tams værelse, til soveværelset som hun delte med hendes aldrende mor, op under loftet til det buddhistiske alter, hvor de bad og mindes døde familiemedlemmer, og til den lille hyggelige terrasse på øverste etage, hvor Noung hver morgen kl. 5 gjorde sin morgengymnastik. Der var ikke noget air-condition i huset så efter rundturen skyndte vi os svedende ned i spisestuen igen, hvor Tam hev sin guitar frem. Hun havde for to år siden fået sin første guitar af Lasse da han tog hjem fra Vietnam men sidste sommer havde hun selv sparet op til en ny og bedre guitar.

Med sin fine, spinkle stemme sang hun først sin yndlingssang fra Hanna Montana-filmene (“Butterfly, fly away”) som hun i sin tid havde lært for at kunne spille den for sin mor. Herefter et nummer med Taylor Swift og til sidst et nummer hun selv havde skrevet til Noung. Hun kunne ikke altid helt huske den engelske tekst og nogle gange glippede akkorderne men hun fortsatte ufortrødent og vi klappede alle sammen af hende (og hendes mod) i slutningen af hver sang.

Da kaffen til sidst blev serveret kom også Noungs mor forbi og drak en kop stærk grøn te imens hun snakkede (Tam oversatte) og smilede til os alle med sine sorte farvede tænder.

For at aftenen skulle være komplet manglede der dog stadig et enkelt element; gruppebilleder! Vi stillede derfor alle op med armene om hinanden og med halvanden meter høje Noung forrest. Mens vi smed et par peace-tegn, blev der knipset løs for der skulle både tages et af os allesammen, et af kun Noung og Tam, et af Lasse, jeg, Noung og Tam og et af alle praktikanterne og Noung. Helt trætte i smile-musklerne gav vi derefter farvelkram hele vejen rundt og tøffede hjemad.

På vejen hjem gennem Hanois ossede luft blev vi overhalet af ind til flere små scootere som var fuldstændig overlæssede med blomster. De var alle på vej til Hanois blomstermarked som foregår om natten for at skåne blomsterne mod dagens ubarmhjertige tropesol. Vi besluttede os for at slå et smut forbi og nød, omend kun kortvarrigt, den forfriskende duft af tusindevis af blomster som fyldte luften.