[12/7/2012]

Efter ti dage i storbyen længtes vores kroppe og sind efter rene, smogfri og grønne omgivelser. Vi sprang derfor denne tidlige morgen op på Pangtoo og satte kursen søndenover af den støvede “highway” 1A, der i det tidlige 20. århundrede blev grundlagt af den Franske kolonimagt. Vejen løber 2300 km fra Kina i nord til Saigon i syd og var i de Indokinesiske krige (franskerkrigen og vietnamkrigen) genstand for utallige sammenstød mellem nordvietnamserne og franskmændende/amerikanerne.

Zig-zaggende ud og ind imellem store osende busser, overlæssede lastbiler, millioner af scootere, cykler, høns, får, køer, okser, heste, ænder og børn ankom vi en sky af støv i Tam Coc tre timer senere. Her indlogerede vi os på the Long Hotel, med udsigt over havnen, hvor jeg har boet de sidste 2 gange jeg har været her. Det skulle vi dog aldrig have gjort..

Vi brugte eftermiddagen på at cykle rundt mellem rismarker og limestensklipper i noget af det smukkeste Vietnam jeg kender og ankom sidst på eftermiddagen af de små stier til Bích Động Pagoda. Pagoden som daterer tilbage til 1428 består i virkeligheden af 3 pagodaer, hvoraf de 2 ligger oppe på et af limestensbjergene, smukt placeret i indgangen til en af de mange grotter og med en dejlig udsigt over rismarkerne.

Ofte når vi på vores rejser har mødt asiatere, har vi studset over hvordan de i smug forsøger at snige sig til et par billeder af et par meget blonde europæere med alt fra mobiltelefoner, til ipads og videokamerer. Andre dage, som denne dag, bliver vi venligt spurgt om de ikke nok må have lov til at tage et par billeder sammen med os. Jeg solgte Louise og sneg mig selv til at tage et par billeder af cirkusset.

På vejen tilbage stoppede vi flere gange for bare lige at stå lidt og se os omkring, en enkelt gang var vi dog nær kommet i karambolage med en lokal, da jeg takkede ned til at smage hans opiumspipe.

Om aftenen var planen at vi skulle besøge en bekendt af mig, fra mine sidste besøg her. Niels Dieleman er hollænder der har åbnet en lille bar i Tam Coc, som hedder Bamboo Bar, der serverer noget dejligt billigt mad. Han har tidligere givet Casper, Mikkel og jeg en snes gode råd omkring de mange ukendte steder i området og af samme årsag ville jeg gerne lige opstøve ham igen. Desværre var han ikke at finde. I stedet delte Lulle og jeg en håndfuld øl og en flaske hjemmebrygget risvin over et spil kryb-kasino inden vi ved midnatstid småberusede og i højt humør bankede på ruden hjemme på Long Hotel.

I receptionen blev vi mødt af en højrøstet receptionist, som ikke kunne et ord engelsk. Pegende med den ene hånd og viftende med et sæt nøgler i den anden, gjorde han os først en lille smule bange. Hurtigt fandt vi dog ud af, at der ikke var nogen grund til at være bange. Efter lidt tid fandt vi også ud af, at vi skulle skifte værelse. Modvillige indså vi at vi måtte indgå i denne, tidspunktet og tilstand taget i betragtning, tossede plan. Stadig uden at kende grunden pakkede vi derfor værelset sammen og rykkede en etage ned. Trætte smed vi tøjet på sengen (og smed os selv på tøjet på sengen) og døsede hen.

Aldrig så snart var det sidste får talt, før han højrøstet, pegende og viftende med nøgler kom brasende ind på værelset uden at banke på (hvilket han også gjorde da vi om eftermiddagen var i bad). Endnu engang blev vi lidt bange, men så blev vi vist også lidt sure – og så blev han lidt bange. I hvert tilfælde skulle vi skifte værelse igen. Jeg pakkede igen taskerne, imens Lulle bandende forsøgte at gemme sig under dynen. Et kvarter senere, med alt oppakningen på ryggen, mødte vi ham ude på gangen hvor han smilende signalerede til os at vi ikke skulle skifte værelse alligevel.

Uden at sige et ord drejede vi om på hælen og tog et stor skridt ind på værelset, over håndklædet fra de tidligere gæster, som stadig lå og flød på gulvet. Udmattede kiggede vi på hinanden, rystede på hovedet og bandede en sidste gang, inden vi med et opgivende smil lagde os til at sove.

[Fredag 13/7/2012]

Godt trætte efter at gårdsdagens nattesøvn var gået op i hat og briller, fik vi søvndrukne væltet os ud af sengen denne morgen og ned i receptionen for at skælde ud. Det viste sig at grunden til alt hurlumhejet var at vores aircondition (åbenbart) ikke virkede (!?). Efter en let omgang morgenmad, satte vi igen kursen hjemover. Modsat turen igår skulle turen idag gå op igennem det smukke bjerglandsskab og inkludere et par dejlige stop undervejs.

Første stop var således Trang An, som var et af de få gode råd jeg kunne huske Niels havde givet os, da jeg var her sidst. Tam Coc betyder de 3 grotter, og de få turister der passerer igennem her kommer primært for at få en (meget turistet) sejltur igennem 3 smukke grotter under limestensbjergene. Forskellen på Tam Coc og Trang An er, at her er der 8 grotter – og ikke nær så mange turister. Vi nød den halvandentime lange ufatteligt smukke tur igennem grotterne, sammen med en lille fransk familie. Efterhånden som vi fornæmmede hvordan den stakkels vietnamesiske kvinde bag os måtte okse for at tjene den skilling turen kostede, fik vi dog medlidenhed med hende og fattede selv en åre for at give et nap med.

Fra Trang An kørte vi mod Chùa Bái Đính, som et Vietnams største tempelkompleks. Templerne er kun netop færdigbyggede, men alligevel et imponerende syn, som vi på grund af deres beliggenhed op af en bakke kunne se mange kilometer væk.

Sidste større stop var Hoa Lu, som var Vietnams hovedstad mellem 968 og 1010 e.kr. Desværre lykkedes det mig ikke at få dirigeret Pangtoo mod det rigtige verdenshjørne, og efter en enkelt punktering – og en kort frokost pause i Phủ Lý, måtte vi uden held, men med mange gode minder, vende næsten hjem mod Hanoi.