[9/7/2012]
Endnu en af vores opladningsdage blev brugt på La Place i selskab med vores computere. Et kæmpe-blog indlæg blev skrevet med hjælp fra rigelige mængder mynte-lime smoothies og banan-muffins.

Jeg afsluttede dagen med at købe en bunke gaver ind!

[10/7/2012] af Louise
Efter at have læst et par timer om global sundhed lod jeg Lasse om at holde studie-skansen på Puku mens jeg selv slentrede ned til Hanois Fine Arts Museum. Jeg havde nær ikke fundet de gule franske bygninger som husede museet da de gemte sig bag et par kæmpe jern-låger. Efter at have gået lidt forvirret rundt (der var ikke nogen menneskestrøm at følge!) fandt jeg frem til den fine kunst. Her var brølende løver, buddhistiske dansefigurer, ildsprudende drager og en imponerende lakeret træstatue af den tusinde-øjede og tusinde-armede Guan Yin (medfølelsens gudinde). Som for at falde lidt ned igen efter al denne pomp og pragt var det sidste rum fyldt med mandsstore, buddhistiske munkestatuer som med deres brede smil og fjerne blikke mest af alt lignede at de havde taget sig et hvæs for meget af opiumspiben.

Jeg havde netop begivet mig i kast med kunsten fra det 20-århundrede da Lasse pludselig kom gående mod mig. Puku havde lukket tyve minutter efter jeg var gået og Lasse havde løbet op af ned af gangene på museet og ledt efter mig lige siden. Vi fulgtes herefter hånd i hånd gennem de øvrige etager med den kommunistiske propagandakunst.

 

Trætte af at blive snydt af taxachauffører og for nærige til at leje en scooter til touristpris mødtes vi med Mao så han kunne hjælpe os med at leje en scooter til en fair pris. Vi navngav vores nye scooter Pangto og med de tilhørende, smarte hjelme begav vi os hjemad susende gennem Hanois trafik.

Vi havde dog kun lige drejet om det første hjørne da de første dråber begyndte at falde fra den mørke himmel. I vores shorts og t-shirts blev vi hurtigt gennemblødte i den tiltagende regn og inden vi var nået halvvejs var vejene som små floder mens nedadgående afkørsler mest af alt lignede vandfald. For at beskytte Lasses Iphone lagde jeg den ned i underbukserne; det eneste sted der endnu var tørt. Godt foroverbøjet kunne vi kun bede til at vores bærbare forblev tørre i tasken. Alt, selv vores undertøj, måtte hænges til tørre da vi kom hjem og al elektronikken tørres med hårtørreren. Men vi var heldige, intet var ødelagt.

Med stor beslutsomhed lagde vi et regnslag i Pangtos bagagerum inden vi igen kickstartede Pangtoo og tog ud for at spise om aftenen. Som et plaster på forskrækkelsen tog vi på dyr fransk restaurant og fik lækker confit de canard (selvom vi endnu ikke har set en and i Vietnam), laks i cremesauce og chokoladetrøfler. Bon appeti’!

[11/7/2012]
Lidt uden for Hanoi findes den lille by Bát Tràng. Her produceres noget af det smukkeste keramik og porcelæn i hele Vietnam hvilket har givet byens dens touristnavn; porcelænslandsbyen. Kun 10 km fra Hanoi ligger den i perfekt afstand til en dagsudflugt fra storbyen; vores nye scooter var perfekt til formålet. Ad vores hippe gade, Xuan Dieu drejde vi ud på Nghi Tam (en af Hanois hovedveje) og kørte et stykke tid langs verdens længste mosaic-væg* inden vi krydsede den Røde Flod af Long Bien broen (designet af en vis hr. Gustave Eiffel). Herfra tyndede det voldsomt ud i trafikken, højhusene blev afløst af lavt nybyggeri og marker og de asfalterede veje måtte vige for grusstier.

* I anledningen af Hanois 1000-års jubilæum i 2010 blev Hanois keramiske mosaikvæg bygget med scener fra Vietnams historie, lokale og udenlandske kunstnere og endda børnetegninger som motiv. De keramiske plader væggen består af blev produceret i Bát Tràng. Med dens længde på 4 km er den verdens længste mosaikvæg. (kilde: wikipedia.org)

Det var en ekstremt varm dag og svedende gik vi rundt langs endeløse rækker af drageudsmykkede skåle, angry birds krus og traditionelle tekandesæt. Her var keramik for enhver smag og inden vi havde set os om havde vi en hel favnfuld keramik som skulle transporteres tilbage til Hanoi. Pangtoos ikke-eksisterende støddæmper til trods lykkedes det os at få alt hjem i et stykke og efter endnu engang at komme hjem gennemblødte, denne gang af sved, skiftede vi til vores sidste sæt tørre tøj.

Rene og pæne igen tog vi afsted til den gule restaurant, en samling små gadekøkkener som er gået sammen om et fælles menukort og tjenerstab og som nu er enormt populær blandt lokale, såvel som tourister. Tjenerne fór rundt om ørerne på gæsterne med alt fra almindelig risretter til specialiteter som dybstegte gråspurve. Vi bestilte Phó (nuddelsuppe) og friske forårsruller man selv skulle rulle.

Inden vi tog hjem nød vi et par cocktails på toppen af Hotel Sofitel med udsigt over hele Hanoi by. Baren var dyr, nærmest med danske priser, men udsigten helt fænominal. Overklasse-stemningen blev dog brat brudt da vi på vejen ud vi til vores overraskelse blev inviteret til skum-party en af de efterfølgende weekender!