De næste tre uger skal vi bo hos et ungt par, Peter og Emilie som Lasse kender gennem sit ophold i Hanoi for 2 år siden. Taxachaufføren satte os af foran deres hus men lige meget hvor meget vi ringede på og bankede på jernlågen var der ingen der åbnede.

Der var ikke andet at gøre end at samle alle vores ting op igen og tage på en cafe med internet så vi kunne sende dem en mail. Heldigvis vidste Lasse lige hvor vi skulle tage hen og vi brugte derfor resten af dagen på Saint Honoré som havde vestlig kaffe og brød. Det tog os al tiden vi ventede på cafeen at få skruet et blogindlæg sammen, noget vi efterhånden garvede bloggere ellers plejer at kunne klare på en time eller to. Til sidst fik vi via Emilie aftalt at deres barnepige, Khanh vidste at vi ville dukke op omkring 15.30 så hun kunne lukke os ind, men da vi kom tilbage kom en forvirret vietnameser ud som havde aldrig hørt om os, endsige Peter og Emilie. Lidt nervøs råbte hun fra terassen ned til os: “what do you want from me?!”. Vi var på det forkerte sted.

Lasse gav sig i desperation i kast med at afsøge kvarteret og til vores held viste det sig at vi kun var en parallelgade væk fra vores efterhånden hårdt tiltrængte middagslur. Khanh, Arthur (Peter og Emilies 1 årige søn) og kokken Ngo bød os velkommen i det vidunderligt air-conditionede hjem.

Vi fik os begge et bad, pakkede alle vores krøllede, maste og våde ting ud af rygsækkene og lagde os udmattede til at sove. Om aftenen blev vi af Peter og Emilie budt på lækre friske forårsruller og fik nøgle til huset.

[3-5/7/2012]

Vores hjem i Hanoi ligger midt i et expat-kvarter ned til en stor sø, West Lake (eller på vietnamesisk; Tay Ho). På trods af at der i huset altid er en dejlig ro, er der er altid en utrættelig, energisk og hektisk aktivitet, på den lille hyggelige smalle gade, uden for lågen.

Kun 5 minutters gang derfra ligger en lidt større gade, Xuan Dieu som er fyldt med små mini-marts der sælger vestlige produkter og bagere som – ja – bager brød! Som med én fælles vilje gik vi shop-amok den første dag og købte havregryn og frisk mælk ind til vores nye ris-fri morgenmadsdiet og mørkt brød, ost og spegepølse ind til en fuldstændig ris-fri frokost. Herligt!

Mætte af de sidste mange måneders rejse brugte vi de næste dage på cafeer rundt omkring i Hanoi.  Cafeerne var også alle nogle af Lasses gamle stamsteder; Puku som ligger lige ved den danske ambassaden, Highlander med udsigt over Hoan Kiem søen og Kitchen på Xuan Dieu.Lasse skrev løs på sit speciale mens jeg forberedte mig på et kursus jeg har tilmeldt mig i august. Først når dagenes hede begyndte af aftage vovede vi os udenfor. Her spiste vi al den vietnamesiske mad vi kunne komme i nærheden af, som ikke indeholdt ris (ris-nudler er dog okay – mums!). Onsdag begyndte vi endda at komme lidt til live igen og drog på sko-jagt!

Mine trofaste klip-klappere var gået til i Hoi An efter fire måneders tro tjeneste og det var derfor meningen at jeg bare skulle have ét par nye. Men sådan skulle det ikke gå; i bedste Asien-stil endte vi med at købe 4 par. De bugnende poser var noget besværlige at have med ind at spise på den trange vietnamesiske restaurant Highway 4!

På den travle gade Hai Bà Tru’ng ligger Hanois Cinematek godt gemt væk fra gadens mylder. For at finde det må du ned en mørk gyde ud for nummer 22, som du kun lægger mærke til hvis du på forhånd ved hvor den er. Den lille gyde snoer sig og deler sig flere gange inden du, lige inden du giver op, ankommer til en lille åben gårdhave med små cafeborde. I selskab med Hanois rige expats kan du her nyde en kold øl eller et glas forfriskende vin inden aftenens forestilling går i gang. Denne uges tema var gamle Cannes-vindere; et forfriskende aftenselskab efter vores overdosis af thailanske soap-operaer i Cambodia.

[6/7/2012]

I vores nye sko spankulerede vi næste morgen ind på restaurant Koto. Her bliver gadebørn hjulpet ud af fattigdom og givet en uddannelse; således starter nogle af Hanois bedste kokke deres karriere her. Maden er i top og personalet er enormt søde, omend nogle gange lidt nervøse. Stedet er så kendt et selv vores kære dronning og hendes gemal kom på visit under deres besøg i Vietnam for to år siden, et besøg Lasse faktisk var med til at arrangere dengang han arbejdede på ambassaden hernede.

Mens Lasse kæmpede videre med specialet tog jeg en pause og besøgte det nærliggende litteraturtempel. Dette tusindeår gamle tempels bygninger husede Vietnams første universitet som blev oprettet helt tilbage i 1076 (til sammenligning blev Danmarks første uni oprettet i 1479)! Templet er bygget op omkring tre gårdhaver i forlængelse af hinanden. Langs den første gårdhave står 82 stensøjler opført på ryggen af hver deres stenskildpadde* med optegnelser over de dygtigste studerendes bedrifter gennem århundrederne.  den anden gårdhave findes en stor, firkantet dam kendt som “well of heavenly clarity” (den guddommelig indsigts kilde/brønd). Den var fyldt med små fisk. Den tredje og sidste gård er flankeret af små butikker som sælger røgelsespinde og andre lykkebringende objekter, som alle kan ofres i templet for enden af gårdenhaven. Her var fyldt med vietnamesere som bad, ofrede små pengesedler eller frugter på altrene og på to tavler langs den ene væg med fingrene skrev deres bønner så kun de og guderne kunne læse dem.

*Hanois nationaldyr

[7/7/2012]

Sove længe, bestille kæmpe-burgere fra den lokale grillbar og stene serier (Friends) som vi havde fundet billigt hernede var vores tømmermandskur. Vi havde svært ved at undværre air-conditionen på vores værelse de første mange timer men om aftenen var vi friske nok til at tage forbi Cinemateket. Efter at have set The Prophet slog vi et smut forbi Hoan Kiem søen som var lyst op af farvede lamper der hang i træerne langs bredden. Her var fyldt med fnisende kærestepar, ældre med stokke og glade børn der legede.

Efter at have krydset rundkørslen nord for søen kom vi op til et natmarked hvor alskens slags nips, plastiknøgleringe og smykker i alle former og farver blev faldbudt. Vi kunne slet ikke få nok af den dejlige aftenstemning og tog først hjem da boderne blev slået ned.

[8/7/2012]

Hanoi er en gammel by, i 2010 kunne den fejre sin ét-tusindeårs fødselsdag, men dengang byen stadig var ung dækkede den kun et lille område nord for Hoan Kiem søen. Et område idag kendt som den gamle by. Her er husene helt smalle, høje og enormt dybe. Husene er kaldet tunnelhuse hvilket skyldes en gammel lov om at husskattens strørrelse afhang af husets bredde. Der sælges kun én ting per gade og gaderne er opkaldt herefter. Eksempelvis kan du finde alt lavet i tin på Hang Thiec eller få silke i alle farver og former på Hang Gai. Der findes endda butikker som sælger falske pengesedler. Vietnameserne køber dem i dyre domme for herefter at brænde dem; ofringsritualet skulle eftersigende give dig det dit offer repræsenterer – i dette tilfælde altså penge.

På min tur rundt faldt jeg også det ældste hus i den gamle bydel, en dyrehandel (selvom jeg er usikker på om dyrene skulle spises eller ej) og det velbesøgte Ngoc Son tempel. Det ligger idyllisk lokaliseret ude på en lille ø midt i Hoan Kiem, med den røde Huc (solopgangs) bro som bindeled til fastlandet. Det mest specielle ved templet er dog den udstoppede kæmpeskildpadde som er udstillet i en stor glasmontre i et helt rum for sig.* Min gåtur endte ved den katolske Sankt Josephs kirke hvor jeg om morgenen havde sat Lasse af på en lille hyggelig cafe; La Place.

 

*Det siges at den vietnamesiske kejser Le Loi i det 15. århundrede modtog et magisk sværd som han brugte til at jage kineserne ud af Vietnam. Efter krigen mødte Le Loi en kæmpe guldskildpadde som svømmede på Hoan Kiem søen. Den tog i følge sagnet sværdet og bragte det tilbage til dets guddommelige ejere. Skildpadder anses derfor af mange hanoianere og vietnamesere som hellige. Der lever rent faktisk en kæmpeskildpadde i Hoan Kiem og den anses af mange hanoianere for at nedstamme fra den skildpadde som tog sværet fra Le Loi. Mange tror at skildpadden er over 600 år gammel.

 

 

Vi skyndte os hjem for om eftermiddagen skulle vi have besøg af en af Lasses vietnamesiske venner, Noung og hendes datter, Tam. Noung arbejdede som hushjælp i det hus hvor Lasse og de andre unge danskere der var tilknyttet  den danske ambassaden, boede i Hanoi for to år siden. For et år siden var hun i Danmark hvor hun bl.a. besøgte Lasses familie. Vi købte en bunke kager hos Saint Honoré og satte os spændte til at vente på det fine besøg.

 

Den mindste vietnamesiske kvinde man kan forestille sig trådte ind og gav først Lasse så mig et kæmpe knus. Efter hende kom Tam med en klase bananer, en vandmelon og en enorm buket blomster. Med sig havde de også en gave til lille Arthur. Vi satte os og med hjælp fra Tam som kunne lidt mere engelsk end Noung (og Lasse og Emilies vietnamesiske ordforråd) forløb samtalen nogenlunde problemfrit. Noung spurgte ind til hvert eneste af Lasses familiemedlemmer og grinede højt mens hun mindedes sin tid i Danmark. Humøret var i top. Vi blev også allesammen inviteret til at komme forbi til middag hos dem senere på ugen.Efter et par timer fandt Tam den elektriske cykel de var ankommet på frem igen og vinkende råbte vi alle “see you soon!” inden de to små kvinder forsvandt ud af lågen igen.