Meknes – Sahara

[Lasse] Et par timer efter solopgang byggede vi en lille snemand i Atlasbjergenes hvide sne. Et par timer inden solnedgang stod vi på snowboard i Saharaørkenens røde sand.

Det var hverken en særligt flot snemand, eller nogle særligt vilde ture på snowboard, men det var en helt vild oplevelse. At vågne op i Meknes, starte raketten og flyve op over Atlasbjergene, hvor vi så Marokkanere kælke og løb på ski, – og så svæve ned på den anden side, mens landskabet fuldstændig ændrer karakter; fra det sneklædte, til det frodige, til det golde – fra det kuperede, til det helt flade, til det blødt bakkede, og hvor vi går til ro med ørkensand i ørene, blandt kameler og beduiner.

Dagene i Sahara blev mest brugt på at ride på kamel, slappe af, se på stjerner (rigtigt mange stjerner), ride lidt mere på kamel, drikke juice, slappe lidt mere af (det er jo ret varmt!), og så ride lidt på kamel. Det var virkeligt smukt, og virkeligt dejligt, efter nogle hektiske medina-dage i Tangier, Fez og Meknes, men det indbyder nok ikke til det mest spændende blogoplæg. Vi så ikke engang en skorpion!

Imorgen kører vi vest på, mod Todras George, og, ultimativt, Marrakesh, hvor rejsen ender.


1 Comment

Submit a comment