[25/6/2012]
Så skulle det være. Med snuderne vendt mod øst, sagde vi farvel og tak for denne gang til Cambodia; næste stop Vietnam.

Med en billet i hånden til den vietnamesiske by Pleiku kørte vi af de hullede grusveje mod den cambodiansk-vietnamesiske grænse. Efterhånden som vi begyndte at nærme os blev vi stoppet af nogle unge mænd iført militærtøj, geværer og dystre miner. Mens Lasse blev spurgt hvor vi to var fra, vandrede et lille bundt pengesedler op gennem bussen, ud gennem det nedrullede vindue og ned i den kaki-farvede lomme. Herefter blev soldatens mine fjern og ligeglad og vi blev viftet videre. Hele tre gange blev vi stoppet og alle tre gange gentog dette lille optrin sig; alle gange uden det mindste forsøg på at være diskret.

Chockerede over bestikkelsens selvfølgelighed nåede vi grænsestationen. Med et stort, rødt stempel var vores ophold i Cambodia officielt ovre, og inden vi fik set os om var vi gennem pas- og toldkontrol og inde i Den Socialistiske Republik Vietnam.

Inden vi kunne komme videre ind i Vietnam skulle vi skifte minibus. Da vi ikke havde en egentlig billet var vi noget spændte, men til at starte med gik alt fint; chaufføren virkede som om han vidste hvor vi skulle hen og at vi havde betalt.

Turen gennem de vietnamesiske bjerge ud mod havet var væsensforskellig fra turen til grænsen. Den lille minibus vi var med blev hurtigt fyldt med 20-25 mennesker, selvom den kun havde sæder til omkring 10. Også uden for bussen var alt anderledes. Vejene var meget bedre og mange steder asfalterede. Byer og marker virkede mere ordnede, folkene mindre fattige. De ternede tørklæder som så mange i Cambodia iklæder sig, var blevet skiftet ud med de kegleformede vietnamesiske hatte og vietnamesernes lyse hud virkede mærkeligt fremmedartet efter cambodianernes chokoladebrune teint.

På første del af rejsen gik alt således glat, men så kom der grus i maskineriet. Efter vores ankomst til Pleiku skulle vi skifte bus videre mod Danang for at komme til byen Hoi An som var dagens mål.

Sprogproblemer betød at vi ikke blev sat af ved en normal busstation, men ved et af de lokale minibus-stoppesteder. Ingen snakkede engelsk og da vi begge skulle på toilettet inden vi turde sætte os ind i 6-timers bussen mod Danang opstod noget af et cirkus. Vi kunne ikke blive vist derhen samtidig da vores bagage ikke kunne stå på gaden uden opsyn, så da jeg var kommet tilbage efter tilsyneladende at have lånt en privat families toilet måtte Lasse løbe afsted mens vores bagage var ved at blive læsset i den næste minibus. Med viftende fakter måtte jeg prøve at stoppe bussen så den ikke kørte mens Lasse desperat spurgte tilfældige vietnamesere om han låne et toilet (Nhà vệ sing!?).

Vores puls havde kun lige nået normale værdier igen da den højråbende lavstammede pengeopkræver i den nye minibus pludselig bad om betaling for turen (som vi havde betalt). Efterhånden begyndte situationen at udvikle sig til et regulært håndgemæng, og en stakkels engelsktalende vietnamesisk dame blev nærmest overfaldet fordi hun prøvede at hjælpe os. Mest af alt for at få kvinden ud af problemer følte vi at vi var nødt til at betale ham – igen. Herefter blev vi sat af i byen Kon Tum hvor bussen mod Hoi An gik senere på dagen. Vi fandt et lille hyggeligt gadekøkken at slå os ned på, hvor vi fik pusten igen imens vi spiste den lækre nuddelsuppe som vietnameserne er så kendte for (Pho Bo).

Men det stoppede ikke der. Da vi efter en problemfri tur til Danang, skulle finde en taxa det sidste stykke vej til Hoi An, var der pludselig vrøvl med taxachaufførerne. En slags taxa-mafia bestemte åbentbart priserne for taxaerne som holdt til ved busstationen og kun fordi vi i protest udvandrede fik vi prisen ned på et tåleligt niveau.

Det var dejligt at være i Vietnam igen, men vi var begge noget stakåndede over den benhårde snyd-touristerne-kultur. Da vi ankom til Hoi An havde vi brug for at falde lidt ned igen. Vi gik ned til en af de hyggelige kanaler og bestilte to øl og en lækker(!) æblekage til deling.
Det var lige hvad vi havde brug for efter sådan en dag, desværre måtte vi hurtigt smutte hjem og i seng igen, da trætheden overmandede os og vi mistede evnen til at føre en sammenhængende meningsfyldt samtale.

Hjemme faldt vi grinende i søvn over os selv, og over badekarret i soveværelset.

[26/6/2012]
Hoi An er en charmerende gammel handelsby smukt placeret ud til havet. Helt fra gammel tid var byen et knudepunkt for handel, og de i første omgang kinesiske og japanske, og senere europæiske, primært franske, hadelsmænd har gennem tiden sat et smukt arkitektonisk præg på byen, som heldigvis overlevede de værste bombatementer under Vietnamkrigen (i Vietnam kaldt den Amerikanske krig). Udover den gamle bydel som er fyldt med kinesiske templer, japanske broer og frasnke kolonihuse er byen også kendt for et (virkelig) fantastisk køkken og sine dygtige – og billige – skræddere.

Det første vi lagde mærke til da vi gik en tur i byen var roen og hvor rent alting synes. I den gamle bydel er det ikke tilladt at køre på motorkøretøjer og mens vi gik rundt så vi indtil flere skraldespande på gaden – et særsyn i Asien, hvor man normalt bare smider sit affald på gaden. Der blev med andre ord gjort store anstrengelser for at holde byen touristvenlig – og det lykkedes til fulde. Det var intet mindre end pragtfuldt at spankulere langs de små lave træbygninger kun ledsaget af fodgængere og cyklister mens vi tog skræddernes arbejde i nærmere øjesyn.

Denne første dag lavede simpelthen ikke andet endet at shoppe – men der lå også mere seriøse overvejelser bag, for vil man købe sig en ny, skræddersyet gardarobe er Hoi An stedet at gøre det – dog man skal sørge for at vælge sin skrædder med omhu. Efter at have besøgt så godt som alle skrædderbutikker og rådført os med Lonely Planet om steder med et godt ry, gik vi i gang.

Der blev bladret mode-magasiner igennem, taget mål, valgt farver og materialer og pludselig havde vi tilsammen bestilt skræddersyet tøj for 6.5 millioner dong!*

*Omtrent danske 1800 kroner

Om aftenen blev det fejret med to glas sydamerikansk hvidvin på Hoi Ans ældste restaurant, The Mermaid, Inden vi mætte møffede hjemad af de hyggelige gader.

[27/6/2012]
Vi havde egentlig planlagt at tage ud og se nogle gamle tempelruiner lidt uden for byen, men det var alt, alt for varmt til at tage nogle steder denne dag. Desuden skulle vi også hente alt vores tøj, som skulle tilpasses og sys til i løbet af dagen. Vi endte således med næsten at have lige så travlt som den foregående dag med at nå rundt hos alle de forskellige skræddere.

Det ene sted måtte stofrullerne ned fra hylderne endnu engang da skjortestoffet var sluppet op til Lasses skjorter. Det næste sted blev min vinterjakke sendt retur til skrædderen efter at ærmelængde var blevet markeret med kridt på det dybblå uldstof. Det sidste sted blev skjorterne og silkekjolens pasform rettet til med nåle og derefter syet til i hånden.

Sent om eftermiddagen kunne vi endelig komme hjem med dagens fangst; 1 silkekjole, 3 skjorter, 1 vinterjakke, 2 par busker og 1 silkebluse.

Inden turen videretil Hue næste dag – som vi var lidt nervøse over eftervores oplevelser på turen til Hoi An – besluttede vi at forkæle os selv til det sidste og gik på gourmet-restaurant. Vi nød så uvant og lækker mad som bagte pærer med gorgonzola og skinke, bulgursalat med humus og indbagte rejer med sur-sød sauce på en balkon med udsigt over Hoi Ans romantiske kanaler.

De gamle kanaler blev oplyst af små lys med farvede papir som flød omkring i vandet. Gamle damer sad rundt omkring langs broerne og solgt lysene for 2 kroner stykket. Vi betragtede vores to lys følge hinanden ned langs kanalen, mens vi tog afsked med Hoi An og lige så stille slentrede hjemad.