[28/6/2012]

Turen fra Hoi An til Hue tager kun 4 timer så vi ankom ved frokosttid til Hue hvor vi blev modtaget med mangojuice og frisk frugt på vores nye hotel. Imens bar det venlige personale vores bagage op på værelset selvom vi insistrerede på selv at gøre det. På et par lejde cykler tog vi derefter ud i Hues vrimlende byliv.

* Glasøren på billedet fra vores hotelværelse leder ind til... toilettet. Af uransagelige årsager har alle hotellers toiletdøre vi er stødt på i Vietnam indtil videre været udstyrret med lignende gennemsigtige anordninger. Vores karbad var formet som en ligkiste..

Hue er en moderne by som mestendels består af huse bygget efter krigen (dvs. efter 1975) men et par enkelte ældre bygninger står stadig, heriblandt det kejserlige citadel som i 150 år (fra 1802-1945) var bolig for kejserne af Nguyen-dynastiet, Vietnams herskere. Vi startede med at køre hele vejen rundt om citadelets ydermur med dens smukke, udsmykkede porte. Muren omkredser en kendt militærbastion kendt som Flag Tower*, et tempelkompleks og den kejserlige bolig. Desværre gik mange af bygningerne til under Vietnamkrigen.

* Under vietnamkrigen var Hue primært under sydvietnamesisk kontrol. Men i et kendt slag overraskede nordvietnameserne byen og overtog den. I 3 1/2 uge vajrede det nordvietnamesiske fra Flag Tower inden amerikanerne og sydvietnameserne vandt byen tilbage under voldsomme kampe. Hele byen blev bombet, inkl. det royale palads, og næsten total smadret; en amerikansk soldat udtalte efterfølgende at for at redde byen havde de været nødt til at ødelægge den.

Man kan frit bevæge sig inden for citadelets første mur, men for at komme inden for den anden mur i området kendt som det the imperial enclosure måtte vi hoste op med nogle dong. På denanden side var der adgang til en dekoreret hal med 80 lakrøde søjler og drager på taget som havde tjent som velkomsthal for Nguyenkejsernes fornemme gæster .

Det allerinderste sted i citadelet er omkredset af endnu en mur og er således et citadel, i et citadel, i et citadelet. Kun koncubiner og eunuker måtte betræde dette forbudte område hvor kejseren boede. Desværre blev de fleste af bygningerne her jævnet med jorden under de amerikanske bombatementer, så der nu mest bare er græsbeklædte murbrokker tilbage.

På vejen hjem gjorde vi dagens sidste stop ved et gammelt pagoda. Her legede de yngste munke alle-ud-af-dåsen foran templet mens ældre munke spadserede rundt i skyggerne af palmetræerne med deres stokke. Her var en helt fantastisk ro, men vi blev ikke så længe da vi nødigt ville forstyrre munkene i deres hjem.

Hjemme på hotellet blev vi modtaget med endnu engang kølig mangojuice inden vi drog ud for at opleve Hues restaurantsscene.

[29/6/2012]
100 km nord for Hue findes en gammel demilitariseret zone (DMZ); et 10 km bredt stykke land som løber fra Laos i vest til havet i øst. Fra 1954-1975 skildte denne zone nord- og sydvietnam. Zonen blev dog under Vietnamkrigen (1955-1975) hurtigt alt andet end demilitariseret; faktisk siges det at den i perioder var et af de mest militariserde områder i verden. Dette affødte nogle af de mest blodige slag under krigen, at store mængder agent orange blev sprøjtet ud over områdets jungle og at nogle lokale folk under krigen valgte at ‘gå under jorden’ for at undgå de tætte bombatementer af området. Vi havde meldt os til en dagstur ud til DMZ.

Første del af turen bestod mestendels af et par stop ved små bjerge med navne som ‘Rock Pile’ og ‘Hamburger Hill’ som på den ene eller anden måde havde været vigtige strategiske punkter i krigen. Idag var der intet der for alvord skilte det ene træklædte bjerg men det var meget interessant at få at vide at området først inden for de sidste ti år var blevet genskovet igen efter agent orange ødelæggende effekt på junglen. Vi fulgte også for en stund det kendte Ho Chi Minh trail som var en vigtig forsyningslinie for de nordvietnamesiske tropper under krigen. Dengang var det et netværk af usynlige (fra luften) småveje gennem junglen i Cambodia, Laos og Vietnam. Idag er det en asfalteret vej som binder Vietnam sammen fra nord til syd.

Ved den gamle Keh Sanh combat base som faldt under det kendte Tet-offensiv* er nu et lille museum. Området omkring basen var en af de mest blodige slagmarker under krigen indtil amerikanerne opgav basen i 1968. Alle bygninger blev destrueret af amerikanerne inden de forlod stedet, men i et nyopført museum kan man se gamle billeder fra krigen og udenfor er der udstillet et gammelt amerikansk bombefly og to (kæmpestore) krigshelikoptere.

* Det siges at selvom amerikanerne vandt Tet-offensiven militært, tabte de den politisk. Offensiven endte med at markere et vendepunkt i amerikanernes deltagelse i krigen og betød enden på præsident Johnsons politiske karriere. (kilde: danske wikipedia)

Det vi havde glæder os til mest på turen var besøget af Vinh Moc tunnelerne. En landsby besluttede at grave 23 m dybe tunneler for at undgå de amerikanske bomber i stedet for at flygte fra deres land. De endte med at leve under jorden i to et halvt år. Desværre var det eneste vores guide gjorde at pege på steder hvor der i forvejen var et skilt og gentage præcis hvad der stod på skiltet. Det undrede os meget; der må være så mange interessante historier at fortælle om stedet. Vi havde i vores guidebog fx læst at der blev født 17 børn i den tid byen var under jorden og at der en gang havde gravet sig en drill-bomb ned til gangsystemet hvilket ville havde betydet hele byens endeligt – hvis altså den var gået af.

På vejen hjem stoppede vi ved Truong Son kirkegården hvor række på række af unge vietnamesiske mænd lå begravet. Det lignede på skræmmende vis de store kirkegårde man kan se ved Normandiets kyst – bare tilføj et par røgelsespinde.

Klokken seks om morgenen var vi blevet hentet på vores hotel og kl halv syv om aftenen var vi tilbage igen så der var ikke meget gang i os den aften!

[30/6/2012]
Mens vi prøvede at få bestilt nattog-billetter til Hanoi til samme aften brugte vi denne dag på at slappe lidt af, drikke en masse kølige drikke og studere lidt igen. Da vi ikke rigtig kunne finde en hyggelig cafe at sidde og drikke kaffe på endte vi med at hænge ud på hotellet det meste af dagen. Her blev vi fodret med (gratis) lemon-juices og ananas af det fantastiske personale så det var slet ikke så ringe endda!

Desværre var det ikke muligt at få togbilletter til om aftenen så vi besluttede at blive en dag mere hvilket slet ikke ærgrede os!

Om aftenen kom vi i tanke om at vi faktisk ikke rigtig havde flere penge tilbage i hverken vores personlige eller fællespungen (som vi kalder Ellen). Pga. de dyre gebyrer der er ved at hæve i udlandet prøver vi altid at hæve det maksimale beløb per gang (dvs 2000 dkkr) men alle steder vi gik ind kunne man kun hæve op til 2 mio (550 dkkr). Vi måtte ind i otte forskellige, jeg siger det lige igen, OTTE forskellige ATM’er før vi kunne få hævet et tåleligt beløb.
Tak AgriBank, nu er Ellen mæt igen.

[1/7/2012]
Næste dag viste det sig at det slet ikke var muligt at komme fra Hue med tog før om en uge. Vi bestilte derfor to natbus-billetter og satte os til at bruge dagen lige så fornuftigt som dagen før. Denne dag droppede vi helt at lede efter et andet sted og blev i stedet siddende blandt hotellets skøre indretning hele dagen.

Ligesom dagen før blev vi forkælet med ananasjuice og bananer i stride strømme, og ved frokosttid skete noget uventet. Vi blev inviteret til at spise frokost med personalet. Det er den slags tilbud man bare ikke siger nej til; også selvom Lasse har haft lidt problemer med appetiten de sidste par dage. Vi fik ris – selvfølgelig – med krydret fisk, tofu og kød og hertil en slags vandplante (lidt à la morning glory) stegt i hvidløg. Alle snakkede løs mens vi nød det mega-lækre mad. Sikke en skam vi skulle afsted senere på dagen!

Efter at have givet vores nye ynglingshotel en klækkelig omgang drikkepenge satte vi os til rette allerbagerst i sovebussen. Det var en lang tur nordpå og desværre fik ingen af os rigtig lukket et øje den nat.