Denne vores sidste hele dag i Hanoi – og på vores fem måneder lange rejse – blev brugt på at rulle, mase, skubbe, klemme og nærmest overtale alle vores ting til at passe ned i vores stakkels backpacks og ikke veje for meget. Vi havde længe mentalt forberedt os på at denne proces indebar et par hårde beslutninger så uden alt for mange dikedarer smed vi rask væk det overflødige ud, og sprang over de nostalgiske pauser.

Vi tog herefter forbi vores nye yndlingscafe, Hanoi Social Club, spillede et par spil Carcassone og fik lidt bedre styr på bloggen, som haltede gevaldigt bagefter med at blive opdateret. Derefter tog vi en gang i teatret og så vanddukke-show (water puppets). Showet er en gammel teaterform hvor dukkeførerne befinder sig under vand mens showets stjerner, dukkerne flyver hen over vandet. Det findes kun i Vietnam og menes at være opstået som reaktion på den lille mængde land og den store mængde vand Vietnams lavland består af. Med flotte udskårne og lakerede dukker blev der danset phoenix-dans, kæmpet drabelige bøffelkampe og danset med traditionel sang og moderne lydeffekter.

Over en omgang Pho og og en grøn mango-bøfsalat skålede vi denne sidste aften i et glas hvidvin på en af Hanois finere restauranter. Vi grinede af bilerne der dyttede med ekko, drengene som uden at kigge sig det mindste for løb ud midt ud på vejen for at hente den fodbold de spillede med og de ubehjælpelige engelske oversættelser i menukortet (bl.a. kunne man få sig et velsmagende ‘sucking pig’). Vi kommer til at savne dette land.

[Fredag 20/7/2012]

Efter at have sagt farvel og tak til Emilie, Peter skulle vi ind og aflevere Pangtoo. På vejen havde vi dog lige to vigtige aftaler. Først drønede vi forbi Danskerhuset hvor Noung arbejder og fik en bunke gaver fra hende til Lasses familie. Hun viste os stolt alle gaverne mens Lasses og mine smil blev mere og mere nervøse ved tanken om vores fyldte backpacks.

Som det sidste i Hanoi havde vi tænkt os at tage ind og tage et kig på Vietnams helt og landsfader, Ho Chi Minh; som ligger balsameret i et kæmpe Mausoleum der i sin tid blev opført af russerne. Desværre viste mausoleet sig at være lukket lige præcis idag så vi måtte nøjes med at lunte en tur gennem haven og kigge på hans gamle spartanske bolig. Hvilket også var en fin oplevelse, omend vi ville have foretrukket at møde den store leder personligt.

Så var der kun at tilbage at tage vores backpacks, rygsække, håndtasker, kamera og vietnameser-hatte på og med tunge skridt (og sind) træde ind i en (lillebitte) taxa mod lufthavnen.

[Lørdag 21/7/2012]

Fra Hanoi fløj vi uden forsinkelser, over Bankok, hvor vi blev siddende i flyveren, som efter en lille time lættede igen med kurs mod Doha. Her ventede vi utålmodigt endnu et par timer inden vi satte os ind i flyet med destination ‘Københavns Lufthavn Kastrup’. Tre film, 4 måltider mad, en halv flaske hvidvin og 5 timers søvn senere landede vi sikkert på dansk jord, hvor vi efter nogle sommerferie-forsinkelser i lufthavnen fik al vores bagage.

I ankomsthallen på den anden side stod mine forældre klar til at give knus og køre vores mørbankede kroppe hjem til Værløse. Mor stjal min fine hat.

God sommer til Jer alle.
Vi glæder os til at se Jer igen.

Klokken syv om morgnen stod vi klar ved Xuan Dieu for at blive samlet op af en bus fra Vega Travel. Fire timers bustur senere steg vi ombord i båden Hoa Binh. Her skulle vi overnatte blandt de i tusindevis af høje kalkstens-klipper som majestætisk rejser sig op af bugtens salte vande og som tilsammen udgør naturskønne, ‘World Heritage’ listede Ha Long Bay.* Mens vi nød en lækker frokost på skibet sejlede vi fra kaj og ud midt i det smukke sceneri.

Sammen med vores guide, og de otte andre somd også boede på båden, udforskede vi en af Ha Longs mange grotter (sammen med alle andre tourister som var i Ha Long den dag). Sung Sot grotten (eller overraskelses-grotten) er en af Ha Longs største – og mest besøgte grotter – og på de udhuggede stier gik vi i gåsegang efter vores guide og fik udpeget alle de mange figurer og mønstre klippeerosionen havde skabt. På trods af menneskemængderne var det en smuk, og dejlig kølig, tur rundt i grottens indre.

* Ha Long Bay siges at være skabt da guderne sendte en drage for at hjælpe vietnameserne i en forsvarskrig mod kineserne. Efter krigen var vundet besluttede dragen og dens familie sig for at slå sig ned ved Ha Long Bay (som direkte oversat betyder: landende drage). Med geologiske briller ser det dog mere ud til at klipperne er gammel havbund som ved tektonisk aktivitet blev rejst højt over havoverfladen til høje bjerge. Gennem flere millioner af år er disse bjerge langsomt blevet eroderet og har dannet de klippeformationer som ses idag.

Herefter fik vi alle udleveret en pagaj og blev søsat i tomandskajaker. Det var skønt at zig-zagge rundt mellem klipperne og at kunne komme helt tæt på deres stejle, træbevoksede sider. Vi var endda heldige nok til at se et par aber hoppe rundt mellem træerne på en af klippeøerne imens andre med snoede haler hang på hovedet for at få fat i et par abe-godbidder fra et nedenforstående træ.

Efter at have vasket saltvandssprøjtende fra kajakturen af os stod den på aftensmadbanquet. Der blev serveret en rent festmåltid med bl.a. krabber, kæmperejer, grønsager udskåret som kunstfærdige blomster og selvfølgelig ris. Det viste sig at vores guide, Duc, havde fødselsdag så det blev også til en fødselsdagssang midt i det hele. Til slut blev der skruet op for teknomusikken og tændt for diskolyset så vores båd kunne matche alle de omkringliggende både.

Vi fik dog sidenhen skruet ned for musikken så man kunne holde ud at snakke sammen, og endte med sidde en lille flok oppe og snakke med vores Duc et par timer. Mens han lavede korttricks fortalte han bramfrit historier om sit et-årige ægteskab. Vi fik hele historien om at konen der havde prøvet at snyde ham til at få børn ved at prikke hul i kondomerne med nåle så de kunne få et barn i dragens år (hvilket skulle være et lykkebringende år).

[Onsdag 18/7/2012]

Tidlig næste morgen stod vi op for at bestige en af klipperne. Selvom det endnu var tidligt og varmen ikke for alvor havde taget rigtig fat haglede sveden af os, og det var en stor lettelse da vi nåede skyggen på toppen. Men den flotte udsigt var det hele vejr med de fine klipper der tittede op af de stille hav så langt øjet rakte. Nede for foden af klippen igen var indlagt en kort pause så man kunne tage sig en dukkert i det kølige vand, hvilket var helt fantastisk forfriskende! Tilbage på dækket nød vi et par timer i solen mens vi hørte pod-casts og skibet langsomt sejlede tilbage mod fastlandet.

Vel tilbage i Hanoi en lang bus senere gav vi Mao og en af Lasses venner Ulrik et kald og tog ud for at spise. Mao kendte et sted langs West Lake med en overdådig buffet. Den havde en hel afdeling kun til grillet kød mens der indenfor var kæmpe borde dækket op med fisk og skalddyr, hot pot, forårsruller, sushi, gryderetter, nuddelsupper… og dessert. Ja, der var så meget mad at Lasse og jeg om natten begge drømte om uendelige mængder mad som vi i drømmene desperate forsøgte at spise os igennem uden held (det er så sandt som det er skrevet) og vi fortrød begge bittert at vi havde taget en mad inden vi tog ud. Mens vi spiste os en pukkel til fortalte Mao skøre historier fra sin sidste rejse og vi fortalte om vores dejlige tur til Ha Long. Drengene var en smule sørgmodige da de tog afsked og Lasse, og jeg var nødt til at love at komme tilbage til Hanoi snarest!

Da vores rejse efterhånden lakker mod enden nuppede vi et par studiedage i Hanoi, weekenden over. Lørdag aften tog vi dog forbi Cinemateket en sidste gang og så en smuk og tankevækkende film af den vietnamesisk instruktør Tran Anh Hung. Herefter tog vi ind på Mao´s Red Lounge og mødtes til et par øl med Mao og et par andre Lasse kendte fra sit tidligere besøg hernede.

Dagen efter opdagede vi både en hyggelig boghandel og en ny café. Hos boghandlen, Bookworm, endte vi med at købe os fattige i vietnamesiske kogebøger mens cafeen, Hanoi Social Club, med sine ikke-matchende træmøblering og afslappede stemning lige så godt kunne have ligget på Vesterbro. Den mindede os så meget om hjem at vi endte med at blive hængende til klokken elleve om aftenen. Vi havde bestilt så meget af deres lækre mad at vi, da vi bad om regningen, måtte punge ud med over 700.000 vietnamesiske dong inden vi kunne suse hjemad på Pangtoo.

[16/7/2012]
Da vi skulle ud til Noung og Tam samme aften jagtede vi hele formiddagen den perfekte gave til Tam. Hun elsker at bage så ville finde kage-kogebog med vestlige kageopskrifter til hende (vietnameserne bruger normalt ikke ovne, men Tam havde fået en ovn af Ole og Jonas da de i sin tid drog hjem herfra). Desværre var det ikke muligt selvom vi var inde i så godt som alle Hanois boghandlere. Værtindegaven blev derfor fundet det sædvanlige sted; i den gamle by, hvor vi i samme omgang fik klaret de sidste rejsegaver til familien derhjemme OG en hurtig omgang pedicure!

Herefter kørte vi ud mod udkanten af Hanois for at finde gade (ngo) 178 på Pham Van Dong, hvor Noung havde inviteret på middag. Men efter at have kørt tre gange op og ned af Pham Van Dong, uden at kunne finde Ngo 178, måtte vi ringe efter hjælp. Tam kom kort efter drønende på sin lille eldrevne cykel og viste os vej gennem labyrinterne af små, smalle gader til huset.

Middagen blev egentlig holdt for praktikanterne ved den danske ambassade, men med al den mad Noung havde lavet betød et par stykker fra eller til ikke noget. Vi startede med at blive stopfodrede med de lækreste vietnamesiske retter i Noungs lille spisestue, mens der blev udvekslet ambassade- og vietnamhistorier på kryds og tværs.

Herefter viste Noung rundt i det lille hyggelige hus, fra stuen som var fyldt med billeder af gamle ambassade-praktikanter, til Tams værelse, til soveværelset som hun delte med hendes aldrende mor, op under loftet til det buddhistiske alter, hvor de bad og mindes døde familiemedlemmer, og til den lille hyggelige terrasse på øverste etage, hvor Noung hver morgen kl. 5 gjorde sin morgengymnastik. Der var ikke noget air-condition i huset så efter rundturen skyndte vi os svedende ned i spisestuen igen, hvor Tam hev sin guitar frem. Hun havde for to år siden fået sin første guitar af Lasse da han tog hjem fra Vietnam men sidste sommer havde hun selv sparet op til en ny og bedre guitar.

Med sin fine, spinkle stemme sang hun først sin yndlingssang fra Hanna Montana-filmene (“Butterfly, fly away”) som hun i sin tid havde lært for at kunne spille den for sin mor. Herefter et nummer med Taylor Swift og til sidst et nummer hun selv havde skrevet til Noung. Hun kunne ikke altid helt huske den engelske tekst og nogle gange glippede akkorderne men hun fortsatte ufortrødent og vi klappede alle sammen af hende (og hendes mod) i slutningen af hver sang.

Da kaffen til sidst blev serveret kom også Noungs mor forbi og drak en kop stærk grøn te imens hun snakkede (Tam oversatte) og smilede til os alle med sine sorte farvede tænder.

For at aftenen skulle være komplet manglede der dog stadig et enkelt element; gruppebilleder! Vi stillede derfor alle op med armene om hinanden og med halvanden meter høje Noung forrest. Mens vi smed et par peace-tegn, blev der knipset løs for der skulle både tages et af os allesammen, et af kun Noung og Tam, et af Lasse, jeg, Noung og Tam og et af alle praktikanterne og Noung. Helt trætte i smile-musklerne gav vi derefter farvelkram hele vejen rundt og tøffede hjemad.

På vejen hjem gennem Hanois ossede luft blev vi overhalet af ind til flere små scootere som var fuldstændig overlæssede med blomster. De var alle på vej til Hanois blomstermarked som foregår om natten for at skåne blomsterne mod dagens ubarmhjertige tropesol. Vi besluttede os for at slå et smut forbi og nød, omend kun kortvarrigt, den forfriskende duft af tusindevis af blomster som fyldte luften.

Efter ti dage i storbyen længtes vores kroppe og sind efter rene, smogfri og grønne omgivelser. Vi sprang derfor denne tidlige morgen op på Pangtoo og satte kursen søndenover af den støvede “highway” 1A, der i det tidlige 20. århundrede blev grundlagt af den Franske kolonimagt. Vejen løber 2300 km fra Kina i nord til Saigon i syd og var i de Indokinesiske krige (franskerkrigen og vietnamkrigen) genstand for utallige sammenstød mellem nordvietnamserne og franskmændende/amerikanerne.

Zig-zaggende ud og ind imellem store osende busser, overlæssede lastbiler, millioner af scootere, cykler, høns, får, køer, okser, heste, ænder og børn ankom vi en sky af støv i Tam Coc tre timer senere. Her indlogerede vi os på the Long Hotel, med udsigt over havnen, hvor jeg har boet de sidste 2 gange jeg har været her. Det skulle vi dog aldrig have gjort..

Vi brugte eftermiddagen på at cykle rundt mellem rismarker og limestensklipper i noget af det smukkeste Vietnam jeg kender og ankom sidst på eftermiddagen af de små stier til Bích Động Pagoda. Pagoden som daterer tilbage til 1428 består i virkeligheden af 3 pagodaer, hvoraf de 2 ligger oppe på et af limestensbjergene, smukt placeret i indgangen til en af de mange grotter og med en dejlig udsigt over rismarkerne.

Ofte når vi på vores rejser har mødt asiatere, har vi studset over hvordan de i smug forsøger at snige sig til et par billeder af et par meget blonde europæere med alt fra mobiltelefoner, til ipads og videokamerer. Andre dage, som denne dag, bliver vi venligt spurgt om de ikke nok må have lov til at tage et par billeder sammen med os. Jeg solgte Louise og sneg mig selv til at tage et par billeder af cirkusset.

På vejen tilbage stoppede vi flere gange for bare lige at stå lidt og se os omkring, en enkelt gang var vi dog nær kommet i karambolage med en lokal, da jeg takkede ned til at smage hans opiumspipe.

Om aftenen var planen at vi skulle besøge en bekendt af mig, fra mine sidste besøg her. Niels Dieleman er hollænder der har åbnet en lille bar i Tam Coc, som hedder Bamboo Bar, der serverer noget dejligt billigt mad. Han har tidligere givet Casper, Mikkel og jeg en snes gode råd omkring de mange ukendte steder i området og af samme årsag ville jeg gerne lige opstøve ham igen. Desværre var han ikke at finde. I stedet delte Lulle og jeg en håndfuld øl og en flaske hjemmebrygget risvin over et spil kryb-kasino inden vi ved midnatstid småberusede og i højt humør bankede på ruden hjemme på Long Hotel.

I receptionen blev vi mødt af en højrøstet receptionist, som ikke kunne et ord engelsk. Pegende med den ene hånd og viftende med et sæt nøgler i den anden, gjorde han os først en lille smule bange. Hurtigt fandt vi dog ud af, at der ikke var nogen grund til at være bange. Efter lidt tid fandt vi også ud af, at vi skulle skifte værelse. Modvillige indså vi at vi måtte indgå i denne, tidspunktet og tilstand taget i betragtning, tossede plan. Stadig uden at kende grunden pakkede vi derfor værelset sammen og rykkede en etage ned. Trætte smed vi tøjet på sengen (og smed os selv på tøjet på sengen) og døsede hen.

Aldrig så snart var det sidste får talt, før han højrøstet, pegende og viftende med nøgler kom brasende ind på værelset uden at banke på (hvilket han også gjorde da vi om eftermiddagen var i bad). Endnu engang blev vi lidt bange, men så blev vi vist også lidt sure – og så blev han lidt bange. I hvert tilfælde skulle vi skifte værelse igen. Jeg pakkede igen taskerne, imens Lulle bandende forsøgte at gemme sig under dynen. Et kvarter senere, med alt oppakningen på ryggen, mødte vi ham ude på gangen hvor han smilende signalerede til os at vi ikke skulle skifte værelse alligevel.

Uden at sige et ord drejede vi om på hælen og tog et stor skridt ind på værelset, over håndklædet fra de tidligere gæster, som stadig lå og flød på gulvet. Udmattede kiggede vi på hinanden, rystede på hovedet og bandede en sidste gang, inden vi med et opgivende smil lagde os til at sove.

[Fredag 13/7/2012]

Godt trætte efter at gårdsdagens nattesøvn var gået op i hat og briller, fik vi søvndrukne væltet os ud af sengen denne morgen og ned i receptionen for at skælde ud. Det viste sig at grunden til alt hurlumhejet var at vores aircondition (åbenbart) ikke virkede (!?). Efter en let omgang morgenmad, satte vi igen kursen hjemover. Modsat turen igår skulle turen idag gå op igennem det smukke bjerglandsskab og inkludere et par dejlige stop undervejs.

Første stop var således Trang An, som var et af de få gode råd jeg kunne huske Niels havde givet os, da jeg var her sidst. Tam Coc betyder de 3 grotter, og de få turister der passerer igennem her kommer primært for at få en (meget turistet) sejltur igennem 3 smukke grotter under limestensbjergene. Forskellen på Tam Coc og Trang An er, at her er der 8 grotter – og ikke nær så mange turister. Vi nød den halvandentime lange ufatteligt smukke tur igennem grotterne, sammen med en lille fransk familie. Efterhånden som vi fornæmmede hvordan den stakkels vietnamesiske kvinde bag os måtte okse for at tjene den skilling turen kostede, fik vi dog medlidenhed med hende og fattede selv en åre for at give et nap med.

Fra Trang An kørte vi mod Chùa Bái Đính, som et Vietnams største tempelkompleks. Templerne er kun netop færdigbyggede, men alligevel et imponerende syn, som vi på grund af deres beliggenhed op af en bakke kunne se mange kilometer væk.

Sidste større stop var Hoa Lu, som var Vietnams hovedstad mellem 968 og 1010 e.kr. Desværre lykkedes det mig ikke at få dirigeret Pangtoo mod det rigtige verdenshjørne, og efter en enkelt punktering – og en kort frokost pause i Phủ Lý, måtte vi uden held, men med mange gode minder, vende næsten hjem mod Hanoi.

Jeg afsluttede dagen med at købe en bunke gaver ind!

[10/7/2012] af Louise
Efter at have læst et par timer om global sundhed lod jeg Lasse om at holde studie-skansen på Puku mens jeg selv slentrede ned til Hanois Fine Arts Museum. Jeg havde nær ikke fundet de gule franske bygninger som husede museet da de gemte sig bag et par kæmpe jern-låger. Efter at have gået lidt forvirret rundt (der var ikke nogen menneskestrøm at følge!) fandt jeg frem til den fine kunst. Her var brølende løver, buddhistiske dansefigurer, ildsprudende drager og en imponerende lakeret træstatue af den tusinde-øjede og tusinde-armede Guan Yin (medfølelsens gudinde). Som for at falde lidt ned igen efter al denne pomp og pragt var det sidste rum fyldt med mandsstore, buddhistiske munkestatuer som med deres brede smil og fjerne blikke mest af alt lignede at de havde taget sig et hvæs for meget af opiumspiben.

Jeg havde netop begivet mig i kast med kunsten fra det 20-århundrede da Lasse pludselig kom gående mod mig. Puku havde lukket tyve minutter efter jeg var gået og Lasse havde løbet op af ned af gangene på museet og ledt efter mig lige siden. Vi fulgtes herefter hånd i hånd gennem de øvrige etager med den kommunistiske propagandakunst.

Trætte af at blive snydt af taxachauffører og for nærige til at leje en scooter til touristpris mødtes vi med Mao så han kunne hjælpe os med at leje en scooter til en fair pris. Vi navngav vores nye scooter Pangto og med de tilhørende, smarte hjelme begav vi os hjemad susende gennem Hanois trafik.

Vi havde dog kun lige drejet om det første hjørne da de første dråber begyndte at falde fra den mørke himmel. I vores shorts og t-shirts blev vi hurtigt gennemblødte i den tiltagende regn og inden vi var nået halvvejs var vejene som små floder mens nedadgående afkørsler mest af alt lignede vandfald. For at beskytte Lasses Iphone lagde jeg den ned i underbukserne; det eneste sted der endnu var tørt. Godt foroverbøjet kunne vi kun bede til at vores bærbare forblev tørre i tasken. Alt, selv vores undertøj, måtte hænges til tørre da vi kom hjem og al elektronikken tørres med hårtørreren. Men vi var heldige, intet var ødelagt.

Med stor beslutsomhed lagde vi et regnslag i Pangtos bagagerum inden vi igen kickstartede Pangtoo og tog ud for at spise om aftenen. Som et plaster på forskrækkelsen tog vi på dyr fransk restaurant og fik lækker confit de canard (selvom vi endnu ikke har set en and i Vietnam), laks i cremesauce og chokoladetrøfler. Bon appeti’!

[11/7/2012]
Lidt uden for Hanoi findes den lille by Bát Tràng. Her produceres noget af det smukkeste keramik og porcelæn i hele Vietnam hvilket har givet byens dens touristnavn; porcelænslandsbyen. Kun 10 km fra Hanoi ligger den i perfekt afstand til en dagsudflugt fra storbyen; vores nye scooter var perfekt til formålet. Ad vores hippe gade, Xuan Dieu drejde vi ud på Nghi Tam (en af Hanois hovedveje) og kørte et stykke tid langs verdens længste mosaic-væg* inden vi krydsede den Røde Flod af Long Bien broen (designet af en vis hr. Gustave Eiffel). Herfra tyndede det voldsomt ud i trafikken, højhusene blev afløst af lavt nybyggeri og marker og de asfalterede veje måtte vige for grusstier.

* I anledningen af Hanois 1000-års jubilæum i 2010 blev Hanois keramiske mosaikvæg bygget med scener fra Vietnams historie, lokale og udenlandske kunstnere og endda børnetegninger som motiv. De keramiske plader væggen består af blev produceret i Bát Tràng. Med dens længde på 4 km er den verdens længste mosaikvæg. (kilde: wikipedia.org)

Det var en ekstremt varm dag og svedende gik vi rundt langs endeløse rækker af drageudsmykkede skåle, angry birds krus og traditionelle tekandesæt. Her var keramik for enhver smag og inden vi havde set os om havde vi en hel favnfuld keramik som skulle transporteres tilbage til Hanoi. Pangtoos ikke-eksisterende støddæmper til trods lykkedes det os at få alt hjem i et stykke og efter endnu engang at komme hjem gennemblødte, denne gang af sved, skiftede vi til vores sidste sæt tørre tøj.

Rene og pæne igen tog vi afsted til den gule restaurant, en samling små gadekøkkener som er gået sammen om et fælles menukort og tjenerstab og som nu er enormt populær blandt lokale, såvel som tourister. Tjenerne fór rundt om ørerne på gæsterne med alt fra almindelig risretter til specialiteter som dybstegte gråspurve. Vi bestilte Phó (nuddelsuppe) og friske forårsruller man selv skulle rulle.

Inden vi tog hjem nød vi et par cocktails på toppen af Hotel Sofitel med udsigt over hele Hanoi by. Baren var dyr, nærmest med danske priser, men udsigten helt fænominal. Overklasse-stemningen blev dog brat brudt da vi på vejen ud vi til vores overraskelse blev inviteret til skum-party en af de efterfølgende weekender!

Fuldstændig smadrede ankom vi til Hanoi; med uglet hår trådte vi ud af sovebussen og missede med øjnene mod morgensolen imens vi uoplagte prøvede at finde en pålidelig taxachauffør. Lasse havde fået sovet godt en time og jeg måske to.

Mens Lasse kæmpede videre med specialet tog jeg en pause og besøgte det nærliggende litteraturtempel. Dette tusindeår gamle tempels bygninger husede Vietnams første universitet som blev oprettet helt tilbage i 1076 (til sammenligning blev Danmarks første uni oprettet i 1479)! Templet er bygget op omkring tre gårdhaver i forlængelse af hinanden. Langs den første gårdhave står 82 stensøjler opført på ryggen af hver deres stenskildpadde* med optegnelser over de dygtigste studerendes bedrifter gennem århundrederne.  den anden gårdhave findes en stor, firkantet dam kendt som “well of heavenly clarity” (den guddommelig indsigts kilde/brønd). Den var fyldt med små fisk. Den tredje og sidste gård er flankeret af små butikker som sælger røgelsespinde og andre lykkebringende objekter, som alle kan ofres i templet for enden af gårdenhaven. Her var fyldt med vietnamesere som bad, ofrede små pengesedler eller frugter på altrene og på to tavler langs den ene væg med fingrene skrev deres bønner så kun de og guderne kunne læse dem.

*Hanois nationaldyr

På vejen hjem stoppede vi hos en massageklinik som uddanner og ansætter svagtseende. Alle rejse- og læsespændinger blev effektivt masseret ud af vores ømme muskler og afslappede tog vi ind for at mødes med Lasses vietnamesiske ven Mao på hans bar, Mao’s red lounge.

 

*Det siges at den vietnamesiske kejser Le Loi i det 15. århundrede modtog et magisk sværd som han brugte til at jage kineserne ud af Vietnam. Efter krigen mødte Le Loi en kæmpe guldskildpadde som svømmede på Hoan Kiem søen. Den tog i følge sagnet sværdet og bragte det tilbage til dets guddommelige ejere. Skildpadder anses derfor af mange hanoianere og vietnamesere som hellige. Der lever rent faktisk en kæmpeskildpadde i Hoan Kiem og den anses af mange hanoianere for at nedstamme fra den skildpadde som tog sværet fra Le Loi. Mange tror at skildpadden er over 600 år gammel.

Turen fra Hoi An til Hue tager kun 4 timer så vi ankom ved frokosttid til Hue hvor vi blev modtaget med mangojuice og frisk frugt på vores nye hotel. Imens bar det venlige personale vores bagage op på værelset selvom vi insistrerede på selv at gøre det. På et par lejde cykler tog vi derefter ud i Hues vrimlende byliv.

* Glasøren på billedet fra vores hotelværelse leder ind til... toilettet. Af uransagelige årsager har alle hotellers toiletdøre vi er stødt på i Vietnam indtil videre været udstyrret med lignende gennemsigtige anordninger. Vores karbad var formet som en ligkiste..

Hue er en moderne by som mestendels består af huse bygget efter krigen (dvs. efter 1975) men et par enkelte ældre bygninger står stadig, heriblandt det kejserlige citadel som i 150 år (fra 1802-1945) var bolig for kejserne af Nguyen-dynastiet, Vietnams herskere. Vi startede med at køre hele vejen rundt om citadelets ydermur med dens smukke, udsmykkede porte. Muren omkredser en kendt militærbastion kendt som Flag Tower*, et tempelkompleks og den kejserlige bolig. Desværre gik mange af bygningerne til under Vietnamkrigen.

* Under vietnamkrigen var Hue primært under sydvietnamesisk kontrol. Men i et kendt slag overraskede nordvietnameserne byen og overtog den. I 3 1/2 uge vajrede det nordvietnamesiske fra Flag Tower inden amerikanerne og sydvietnameserne vandt byen tilbage under voldsomme kampe. Hele byen blev bombet, inkl. det royale palads, og næsten total smadret; en amerikansk soldat udtalte efterfølgende at for at redde byen havde de været nødt til at ødelægge den.

Man kan frit bevæge sig inden for citadelets første mur, men for at komme inden for den anden mur i området kendt som det the imperial enclosure måtte vi hoste op med nogle dong. På denanden side var der adgang til en dekoreret hal med 80 lakrøde søjler og drager på taget som havde tjent som velkomsthal for Nguyenkejsernes fornemme gæster .

Det allerinderste sted i citadelet er omkredset af endnu en mur og er således et citadel, i et citadel, i et citadelet. Kun koncubiner og eunuker måtte betræde dette forbudte område hvor kejseren boede. Desværre blev de fleste af bygningerne her jævnet med jorden under de amerikanske bombatementer, så der nu mest bare er græsbeklædte murbrokker tilbage.

På vejen hjem gjorde vi dagens sidste stop ved et gammelt pagoda. Her legede de yngste munke alle-ud-af-dåsen foran templet mens ældre munke spadserede rundt i skyggerne af palmetræerne med deres stokke. Her var en helt fantastisk ro, men vi blev ikke så længe da vi nødigt ville forstyrre munkene i deres hjem.

Hjemme på hotellet blev vi modtaget med endnu engang kølig mangojuice inden vi drog ud for at opleve Hues restaurantsscene.

[29/6/2012]
100 km nord for Hue findes en gammel demilitariseret zone (DMZ); et 10 km bredt stykke land som løber fra Laos i vest til havet i øst. Fra 1954-1975 skildte denne zone nord- og sydvietnam. Zonen blev dog under Vietnamkrigen (1955-1975) hurtigt alt andet end demilitariseret; faktisk siges det at den i perioder var et af de mest militariserde områder i verden. Dette affødte nogle af de mest blodige slag under krigen, at store mængder agent orange blev sprøjtet ud over områdets jungle og at nogle lokale folk under krigen valgte at ‘gå under jorden’ for at undgå de tætte bombatementer af området. Vi havde meldt os til en dagstur ud til DMZ.

Første del af turen bestod mestendels af et par stop ved små bjerge med navne som ‘Rock Pile’ og ‘Hamburger Hill’ som på den ene eller anden måde havde været vigtige strategiske punkter i krigen. Idag var der intet der for alvord skilte det ene træklædte bjerg men det var meget interessant at få at vide at området først inden for de sidste ti år var blevet genskovet igen efter agent orange ødelæggende effekt på junglen. Vi fulgte også for en stund det kendte Ho Chi Minh trail som var en vigtig forsyningslinie for de nordvietnamesiske tropper under krigen. Dengang var det et netværk af usynlige (fra luften) småveje gennem junglen i Cambodia, Laos og Vietnam. Idag er det en asfalteret vej som binder Vietnam sammen fra nord til syd.

Ved den gamle Keh Sanh combat base som faldt under det kendte Tet-offensiv* er nu et lille museum. Området omkring basen var en af de mest blodige slagmarker under krigen indtil amerikanerne opgav basen i 1968. Alle bygninger blev destrueret af amerikanerne inden de forlod stedet, men i et nyopført museum kan man se gamle billeder fra krigen og udenfor er der udstillet et gammelt amerikansk bombefly og to (kæmpestore) krigshelikoptere.

* Det siges at selvom amerikanerne vandt Tet-offensiven militært, tabte de den politisk. Offensiven endte med at markere et vendepunkt i amerikanernes deltagelse i krigen og betød enden på præsident Johnsons politiske karriere. (kilde: danske wikipedia)

Det vi havde glæder os til mest på turen var besøget af Vinh Moc tunnelerne. En landsby besluttede at grave 23 m dybe tunneler for at undgå de amerikanske bomber i stedet for at flygte fra deres land. De endte med at leve under jorden i to et halvt år. Desværre var det eneste vores guide gjorde at pege på steder hvor der i forvejen var et skilt og gentage præcis hvad der stod på skiltet. Det undrede os meget; der må være så mange interessante historier at fortælle om stedet. Vi havde i vores guidebog fx læst at der blev født 17 børn i den tid byen var under jorden og at der en gang havde gravet sig en drill-bomb ned til gangsystemet hvilket ville havde betydet hele byens endeligt – hvis altså den var gået af.

På vejen hjem stoppede vi ved Truong Son kirkegården hvor række på række af unge vietnamesiske mænd lå begravet. Det lignede på skræmmende vis de store kirkegårde man kan se ved Normandiets kyst – bare tilføj et par røgelsespinde.

Klokken seks om morgenen var vi blevet hentet på vores hotel og kl halv syv om aftenen var vi tilbage igen så der var ikke meget gang i os den aften!

[30/6/2012]
Mens vi prøvede at få bestilt nattog-billetter til Hanoi til samme aften brugte vi denne dag på at slappe lidt af, drikke en masse kølige drikke og studere lidt igen. Da vi ikke rigtig kunne finde en hyggelig cafe at sidde og drikke kaffe på endte vi med at hænge ud på hotellet det meste af dagen. Her blev vi fodret med (gratis) lemon-juices og ananas af det fantastiske personale så det var slet ikke så ringe endda!

Desværre var det ikke muligt at få togbilletter til om aftenen så vi besluttede at blive en dag mere hvilket slet ikke ærgrede os!

Om aftenen kom vi i tanke om at vi faktisk ikke rigtig havde flere penge tilbage i hverken vores personlige eller fællespungen (som vi kalder Ellen). Pga. de dyre gebyrer der er ved at hæve i udlandet prøver vi altid at hæve det maksimale beløb per gang (dvs 2000 dkkr) men alle steder vi gik ind kunne man kun hæve op til 2 mio (550 dkkr). Vi måtte ind i otte forskellige, jeg siger det lige igen, OTTE forskellige ATM’er før vi kunne få hævet et tåleligt beløb.
Tak AgriBank, nu er Ellen mæt igen.

[1/7/2012]
Næste dag viste det sig at det slet ikke var muligt at komme fra Hue med tog før om en uge. Vi bestilte derfor to natbus-billetter og satte os til at bruge dagen lige så fornuftigt som dagen før. Denne dag droppede vi helt at lede efter et andet sted og blev i stedet siddende blandt hotellets skøre indretning hele dagen.

Ligesom dagen før blev vi forkælet med ananasjuice og bananer i stride strømme, og ved frokosttid skete noget uventet. Vi blev inviteret til at spise frokost med personalet. Det er den slags tilbud man bare ikke siger nej til; også selvom Lasse har haft lidt problemer med appetiten de sidste par dage. Vi fik ris – selvfølgelig – med krydret fisk, tofu og kød og hertil en slags vandplante (lidt à la morning glory) stegt i hvidløg. Alle snakkede løs mens vi nød det mega-lækre mad. Sikke en skam vi skulle afsted senere på dagen!

Efter at have givet vores nye ynglingshotel en klækkelig omgang drikkepenge satte vi os til rette allerbagerst i sovebussen. Det var en lang tur nordpå og desværre fik ingen af os rigtig lukket et øje den nat.

Med en billet i hånden til den vietnamesiske by Pleiku kørte vi af de hullede grusveje mod den cambodiansk-vietnamesiske grænse. Efterhånden som vi begyndte at nærme os blev vi stoppet af nogle unge mænd iført militærtøj, geværer og dystre miner. Mens Lasse blev spurgt hvor vi to var fra, vandrede et lille bundt pengesedler op gennem bussen, ud gennem det nedrullede vindue og ned i den kaki-farvede lomme. Herefter blev soldatens mine fjern og ligeglad og vi blev viftet videre. Hele tre gange blev vi stoppet og alle tre gange gentog dette lille optrin sig; alle gange uden det mindste forsøg på at være diskret.

Chockerede over bestikkelsens selvfølgelighed nåede vi grænsestationen. Med et stort, rødt stempel var vores ophold i Cambodia officielt ovre, og inden vi fik set os om var vi gennem pas- og toldkontrol og inde i Den Socialistiske Republik Vietnam.

Inden vi kunne komme videre ind i Vietnam skulle vi skifte minibus. Da vi ikke havde en egentlig billet var vi noget spændte, men til at starte med gik alt fint; chaufføren virkede som om han vidste hvor vi skulle hen og at vi havde betalt.

Turen gennem de vietnamesiske bjerge ud mod havet var væsensforskellig fra turen til grænsen. Den lille minibus vi var med blev hurtigt fyldt med 20-25 mennesker, selvom den kun havde sæder til omkring 10. Også uden for bussen var alt anderledes. Vejene var meget bedre og mange steder asfalterede. Byer og marker virkede mere ordnede, folkene mindre fattige. De ternede tørklæder som så mange i Cambodia iklæder sig, var blevet skiftet ud med de kegleformede vietnamesiske hatte og vietnamesernes lyse hud virkede mærkeligt fremmedartet efter cambodianernes chokoladebrune teint.

På første del af rejsen gik alt således glat, men så kom der grus i maskineriet. Efter vores ankomst til Pleiku skulle vi skifte bus videre mod Danang for at komme til byen Hoi An som var dagens mål.

Sprogproblemer betød at vi ikke blev sat af ved en normal busstation, men ved et af de lokale minibus-stoppesteder. Ingen snakkede engelsk og da vi begge skulle på toilettet inden vi turde sætte os ind i 6-timers bussen mod Danang opstod noget af et cirkus. Vi kunne ikke blive vist derhen samtidig da vores bagage ikke kunne stå på gaden uden opsyn, så da jeg var kommet tilbage efter tilsyneladende at have lånt en privat families toilet måtte Lasse løbe afsted mens vores bagage var ved at blive læsset i den næste minibus. Med viftende fakter måtte jeg prøve at stoppe bussen så den ikke kørte mens Lasse desperat spurgte tilfældige vietnamesere om han låne et toilet (Nhà vệ sing!?).

Vores puls havde kun lige nået normale værdier igen da den højråbende lavstammede pengeopkræver i den nye minibus pludselig bad om betaling for turen (som vi havde betalt). Efterhånden begyndte situationen at udvikle sig til et regulært håndgemæng, og en stakkels engelsktalende vietnamesisk dame blev nærmest overfaldet fordi hun prøvede at hjælpe os. Mest af alt for at få kvinden ud af problemer følte vi at vi var nødt til at betale ham – igen. Herefter blev vi sat af i byen Kon Tum hvor bussen mod Hoi An gik senere på dagen. Vi fandt et lille hyggeligt gadekøkken at slå os ned på, hvor vi fik pusten igen imens vi spiste den lækre nuddelsuppe som vietnameserne er så kendte for (Pho Bo).

Men det stoppede ikke der. Da vi efter en problemfri tur til Danang, skulle finde en taxa det sidste stykke vej til Hoi An, var der pludselig vrøvl med taxachaufførerne. En slags taxa-mafia bestemte åbentbart priserne for taxaerne som holdt til ved busstationen og kun fordi vi i protest udvandrede fik vi prisen ned på et tåleligt niveau.

Det var dejligt at være i Vietnam igen, men vi var begge noget stakåndede over den benhårde snyd-touristerne-kultur. Da vi ankom til Hoi An havde vi brug for at falde lidt ned igen. Vi gik ned til en af de hyggelige kanaler og bestilte to øl og en lækker(!) æblekage til deling.
Det var lige hvad vi havde brug for efter sådan en dag, desværre måtte vi hurtigt smutte hjem og i seng igen, da trætheden overmandede os og vi mistede evnen til at føre en sammenhængende meningsfyldt samtale.

Hjemme faldt vi grinende i søvn over os selv, og over badekarret i soveværelset.

[26/6/2012]
Hoi An er en charmerende gammel handelsby smukt placeret ud til havet. Helt fra gammel tid var byen et knudepunkt for handel, og de i første omgang kinesiske og japanske, og senere europæiske, primært franske, hadelsmænd har gennem tiden sat et smukt arkitektonisk præg på byen, som heldigvis overlevede de værste bombatementer under Vietnamkrigen (i Vietnam kaldt den Amerikanske krig). Udover den gamle bydel som er fyldt med kinesiske templer, japanske broer og frasnke kolonihuse er byen også kendt for et (virkelig) fantastisk køkken og sine dygtige – og billige – skræddere.

Det første vi lagde mærke til da vi gik en tur i byen var roen og hvor rent alting synes. I den gamle bydel er det ikke tilladt at køre på motorkøretøjer og mens vi gik rundt så vi indtil flere skraldespande på gaden – et særsyn i Asien, hvor man normalt bare smider sit affald på gaden. Der blev med andre ord gjort store anstrengelser for at holde byen touristvenlig – og det lykkedes til fulde. Det var intet mindre end pragtfuldt at spankulere langs de små lave træbygninger kun ledsaget af fodgængere og cyklister mens vi tog skræddernes arbejde i nærmere øjesyn.

Denne første dag lavede simpelthen ikke andet endet at shoppe – men der lå også mere seriøse overvejelser bag, for vil man købe sig en ny, skræddersyet gardarobe er Hoi An stedet at gøre det – dog man skal sørge for at vælge sin skrædder med omhu. Efter at have besøgt så godt som alle skrædderbutikker og rådført os med Lonely Planet om steder med et godt ry, gik vi i gang.

Der blev bladret mode-magasiner igennem, taget mål, valgt farver og materialer og pludselig havde vi tilsammen bestilt skræddersyet tøj for 6.5 millioner dong!*

*Omtrent danske 1800 kroner

Om aftenen blev det fejret med to glas sydamerikansk hvidvin på Hoi Ans ældste restaurant, The Mermaid, Inden vi mætte møffede hjemad af de hyggelige gader.

[27/6/2012]
Vi havde egentlig planlagt at tage ud og se nogle gamle tempelruiner lidt uden for byen, men det var alt, alt for varmt til at tage nogle steder denne dag. Desuden skulle vi også hente alt vores tøj, som skulle tilpasses og sys til i løbet af dagen. Vi endte således med næsten at have lige så travlt som den foregående dag med at nå rundt hos alle de forskellige skræddere.

Det ene sted måtte stofrullerne ned fra hylderne endnu engang da skjortestoffet var sluppet op til Lasses skjorter. Det næste sted blev min vinterjakke sendt retur til skrædderen efter at ærmelængde var blevet markeret med kridt på det dybblå uldstof. Det sidste sted blev skjorterne og silkekjolens pasform rettet til med nåle og derefter syet til i hånden.

Sent om eftermiddagen kunne vi endelig komme hjem med dagens fangst; 1 silkekjole, 3 skjorter, 1 vinterjakke, 2 par busker og 1 silkebluse.

Inden turen videretil Hue næste dag – som vi var lidt nervøse over eftervores oplevelser på turen til Hoi An – besluttede vi at forkæle os selv til det sidste og gik på gourmet-restaurant. Vi nød så uvant og lækker mad som bagte pærer med gorgonzola og skinke, bulgursalat med humus og indbagte rejer med sur-sød sauce på en balkon med udsigt over Hoi Ans romantiske kanaler.

De gamle kanaler blev oplyst af små lys med farvede papir som flød omkring i vandet. Gamle damer sad rundt omkring langs broerne og solgt lysene for 2 kroner stykket. Vi betragtede vores to lys følge hinanden ned langs kanalen, mens vi tog afsked med Hoi An og lige så stille slentrede hjemad.