En stationær hovestad i et land fyldt med nomader? Ulaanbaatar har haft mange lokalisationer men fik i 1778 sin nuværende position. Man kan knap gå 2 skridt i Ulaanabaatar, eller læse 2 ord om Mongoliet, uden at støde ind i ham her: Genghis Khan. Men foerst morgenmad

Hvornår? Hvem? Hvorfor?
I 1160erne blev en lille dreng født i en nomadeklan, i det område som i dag er kendt som det nordlige Mongoliet. På dette tidspunkt var regionen primært befolket af forskellige nomadefamilier, som utrætteligt bekrigede hinanden. Også internt i drengens klan var der fejder, og da drengen var bare 9 år gammel blev hans far, der var leder (Khan) af stammen, forgiftet af hans bedste ven og højre hånd. Drengen flygtede sammen med hans mor, og yngre brødre, og kæmpede i årene efter mod sult og kulde på Mongoliets sletter, der i vinteren når temperaturer ned til – 46 grader.

Igennem hele sin opvækst, fortælles det, var drengen opslugt at hadet til sin faders morder. Da han 15 år senere selv var blevet Khan, og havde skabt en mindre hær ved at samle stammerne i nord, hævnede han sin far, og skabte sig hurtigt et rygte som en nådesløs kriger og erobrer. På trods af at hæren var af begrænset størrelse, rygtedes dens succes helt til naboerne i øst, som nu begyndte at rasle med sablerne. Den unge krigsherre gjorde sig igen klar til kamp, og da kineserne angreb, havde han samlet nomaderne under en fælles front (primært ved at bekrige dem, omvende hæren og myrde alle der ikke kunne kæmpe – fx kvinder og børn). Et ”samlet” Mongoliet kunne herefter ikke blot stå imod den kinesiske hærs invasion, men fuldstændig knuse den. En af datidens mægtigste hære var født og drengen, nu en mand med navnet Genghis Khan, tog herefter på erobringstogter i både Kina, Mellemøsten og Europa.

Hans børn og børnebørn skulle føre hans erobringstogter videre efter hans død, og underlægge sig intet mindre end det største imperie verden hidtil havde set – og først så magen til, da det engelske imperie blomstrede 500 år senere.

Genghis barbariske hære skyede hverken massakre i moskeer eller kirker under deres erobringstogter, og foran hæren drev de horder af civile som menneskeligt skjold når de invaderede. Genghis er uden for Mongoliet således ikke ligefrem kendt for det gode han gjorde, men, her, betragtes han som faderen. Som Mongoliets George Washington, der samlede landet. Genghis formulerede desuden verdens første immunitetslove for ambassadør, som senere er blevet skabelon for de immunitetslove vi kender i dag.

Når det kom til religion, var Genghis relativt liberal, og interesserede sig ikke for sine krigeres tro. Dette står i skarp kontrast til det indtog de kommunistiske bulldozere gjorde 700 år senere, i begyndelsen af det 20. århundrede. Her nedlagdes der total forbud mod religion, og Ulaanbaatars buddhistiske templer, kristne kirker, muslimske moskeer mv. blev sammen byens øvrige kulturelle monumenter jævnet med jorden. Ulaanbaatar er derfor idag en by med mestendels sovjetisk betonbyggeri, en god sjat nybyggede glas-skyskrabere og kun let krydret med de få kulturelle og religiøse bygninger der overlevede kommunisterne.

Som afslutning på en spændende dag i Ulaanbataar, tog vi således, sidst på eftermiddagen til udkanten af den lille by (2 km fra centrum), igennem slummen, som bestod af både regulære huse og gers, ud til et af disse templer. Templet er i dag et af Mongoliets vigtigste buddhistiske templer. Navnet på denne overlever, klinger næsten melankolsk, ’Gandan Khiid’, – The Great Place of Complete Joy’.

Bonusinfo!
Vidste du at verdens største sko findes i Mongoliet? En størrelse 7000-et-eller-andet lavet af læder fra 200 (uheldige) okser. På en bakketop en times kørsel uden for Ulaanbaatar hvor Genghis Khan efter sigende fandt en pisk (hvilket var tegn på at han ville udrette store ting) findes idag en kæmpe-statue af selvsamme hr. Genghis og inden i denne en kæmpe-kæmpe sko – og selvfølgelig en gylden(!) pisk. Tadaa! Du hørte det her først.

Da vi steg på toget Irkutsk betød det et farvel til Sibirien og Rusland. Et farvel med verdens største land (17,2 millioner kvardrat km), som spænder over 2 kontinenter, 9 tidszoner og er hjem til 140 millioner mennesker.Vi har mødt det venlige, men private russiske folk – fra metropolerne i vest til det øde sibiriske landskab i øst. Vi danskere bliver ofte beskrevet af udlændinge som ikke-smilende, og med en tendens til at virke mutte – og her må russerne siges at overgå os. Men så snart man kommer igenne facaden, er russerne enormt hjælpsomme – og på trods af deres totalt manglende engelskkundskaber – mere end villige til at hjælpe danskere i nød.

Ved mødet med det russiske buraukrati ved grænseovergangen blev vores tålmodighed – som vi ellers havde væbnet os med! – ikke blot sat på prøve men fuldstændig elimineret. Ikke mindre end 3 gange skulle vores pas tjekkes før vi kunne forlade landet. Hele vores kupe blev gennemrodet af toldere som adræt sprang rundt i både under- og overkøjer og tjekkede alle tænkelige og utænkelige opbevaringsrum. Først efter 3,5 time kørte toget videre ind i…

Mongoliet er, klemt inde mellem de to mastodonter Rusland og Kina, et undseeligt lille land med en befolkning på blot 2,9 millioner spredt ud over et kæmpe areal. Mongolerne er, for den halvdels vedkommende som ikke lever i byen, nomader som lever spredt ud over den mongolske taiga, steppe og Gobiørken. Her lever de af kødet og mælkeprodukterne fra deres kvæg. Familierne flytter ofte, og lever derfor praktisk i store filt-telte, kaldet gers, som er indrettede med møbler, brændeovn og trægulv. Modsat hvad man skulle tro, har vi hørt, at de blot tager én time at pille ned og sætte op.

På togets sidste stop inden grænseovergangen til Mongoliet trådte en ældre mongolsk mand ind i vores kupé. Ved første øjesyn gav han os begge et kæmpe smil, og spurgte os derefter på flydende engelsk, hvor vi kom fra. Vi var ved at tabe både næse og mund. Han forklarede at han og hans kone netop var på vej hjem fra en ferie ved Baikalsøen.

Træerne vokser dog ikke ind i himlen. Ved den mongolske grænseovergang måtte vi igen vente 3,5 time og da paskontrollen kom skulle vi på skift rejse os og stå ret foran paskontrolløren. Det lykkedes dog vores medpassager, en englesk bugtaler, som havde sin dukke med på rejsen, at få et grin ud af tolderen, da hun skulle vise hende sin dukke.

.. og, sådan så det altså ud ml. irkutsk og ulaanbatar: