Køreturen fra Ulaanbaatar til grænsen bød, ikke overraskende, på vindtør steppe og barske ørkenlandskaber, så langt øjnene kunne se. Kun enkelte gange blev uendeligeheden forstyrret af en lille hvid ger i det fjerne. Det vildeste var, da vi så en en kamel.

Vi kørte ind over grænsen til Kina, netop som mørket havde lagt sig. Som vi nærmede os, kunne vi i det fjerne skimte de oplyste neonskilte fra skyskraberne i den lillebitte kinesisk millionby, som bød os velkommen. Kontrasten var total. Alle passagererne hang ud af vinduerne på toget og kiggede og pegede; civilisationen! (Billedet herunder er ikke taget ved grænseovergangen, men er indsat for at symbolisere et stadium i menneskets sociale udvikling og organisation præget af strukturer der regnes for kulturelt og materielt højtudviklede).

I det tidligere Sovjet er bredden på sporene anderledes end i resten af verden – så når man skal over i Kina skal understellet på toget skiftes. Hele toget blev således delt i to og herefter løftet, med alle passagererne ombord, et par meter op i luften, så de kinesiske arbejdere kunne komme til under toget. Hele dette cirkus tog omkring 5 timer, larmede og bumpede noget så forfærdeligt, og vi var først klar til at køre videre sent om natten. I samtlige timer var toiletterne (uden advarsel) blevet lukket af, og ingen kunne komme ud af vognene, da paskontrollen samtidig var i fuld gang. Af venlighed, eller måske propaganda(?), flød der gennem hele seancen skinger kinesisk musik ud af højtalere på perronen. Da toget endelig trillede ind på stationen strømmede folk ud af vognende, vilde i øjnene og med sammenpressede baller; der blev hurtigt undtagelsestilstand på toiletterne. Musikken fortsatte ufortrødent, og indtil alle lå udmattede og snorkede i kupeerne.

Om morgenen vågnede vi op til et fantastisk grønt landskab domineret af små marker; og med et utal af kinesere rendende op og ned mellem rankerne. Ind imellem kørte vi igennem nogle betongrå byer, men de sidste timer inden vi ramte Beijing, kørte vi igennem, vel nok, turens smukkeste landskab. Ind imellem hvad der føltes som hundrede vis af små tunneller, voksede bjergene sig således høje for øjnene af os. Vi skiftevis kørte igennem disse frodige bjerge, og på de stejle bjergsider. Nedenfor skinnerne, kunne vi hvile øjnene på nogle fantastisk smukke floder, som bugtede sig mellem de stejle bjergvægge. Det slog os, for alvor, hvordan menneskets tilstedeværelse her er tydelig overalt. Kontrasten kunne ikke være større til Mongoliets golde, mennesketomme vildmark.

Vi er nu ankommet til verdens mest befolkede land. Det kommunistiske og stærkt kontrollerende Kina overvælde os, så snart vi loggede på 161 Hotel’s WIFI,for at oversvømme de sociale medier med kinesiske på-hovedet-billeder. 404 ERROR: Ingen facebook, snapchat, gmail, hotmail, twitter, Instagram osv. Ikke engang Google.com måtte vi lege med. Som jeg er sikker på spanierne ville have sagt ”¡Qué horror!”. Noget slukørede, men som altid overordentligt stædige, fandt vi en snørklet vej at snyde systemet på – via fjernadgang til Lasse arbejdscomputer lykkedes det os at få uploadet bloggen.

Fagre nye verden.

(skulle man have lyst, kan man sammenligne de to vanvittigt forskellige landskaber i disse to små film. igen 6 minutters timelapse kogt ned til 1 min).

UB til grænsen:

grænsen til Beijing:

Da vi steg på toget Irkutsk betød det et farvel til Sibirien og Rusland. Et farvel med verdens største land (17,2 millioner kvardrat km), som spænder over 2 kontinenter, 9 tidszoner og er hjem til 140 millioner mennesker.Vi har mødt det venlige, men private russiske folk – fra metropolerne i vest til det øde sibiriske landskab i øst. Vi danskere bliver ofte beskrevet af udlændinge som ikke-smilende, og med en tendens til at virke mutte – og her må russerne siges at overgå os. Men så snart man kommer igenne facaden, er russerne enormt hjælpsomme – og på trods af deres totalt manglende engelskkundskaber – mere end villige til at hjælpe danskere i nød.

Ved mødet med det russiske buraukrati ved grænseovergangen blev vores tålmodighed – som vi ellers havde væbnet os med! – ikke blot sat på prøve men fuldstændig elimineret. Ikke mindre end 3 gange skulle vores pas tjekkes før vi kunne forlade landet. Hele vores kupe blev gennemrodet af toldere som adræt sprang rundt i både under- og overkøjer og tjekkede alle tænkelige og utænkelige opbevaringsrum. Først efter 3,5 time kørte toget videre ind i…

Mongoliet er, klemt inde mellem de to mastodonter Rusland og Kina, et undseeligt lille land med en befolkning på blot 2,9 millioner spredt ud over et kæmpe areal. Mongolerne er, for den halvdels vedkommende som ikke lever i byen, nomader som lever spredt ud over den mongolske taiga, steppe og Gobiørken. Her lever de af kødet og mælkeprodukterne fra deres kvæg. Familierne flytter ofte, og lever derfor praktisk i store filt-telte, kaldet gers, som er indrettede med møbler, brændeovn og trægulv. Modsat hvad man skulle tro, har vi hørt, at de blot tager én time at pille ned og sætte op.

På togets sidste stop inden grænseovergangen til Mongoliet trådte en ældre mongolsk mand ind i vores kupé. Ved første øjesyn gav han os begge et kæmpe smil, og spurgte os derefter på flydende engelsk, hvor vi kom fra. Vi var ved at tabe både næse og mund. Han forklarede at han og hans kone netop var på vej hjem fra en ferie ved Baikalsøen.

Træerne vokser dog ikke ind i himlen. Ved den mongolske grænseovergang måtte vi igen vente 3,5 time og da paskontrollen kom skulle vi på skift rejse os og stå ret foran paskontrolløren. Det lykkedes dog vores medpassager, en englesk bugtaler, som havde sin dukke med på rejsen, at få et grin ud af tolderen, da hun skulle vise hende sin dukke.

.. og, sådan så det altså ud ml. irkutsk og ulaanbatar:

”She who must be obeyed” – hende som skal adlydes. Under denne lumre overskrift i vores Lonely Planet, findes den farverige beskrivelse af togvognenes respektindgydende ’provodnitsas’; oppasserene. Hver togvogn har sin egen, og det er hende (eller ham) der sørger for at der altid hersker ro og orden i togvognen. De sørger bl.a. for at billetterne stemmer, for at vognen er pinligt ren, for at der altid er varmt vand i samovaren, for rent sengelinned og for at ruske en op midt om natten, når man skal af toget. Provodnitsaen sælger også snacks, kopnudler og drikkevarer til billige penge; og vi har hørt at de gerne nyder en tog-vodka med passagerene, når de finder tid mellem de mange gøremål. Da vi steg om bord på toget i Yekatarinienburg, bød vores smilende provodnitsa for de næste 3 nætter os ”Velkommen hjem”.

Togturen mellem yekatarinienburg tog som sagt 3 nætter fordelt over 2 ½ dag. En rejse på i alt 3731 km. I starten gik det fint, men efter det første halve døgn slap opfindsomheden for mit vedkommende op. Bogstaverne i Carsten Jensen’s ’Jeg så verden begynde’ begyndte at flyde sammen, og, uanset mine hårde anstrengelser, synes mine akrobatiske evner ikke at række ud i kunsten, at opfinde nye måder jeg evnede hhv at sidde og ligge på.

Louise, hvis evne til at underholde sig selv med en bog derimod synes overjordisk, var heller ikke til megen hjælp. Jeg prøvede derfor i stedet, at snakke lidt med Russerne på toget. Samtalen blev dog hurtig ensformig; da deres engelske ordforråd knapt indholder ’hello’. Jeg havde trods alt lært mig at sige både hej (Иркутск) og goddag (здравствуйте) og én (один) og to (два) på russisk; men så var vi også kun så langt.

Udsigten var for 99 % af turen desværre også fuldstændig håbløs. 3731 km birketræer og græsstepper, kun afbrudt af ét stop af 30 minutters varighed hver 4-5 time. Det er muligvis ikke en helt retfærdig beskrivelse af det forbifarende landskab, men ikke desto mindre opleves det nogenlunde således efter de første 2-3 timer. For at tøjre min begyndende sindsyge, er jeg begyndt at udvikle små lege, jeg kan udfordre mig selv i. Fx har jeg nu vogn-14-rekorden i at stå på et ben. 5 min og 51 sek.

Hvis I er meget nysgerrige, så tilbyder vi her, helt ekslusivt, 6 minutters vildt spændende togtur kogt ned til 1 minuts hæsblæsende action!

Som rejser er flest, begyndte vores Transmongolske eventyr med en forvirret leden efter den rigtige perron. Hvordan finder man vej når alle skilte er på kyrillisk? Med oppakning til både storby-, bade- og vandreferie i vores backpacks vraltede vi i cirkler om os selv på Kazansky vokzal station. Den transsibiriske jernbane fandt os mere end vi fandt den. Pludselig stod vi foran perron 90 og et langt, grønt tog som på en eller anden måde synes alt for småt til at skulle være dét som skulle fragte os til grænsen mellem Europa og Asien.

Engang var den hurtigste vej fra Sankt Petersborg til Vladivostok at krydse Atlanterhavet, Nordamerika og Stillehavet. Så kom industrialismen til Rusland og de første spadestik til verdens længste jernbane aka Den Transsibiriske Jernbane blev taget tilbage i 1891. Man begyndte konstruktionen fra hver sin ende – i Moskva og i Vladivostok – samtidig. Som de eneste engelsktalene personer steg vi ombord på toget og fandt vores kupe. Den transsibiriske jernbane er folkets jernbane. De lokales.

På første del af turen delte vi kupe med et ældre ægtepar som var gået i seng da vi kom tilbage fra spisevognen klokken lidt i ni om aftenen. Til gengæld stod de op kl. 5, slog optimistisk rullegardinet fra og stod af toget inden vi kom ud af fjerene. På hvad der mest af alt lignede et trinbræt stod et nyt, yngre par med en lille baby på, og gjorde os følge et par stationer, før de igen steg af toget.

På jagt efter mad fandt vi den første aften hurtigt togets madvogn. På de russiske menuer lykkedes det os identificere ”spiritus”siden udfra en genkendelse af ordet ”vodka” og derudfra sjusse vi os frem til madsiderne – men så var gode råd også dyre. Den venlige servitrice kom hen og vi pegede spørgende på de øverste par retter. ”Borsch” proklamerede hun smilende. Rødbedesuppe – den kendte vi. De næste retter  var dog ikke umiddelbart genkendelige for danskerører og en medpassager måtte os til undsætning. Gennem hele spisekupeen råbte en ung mand til os ”PIG! Pig with cheese!”.

De eneste afbræk på turen er de få steder toget stopper mere end de normale 2-3 minutter. Her stimler alle passagerer ud af toget for strække benene, ryge og handle. Her findes altid lokale som faldbyder deres varer – ofte mad – til en billige penge. På vores første af sådanne stop købte vi et plastikkrus med håndplukkede hindbær og to kogte æg. Dette supplerede vores nærende frokost, som havde bestået af kop-nudler med intet mindre end 1 ært og 2 majskorn pr. portion.

Mens det sibiriske landskab rullede forbi med fyrretræer, birketræer og åbne, ofte sumplignende landskaber, fordrev vi tiden med at læse Dostovjevskij mens vi drak kaffe fra togvognens brændefyrede samovar.