En stationær hovestad i et land fyldt med nomader? Ulaanbaatar har haft mange lokalisationer men fik i 1778 sin nuværende position. Man kan knap gå 2 skridt i Ulaanabaatar, eller læse 2 ord om Mongoliet, uden at støde ind i ham her: Genghis Khan. Men foerst morgenmad

Hvornår? Hvem? Hvorfor?
I 1160erne blev en lille dreng født i en nomadeklan, i det område som i dag er kendt som det nordlige Mongoliet. På dette tidspunkt var regionen primært befolket af forskellige nomadefamilier, som utrætteligt bekrigede hinanden. Også internt i drengens klan var der fejder, og da drengen var bare 9 år gammel blev hans far, der var leder (Khan) af stammen, forgiftet af hans bedste ven og højre hånd. Drengen flygtede sammen med hans mor, og yngre brødre, og kæmpede i årene efter mod sult og kulde på Mongoliets sletter, der i vinteren når temperaturer ned til – 46 grader.

Igennem hele sin opvækst, fortælles det, var drengen opslugt at hadet til sin faders morder. Da han 15 år senere selv var blevet Khan, og havde skabt en mindre hær ved at samle stammerne i nord, hævnede han sin far, og skabte sig hurtigt et rygte som en nådesløs kriger og erobrer. På trods af at hæren var af begrænset størrelse, rygtedes dens succes helt til naboerne i øst, som nu begyndte at rasle med sablerne. Den unge krigsherre gjorde sig igen klar til kamp, og da kineserne angreb, havde han samlet nomaderne under en fælles front (primært ved at bekrige dem, omvende hæren og myrde alle der ikke kunne kæmpe – fx kvinder og børn). Et ”samlet” Mongoliet kunne herefter ikke blot stå imod den kinesiske hærs invasion, men fuldstændig knuse den. En af datidens mægtigste hære var født og drengen, nu en mand med navnet Genghis Khan, tog herefter på erobringstogter i både Kina, Mellemøsten og Europa.

Hans børn og børnebørn skulle føre hans erobringstogter videre efter hans død, og underlægge sig intet mindre end det største imperie verden hidtil havde set – og først så magen til, da det engelske imperie blomstrede 500 år senere.

Genghis barbariske hære skyede hverken massakre i moskeer eller kirker under deres erobringstogter, og foran hæren drev de horder af civile som menneskeligt skjold når de invaderede. Genghis er uden for Mongoliet således ikke ligefrem kendt for det gode han gjorde, men, her, betragtes han som faderen. Som Mongoliets George Washington, der samlede landet. Genghis formulerede desuden verdens første immunitetslove for ambassadør, som senere er blevet skabelon for de immunitetslove vi kender i dag.

Når det kom til religion, var Genghis relativt liberal, og interesserede sig ikke for sine krigeres tro. Dette står i skarp kontrast til det indtog de kommunistiske bulldozere gjorde 700 år senere, i begyndelsen af det 20. århundrede. Her nedlagdes der total forbud mod religion, og Ulaanbaatars buddhistiske templer, kristne kirker, muslimske moskeer mv. blev sammen byens øvrige kulturelle monumenter jævnet med jorden. Ulaanbaatar er derfor idag en by med mestendels sovjetisk betonbyggeri, en god sjat nybyggede glas-skyskrabere og kun let krydret med de få kulturelle og religiøse bygninger der overlevede kommunisterne.

Som afslutning på en spændende dag i Ulaanbataar, tog vi således, sidst på eftermiddagen til udkanten af den lille by (2 km fra centrum), igennem slummen, som bestod af både regulære huse og gers, ud til et af disse templer. Templet er i dag et af Mongoliets vigtigste buddhistiske templer. Navnet på denne overlever, klinger næsten melankolsk, ’Gandan Khiid’, – The Great Place of Complete Joy’.

Bonusinfo!
Vidste du at verdens største sko findes i Mongoliet? En størrelse 7000-et-eller-andet lavet af læder fra 200 (uheldige) okser. På en bakketop en times kørsel uden for Ulaanbaatar hvor Genghis Khan efter sigende fandt en pisk (hvilket var tegn på at han ville udrette store ting) findes idag en kæmpe-statue af selvsamme hr. Genghis og inden i denne en kæmpe-kæmpe sko – og selvfølgelig en gylden(!) pisk. Tadaa! Du hørte det her først.

Da vi steg på toget Irkutsk betød det et farvel til Sibirien og Rusland. Et farvel med verdens største land (17,2 millioner kvardrat km), som spænder over 2 kontinenter, 9 tidszoner og er hjem til 140 millioner mennesker.Vi har mødt det venlige, men private russiske folk – fra metropolerne i vest til det øde sibiriske landskab i øst. Vi danskere bliver ofte beskrevet af udlændinge som ikke-smilende, og med en tendens til at virke mutte – og her må russerne siges at overgå os. Men så snart man kommer igenne facaden, er russerne enormt hjælpsomme – og på trods af deres totalt manglende engelskkundskaber – mere end villige til at hjælpe danskere i nød.

Ved mødet med det russiske buraukrati ved grænseovergangen blev vores tålmodighed – som vi ellers havde væbnet os med! – ikke blot sat på prøve men fuldstændig elimineret. Ikke mindre end 3 gange skulle vores pas tjekkes før vi kunne forlade landet. Hele vores kupe blev gennemrodet af toldere som adræt sprang rundt i både under- og overkøjer og tjekkede alle tænkelige og utænkelige opbevaringsrum. Først efter 3,5 time kørte toget videre ind i…

Mongoliet er, klemt inde mellem de to mastodonter Rusland og Kina, et undseeligt lille land med en befolkning på blot 2,9 millioner spredt ud over et kæmpe areal. Mongolerne er, for den halvdels vedkommende som ikke lever i byen, nomader som lever spredt ud over den mongolske taiga, steppe og Gobiørken. Her lever de af kødet og mælkeprodukterne fra deres kvæg. Familierne flytter ofte, og lever derfor praktisk i store filt-telte, kaldet gers, som er indrettede med møbler, brændeovn og trægulv. Modsat hvad man skulle tro, har vi hørt, at de blot tager én time at pille ned og sætte op.

På togets sidste stop inden grænseovergangen til Mongoliet trådte en ældre mongolsk mand ind i vores kupé. Ved første øjesyn gav han os begge et kæmpe smil, og spurgte os derefter på flydende engelsk, hvor vi kom fra. Vi var ved at tabe både næse og mund. Han forklarede at han og hans kone netop var på vej hjem fra en ferie ved Baikalsøen.

Træerne vokser dog ikke ind i himlen. Ved den mongolske grænseovergang måtte vi igen vente 3,5 time og da paskontrollen kom skulle vi på skift rejse os og stå ret foran paskontrolløren. Det lykkedes dog vores medpassager, en englesk bugtaler, som havde sin dukke med på rejsen, at få et grin ud af tolderen, da hun skulle vise hende sin dukke.

.. og, sådan så det altså ud ml. irkutsk og ulaanbatar:

Der hvor det indiske subkontinent brager ind i Asien har verden sit højeste bjerg; Mount Everest. Øst for Irkutsk, hvor de tektoniske pladers bevægelse væk fra hinanden er i færd med at rive asien midt over, og skabe verdens femte hav, har verden i dag sin dybeste (og største) sø; Baikal søen. På sit dybeste punkt er søen 1637 m dyb, og bliver stadig dybere, og fra nord til syd er der næsten 700 km. Denne kollos der rummer en femtedel af al fersk vand på kloden, og mere end nordamerikas ”Five Great Lakes” kombineret, bliver med sit klare og krystalblå vand også kaldt kaldt sibiriens perle. Som om det ikke var nok, har Baikalsøen og dens omgivelser har desuden et helt specielt dyreliv; og mange af de over 1700 arter man i Baikalsøens dyb, findes ingen andre steder i verden. Baikal ligner et hav, lyder som et hav og har størrelse som et hav, og her står vi, klar til nye eventyr. Spændte på at opleve dette ikke-hav steg vi således ombord på en russisk speedbåd og seljede nord-øst ad Angara floden og op langs Baikals vest-kyst til byen Bolshiye Koty.

Den lille by huser kun omkring 50 faste indbyggere, men havde dog et lille bitte museum (som kun var åbent hvis man ringede i forvejen), en privat kirke og en forskningsstation. Skolen var lukket, da der ikke var nok børn. Indbyggerne i Bolshie Koty havde fået jorden af den russiske stat – mod at de tog en universitetsuddannelse. Vi blev dog aldrig rigtigt kloge på; om de rent faktisk brugte deres uddannelse i dette lille isolerede samfund. Den eneste måde at komme hertil, er med båd, hvilket betyder at der i hvert tilfælde er halvanden time til nærmeste by (og arbejdsplads). Vi blev indlogeret i et lille homestay, hvor de 2 generationer der boede i huset – og drev det som homestay – alle var uddannede biologer.

På kajen inden afgang var vi blevet introduceret til vores enormt energiske og altid muntre guide; Sergei Baikov. Sergei underviser i engelsk i Irkutsk, og supplerer sin løn ved at lave guidede ture langs Baikalsøen. Desuden driver han et lille firma han havde stablet på benene umiddelbart efter sovietunionens fald – Bulldog Club International Friendship School. Formålet var, så vidt vi forstod, primært at arrangere venskabsture mellem russiske og amerikanske studerende. Sergei havde i det hele taget gang i tusindvis af ting, og var altid god for en god (røver) historie. Som Louise sagde, så mindede han ret meget om min far

Så snart vi havde smidt taskerne i vores lille homestay, tog Sergei os med på tur op til et klippefremspring, et par timer fra byen, hvorfra der var en fantastisk udsigt ud over søen. Inden vi tog afsted, skulle vi dog lige introduceres til et lille russisk vodka-ritual til ære for natur og vejrguden, Burhan. I det strålende vejr (vi således sørgede for), var det slående, at vi ikke engang her – fra toppen – kunne skimte den anden side af dette lille hav.Da vi kom hjem sprang vi sammen med Sergei en tur i det iskolde vand, solede, udvekslede anekdoter og drak resten af vodkaen til aftensmaden.

På trods af at vi nu var løbet tør for vodka vi kunne ofre til Burhan den følgende morgen, havde vi et stråelende 8 timers trek fra Bolshie Koty til Listvianka. Først igennen det fantastiske ”kyst-” landskab og dernæst et lille hjørne af den russiske taiga.

I Listvianka skilledes vi med Sergei efter at have udveklset emailadresser,

..bagefter spankulerede vi lidt op og ned af stranden, og sluttede festligheden af ved at tage på restaurant for at smage på en af de mange fisk, som kun findes i Baikalsøen: Omullen!

Vi ankom til Irkutsk efter næsten 3 døgns togtur. Mellem Yekaterinburg og Irkutsk er der ca. 3 timers tidsforskel. Mellem Irkutsk og Moskva 5 timer. Til Danmark 6 timer. Togene i hele Rusland kører efter Moskva-tid. Forvirret? Det er vi også. ”Hvad er klokken?” er således hele tiden et spørgsmål om; der hvor vi kom fra, der hvor vi skal hen eller den tid togene kører efter?

Ikke nok med at man var nervøs over at misse sit tog i almindelighed – vi havde booket vores billetter 4 måneder forud – vi måtte hele tiden tjekke hvornår toget rent faktisk kørte efter lokal tid. Da vi ankom i Irkutsk var klokken ifølge tog-/Moskvatid 3 om natten men i Irkutsk stod solen højt på himlen og byen var fuld af aktivitet; klokken var 8. For os (Yekaterinburg-tid) var klokken 5 om morgenen og da det ikke ligefrem er kvalitetssøvn man får i togene var vi meget trætte da vi ankom. Vi gjorde derfor det forbudte. Vi tog os en lur.Det skulle vi ALDRIG have gjort. Hvis vores indre ure havde været forvirrede og en smule ude af trit før, kørte de fra nu af fuldstændig deres eget show – men mere om det senere.

Irkutsk er en gammel handelsby; et gammelt knudepunkt for handlen med pels og elfenben fra vest og te og silke fra øst. I bybilledet blander ældre, smukt dekorerede træhuse sig med murstenshuse bygget under Irkutsks ”guld-feber” i 1880erne. Irkutsk var således ikke ligefrem pro-Bolsjevikker men tværtimod hovedsæde for modbevægelsen, den hvide hær under den russiske revolution. I ægte Irkutsk ånd aka new yorker-stil købte vi to kopper kaffe to-go og begyndte vores byvandring spankulerende langs byens ”riviera”.

Tidligere tiders storhed til trods viste Irkutsk sig fra en mere soveby-agtig side og vi fortsatte vores byvandring videre mod mere aktivitet og endte i byens handelscentrum – det kinesiske marked.

Vores tid i Irkutsk var bestemt på forhånd. Vi havde bestilt en vandretur langs Baikalsøen inklusive overnatning i begge ender. I Irkutsk bestod vores overnatning af et homestay. Vi blev indlogeret hos en venlig, ældre dame som kunne et par ord engelsk, men som havde indrettet sig lidt specielt (bemærk fx køkkenet ude til højre).

Om natten da jetlagene ramte var det hendes lyserøde frotté sengetøj vi begge lå og vendte og drejede os i. Med 3 timers udhvilende søvn på kontoen mødtes vi med vores guide næste morgen.

”She who must be obeyed” – hende som skal adlydes. Under denne lumre overskrift i vores Lonely Planet, findes den farverige beskrivelse af togvognenes respektindgydende ’provodnitsas’; oppasserene. Hver togvogn har sin egen, og det er hende (eller ham) der sørger for at der altid hersker ro og orden i togvognen. De sørger bl.a. for at billetterne stemmer, for at vognen er pinligt ren, for at der altid er varmt vand i samovaren, for rent sengelinned og for at ruske en op midt om natten, når man skal af toget. Provodnitsaen sælger også snacks, kopnudler og drikkevarer til billige penge; og vi har hørt at de gerne nyder en tog-vodka med passagerene, når de finder tid mellem de mange gøremål. Da vi steg om bord på toget i Yekatarinienburg, bød vores smilende provodnitsa for de næste 3 nætter os ”Velkommen hjem”.

Togturen mellem yekatarinienburg tog som sagt 3 nætter fordelt over 2 ½ dag. En rejse på i alt 3731 km. I starten gik det fint, men efter det første halve døgn slap opfindsomheden for mit vedkommende op. Bogstaverne i Carsten Jensen’s ’Jeg så verden begynde’ begyndte at flyde sammen, og, uanset mine hårde anstrengelser, synes mine akrobatiske evner ikke at række ud i kunsten, at opfinde nye måder jeg evnede hhv at sidde og ligge på.

Louise, hvis evne til at underholde sig selv med en bog derimod synes overjordisk, var heller ikke til megen hjælp. Jeg prøvede derfor i stedet, at snakke lidt med Russerne på toget. Samtalen blev dog hurtig ensformig; da deres engelske ordforråd knapt indholder ’hello’. Jeg havde trods alt lært mig at sige både hej (Иркутск) og goddag (здравствуйте) og én (один) og to (два) på russisk; men så var vi også kun så langt.

Udsigten var for 99 % af turen desværre også fuldstændig håbløs. 3731 km birketræer og græsstepper, kun afbrudt af ét stop af 30 minutters varighed hver 4-5 time. Det er muligvis ikke en helt retfærdig beskrivelse af det forbifarende landskab, men ikke desto mindre opleves det nogenlunde således efter de første 2-3 timer. For at tøjre min begyndende sindsyge, er jeg begyndt at udvikle små lege, jeg kan udfordre mig selv i. Fx har jeg nu vogn-14-rekorden i at stå på et ben. 5 min og 51 sek.

Hvis I er meget nysgerrige, så tilbyder vi her, helt ekslusivt, 6 minutters vildt spændende togtur kogt ned til 1 minuts hæsblæsende action!

Som så mange planlagte byer er gaderne i Yekatarinburg alle parallelle og krydser hinanden i perfekte 90 graders vinkler. Grundlagt nær Uralbjergene er Yekatarinburg en forholdsvis ny mineby; men med overraskende meget historie. Ikke nok med dette; 40 km vest for byen findes den euroasiatiske grænse. Et yndet – siges det – udflugtssted for tsarene og nu naturligvis turisterne. Byen blev grundlagt i 1723 men var frem til 1920-30erne en mindre og relativ ubetydelig by. På dette tidspunkt begyndte Bolsjevikkerne at udbygge byen; universiteter, boligblokke og selvfølgelig et KGB-hovedkvarter blev tilføjet. Under anden verdenskrig kom byen til at spille en central rolle i krigens jernproduktion – og helt frem til 1990 var byen lukket land for udlændinge på grund af de mange forsvarsfabrikker.

Det første man foretager sig når man som turist kommer til byen er dog at besøge ”The Church Upon the Blood”. En kirke, hvis navn meget malende beskriver dens placering; kirken er bygget  direkte på det sted hvor Tsar Nicholas II og hans familie blev myrdet i 1918. Stedet var frem til Sovjetunionens fald ikke særligt markeret, men er idag bebygget med ikke mindre end to kirker omgivet af en stor ”mindelund”/have midt i byen. Skik følge eller land fly, når man som kvinde træder ind i en russisk ortodoks kirke tager man tørklæde på. Det vi troede var betaling for indgangen var i stedet betaling for to små lys som vi så kunne tænde ud for vores yndlingshelgen. Noget rådvilde og bange for at træde nogle troende over tæerne nøjes vi med at tænde lysene for tsarfamilien – man kan mene hvad man vil om tsarens endeligt men 5 børn blev myrdet den dag.

Byens puls løber af den største gade, prospekt Lenina, som huser intet mindre en begge byens hjerter; det af Bolsjevikkerne tiltænkte hjerte mellem universitetet og operaen, og det af byens indbyggere udvalgte hjerte omkring dæmningen; Istorichesky Skver. Ved dæmningen kan man leje cykler eller robåde, købe karameliserede æbler, spille et parti skak eller se på drengene lave tricks på deres cykler med springvandet som baggrund.

Vi tilbragte det meste  af dagen omkring dette område og nød livet inden vi tog på vodka smagning om aftenen.
Herunder; før Vodka og efter Vodka

På vores anden dag i Yekatarinburg besøgte vi grænsen. Det viste sig at vi var ankommet midt i et bryllup og en større tv begivenhed. Bryllupsgæster, smarte nyhedsværter, legende børn og kinesiske turister løb rundt mellem hinanden. Welcome to asia. Traditionen tilsiger egentlig at man skal drikke et glas hvidvin i Europa og det næste i Asien ved grænsen, men vi var så plagede af tømmermænd at vi holdt traditionen i hævd med godt gammeldags vand.

Inden vi skulle boarde jernbanen igen tilbød receptionisten på vores hostel os en guided tur i Yekatarinburgs konstruktivisme. Sådan noget takker man da ikke nej til. Vi fik således set det område vi havde boet i med nye øjne mens den flinke russer fortalte løs om kommunisternes tanker bag konstruktivismen – store boligblokke med fælleskøkkener, fælles bad og toiletforhold. Det viste sig at hostelet lå i en sådan gammel boligblok.

Glade over et meget positivt første stop, takkede vi farvel til Do Be Do Hostel, og begav os mod stationen, for at tage toget videre til turens næste stop.

Som rejser er flest, begyndte vores Transmongolske eventyr med en forvirret leden efter den rigtige perron. Hvordan finder man vej når alle skilte er på kyrillisk? Med oppakning til både storby-, bade- og vandreferie i vores backpacks vraltede vi i cirkler om os selv på Kazansky vokzal station. Den transsibiriske jernbane fandt os mere end vi fandt den. Pludselig stod vi foran perron 90 og et langt, grønt tog som på en eller anden måde synes alt for småt til at skulle være dét som skulle fragte os til grænsen mellem Europa og Asien.

Engang var den hurtigste vej fra Sankt Petersborg til Vladivostok at krydse Atlanterhavet, Nordamerika og Stillehavet. Så kom industrialismen til Rusland og de første spadestik til verdens længste jernbane aka Den Transsibiriske Jernbane blev taget tilbage i 1891. Man begyndte konstruktionen fra hver sin ende – i Moskva og i Vladivostok – samtidig. Som de eneste engelsktalene personer steg vi ombord på toget og fandt vores kupe. Den transsibiriske jernbane er folkets jernbane. De lokales.

På første del af turen delte vi kupe med et ældre ægtepar som var gået i seng da vi kom tilbage fra spisevognen klokken lidt i ni om aftenen. Til gengæld stod de op kl. 5, slog optimistisk rullegardinet fra og stod af toget inden vi kom ud af fjerene. På hvad der mest af alt lignede et trinbræt stod et nyt, yngre par med en lille baby på, og gjorde os følge et par stationer, før de igen steg af toget.

På jagt efter mad fandt vi den første aften hurtigt togets madvogn. På de russiske menuer lykkedes det os identificere ”spiritus”siden udfra en genkendelse af ordet ”vodka” og derudfra sjusse vi os frem til madsiderne – men så var gode råd også dyre. Den venlige servitrice kom hen og vi pegede spørgende på de øverste par retter. ”Borsch” proklamerede hun smilende. Rødbedesuppe – den kendte vi. De næste retter  var dog ikke umiddelbart genkendelige for danskerører og en medpassager måtte os til undsætning. Gennem hele spisekupeen råbte en ung mand til os ”PIG! Pig with cheese!”.

De eneste afbræk på turen er de få steder toget stopper mere end de normale 2-3 minutter. Her stimler alle passagerer ud af toget for strække benene, ryge og handle. Her findes altid lokale som faldbyder deres varer – ofte mad – til en billige penge. På vores første af sådanne stop købte vi et plastikkrus med håndplukkede hindbær og to kogte æg. Dette supplerede vores nærende frokost, som havde bestået af kop-nudler med intet mindre end 1 ært og 2 majskorn pr. portion.

Mens det sibiriske landskab rullede forbi med fyrretræer, birketræer og åbne, ofte sumplignende landskaber, fordrev vi tiden med at læse Dostovjevskij mens vi drak kaffe fra togvognens brændefyrede samovar.

[LASSE; Москва]

På Borovitsky bjerget med udsigt over Moscow River tårner Kreml sig op som apex for Ruslands politiske magt og, i fordoms tid, den ortodokse kirke. Det er fra denne imponerende højborg aristokratiske tsarer, kommunistiske ledere og demokratiske præsidenter siden Yury Dolgoruky i 12-hundredetallet tog de første spadestik til det vi i dag kender som Moskva, har ledet Rusland på både godt og ondt.

Efter mongolernes nedbrænding af byen i 13-hundredetallet har særligt to begivenheder influeret byens nuværende arkitektoniske fremtræden. Krigen om Kazan under Ivan den Grusomme, og bolsjevikkernes ønske om at gøre op med fortidens spøgelser. Takket være krigsudbyttet fra krigen om Kazan udviklede byen sig under Ivan den grusomme i koncentriske cirkler ud fra Kreml, og blev i tiden herefter kendt som ’Gold-domed Moscow’, pga. de mange majestætiske bygningværker, fort og guldbelagte domer på katedralernes tage. Disse ikoner udgjorde i vid udstrækning Moskvas skyline indtil Oktoberrevolutionen (1917), hvor Stalin, som en del af hans byfornyelsesplan, beordrede en stor del af de historiske monumenter og kirker revet ned, for på deres plads at opføre marmorudsmykkede metrostationer og neo-gotiske skyskrabere.  Det er i dette miks af nyt og gammelt, af guld og marmor og beton; af neo-gotik og romantik og rokoko og barok vi nu står. Sultne.

Allerede før vi havde smidt vores tasker på værelset, havde vi i receptionen bestilt bord på Restaurant Pushkin.Rygterne lød, at maden i jernbanens spisekupé var tæt på uspiseligt, så intentionen var at lade op ved at lade rublerne flyve os om ørene, mens vi var i Moskva. Som sagt så gjort. Vi befandt os snart på en af den slags restauranter, hvor de mindst bemidlede (dem uden chauffører), afleverer nøglen til Ferrarien til restaurantspersonalet, som høfligt parkerede den.På trods af et prisværdigt forsøg fra både Louise og undertegnede, var vi selvfølgelig håbløst ”underdressed”, da vi i vores vandrestøvler blev modtaget af tjenerene i restaurantens foyer. Ikke destomindre blev vi på intet tidspunkt behandlet som andet end kongelige, og restaurantens vanvittigt smukke interiør gav os på ingen måde anledning eller lejlighed til at træde ud af karakter.Louise bestilte lakseindbagt krabbe i cheddarostecreme med muslinger, blæksprutte og snegle i flødesovs. Jeg fik [tenderlion] lam i rødvinsauce med sprødstegt benmarv. Vores tjener hed Andrej, og han tog godt imod vores totale forvirring; selvom han lod til at tage det en lille smule personligt, da vi takkede nej til 100-kroners-kaffen efter festmåltidet. Ferrariparkering og festmåltid til trods, kom vi kun af med små 800 kr for hele molevitten.

//Tirsdag startede vi ud med en rask løbetur over den røde plads og forbi Basillen, som vi også havde traverseret forbi på vej hjem i gårdsdagens midnatsregnvejr. Det regnede stadig en lille smule, og som de tilsyneladende eneste motionister i Rusland, blev vi kastet mange mistroiske blikke efter, mens vi prustende møvede os i zigzagløb forbi de mange morgentravle russere.Vi brugte dagen på at beundre Moskvas, for mig overraskende smukke og enormt diverse, arkitektur;

.. på at endeligt at fordybe og indtage den røde plads’ blodrøde historie, Lenins mausoleum som han mod sin vilje ligger balsameret i her og Basilen som blev bygget af italienske arkitekter i årene efter Ivan den Grusomme vandt slaget om Kazan;

.. på mentalt at købe os fattige i det vanvittigt store og eksklusive Gum varehus, haute couturen blandede sig med Georgio Armarni caféer og Hugo Boss barer;

…  og endeilgt på at spankulere rundt inde Kremls overvældende smukke katedraler og se på kæmpekanoner og (alt alt alt for mange)  ikonografier af de russiskortodokse helgender.

For mit vedkommende var det et overraskende positivt første møde med Rusland, om end man når man til tider stødte på de lidet smilende russere, kom til at tænke på Carsten Jensens beskrivelse af Rusland, som et land mellem Europa og Asien, der havde overtaget det værste fra de to kontinenter:

”Fra Europa have Rusland fået Marxismen, men ikke humanismen. Fra Asien havde Rusland fået Fatalismen, men ikke handelstaltet og saneglæden”. Det Rusland jeg nu har mødt i Moskva, cirka 20 år efter Carsten Jensen skrev sin rejseroman (Jeg har set verden begynde), virkede på mig dog, knapt så trist og koldt. Det kan være jeg ændrer mening, når vi i aften forlader metropolen, og begiver os østover, gennem sibirien.

Allerede i lufthavnen i Moskva gik det galt. Louise var efter kun at have spist lakridsbjørne under den 2 timer og 15 min lange flyvetur, faretruende tæt på at DØ af sult. Manden i lufthavnens SUBWAY restaurant forstod desværre hverken engelsk, eller den på pølsen [колбаса] insisterende pegende finger. Sultedøden lurede lige om hjørnet.

Senere blev vi med venlig hjælp (3500 rubler) fra den russiske mafias engelsktalende repræsentant i lufthavnen, sammen med vores bagage til de næste 3 ½ uges strabadser, bugseret ind i en sort Ford Mondeo (som han godt nok fortalte os var en Mercedes). Med lynets hast fløj vi således ned af Moskvas 14 sporende gader, forbi ALT-rejsers russiske kontor for, at hente de bestilte billetter til jernbanen – og sikkert frem til vores hotel, Matréshka.

Da vi bestilte hotellet hjemmefra, havde nærigheden overmandet os, og fået os til at spare vinduet på værelset væk. Men det betød ikke noget nu. På trods af urinduften der mødte os, da vi åbnede døren, var vi nemlig stadig flyvede. Eventyret, vi havde glædet os til i næsten to år, var nu endelig begyndt!