[LASSE; Москва]

På Borovitsky bjerget med udsigt over Moscow River tårner Kreml sig op som apex for Ruslands politiske magt og, i fordoms tid, den ortodokse kirke. Det er fra denne imponerende højborg aristokratiske tsarer, kommunistiske ledere og demokratiske præsidenter siden Yury Dolgoruky i 12-hundredetallet tog de første spadestik til det vi i dag kender som Moskva, har ledet Rusland på både godt og ondt.

Efter mongolernes nedbrænding af byen i 13-hundredetallet har særligt to begivenheder influeret byens nuværende arkitektoniske fremtræden. Krigen om Kazan under Ivan den Grusomme, og bolsjevikkernes ønske om at gøre op med fortidens spøgelser. Takket være krigsudbyttet fra krigen om Kazan udviklede byen sig under Ivan den grusomme i koncentriske cirkler ud fra Kreml, og blev i tiden herefter kendt som ’Gold-domed Moscow’, pga. de mange majestætiske bygningværker, fort og guldbelagte domer på katedralernes tage. Disse ikoner udgjorde i vid udstrækning Moskvas skyline indtil Oktoberrevolutionen (1917), hvor Stalin, som en del af hans byfornyelsesplan, beordrede en stor del af de historiske monumenter og kirker revet ned, for på deres plads at opføre marmorudsmykkede metrostationer og neo-gotiske skyskrabere.  Det er i dette miks af nyt og gammelt, af guld og marmor og beton; af neo-gotik og romantik og rokoko og barok vi nu står. Sultne.

Allerede før vi havde smidt vores tasker på værelset, havde vi i receptionen bestilt bord på Restaurant Pushkin.Rygterne lød, at maden i jernbanens spisekupé var tæt på uspiseligt, så intentionen var at lade op ved at lade rublerne flyve os om ørene, mens vi var i Moskva. Som sagt så gjort. Vi befandt os snart på en af den slags restauranter, hvor de mindst bemidlede (dem uden chauffører), afleverer nøglen til Ferrarien til restaurantspersonalet, som høfligt parkerede den.På trods af et prisværdigt forsøg fra både Louise og undertegnede, var vi selvfølgelig håbløst ”underdressed”, da vi i vores vandrestøvler blev modtaget af tjenerene i restaurantens foyer. Ikke destomindre blev vi på intet tidspunkt behandlet som andet end kongelige, og restaurantens vanvittigt smukke interiør gav os på ingen måde anledning eller lejlighed til at træde ud af karakter.Louise bestilte lakseindbagt krabbe i cheddarostecreme med muslinger, blæksprutte og snegle i flødesovs. Jeg fik [tenderlion] lam i rødvinsauce med sprødstegt benmarv. Vores tjener hed Andrej, og han tog godt imod vores totale forvirring; selvom han lod til at tage det en lille smule personligt, da vi takkede nej til 100-kroners-kaffen efter festmåltidet. Ferrariparkering og festmåltid til trods, kom vi kun af med små 800 kr for hele molevitten.

//Tirsdag startede vi ud med en rask løbetur over den røde plads og forbi Basillen, som vi også havde traverseret forbi på vej hjem i gårdsdagens midnatsregnvejr. Det regnede stadig en lille smule, og som de tilsyneladende eneste motionister i Rusland, blev vi kastet mange mistroiske blikke efter, mens vi prustende møvede os i zigzagløb forbi de mange morgentravle russere.Vi brugte dagen på at beundre Moskvas, for mig overraskende smukke og enormt diverse, arkitektur;

.. på at endeligt at fordybe og indtage den røde plads’ blodrøde historie, Lenins mausoleum som han mod sin vilje ligger balsameret i her og Basilen som blev bygget af italienske arkitekter i årene efter Ivan den Grusomme vandt slaget om Kazan;

.. på mentalt at købe os fattige i det vanvittigt store og eksklusive Gum varehus, haute couturen blandede sig med Georgio Armarni caféer og Hugo Boss barer;

…  og endeilgt på at spankulere rundt inde Kremls overvældende smukke katedraler og se på kæmpekanoner og (alt alt alt for mange)  ikonografier af de russiskortodokse helgender.

For mit vedkommende var det et overraskende positivt første møde med Rusland, om end man når man til tider stødte på de lidet smilende russere, kom til at tænke på Carsten Jensens beskrivelse af Rusland, som et land mellem Europa og Asien, der havde overtaget det værste fra de to kontinenter:

”Fra Europa have Rusland fået Marxismen, men ikke humanismen. Fra Asien havde Rusland fået Fatalismen, men ikke handelstaltet og saneglæden”. Det Rusland jeg nu har mødt i Moskva, cirka 20 år efter Carsten Jensen skrev sin rejseroman (Jeg har set verden begynde), virkede på mig dog, knapt så trist og koldt. Det kan være jeg ændrer mening, når vi i aften forlader metropolen, og begiver os østover, gennem sibirien.

Allerede i lufthavnen i Moskva gik det galt. Louise var efter kun at have spist lakridsbjørne under den 2 timer og 15 min lange flyvetur, faretruende tæt på at DØ af sult. Manden i lufthavnens SUBWAY restaurant forstod desværre hverken engelsk, eller den på pølsen [колбаса] insisterende pegende finger. Sultedøden lurede lige om hjørnet.

Senere blev vi med venlig hjælp (3500 rubler) fra den russiske mafias engelsktalende repræsentant i lufthavnen, sammen med vores bagage til de næste 3 ½ uges strabadser, bugseret ind i en sort Ford Mondeo (som han godt nok fortalte os var en Mercedes). Med lynets hast fløj vi således ned af Moskvas 14 sporende gader, forbi ALT-rejsers russiske kontor for, at hente de bestilte billetter til jernbanen – og sikkert frem til vores hotel, Matréshka.

Da vi bestilte hotellet hjemmefra, havde nærigheden overmandet os, og fået os til at spare vinduet på værelset væk. Men det betød ikke noget nu. På trods af urinduften der mødte os, da vi åbnede døren, var vi nemlig stadig flyvede. Eventyret, vi havde glædet os til i næsten to år, var nu endelig begyndt!