* Todgha Gorge (Arabic: مضيق تودغا‍‌‎) is a canyon in the eastern part of the High Atlas Mountains in Morocco, near the town of Tinerhir. Both the Todgha and neighbouring Dades Rivers have carved out cliff-sided canyons (Arabic: wadi) on their final 40 kilometres (25 mi) through the mountains. The last 600 metres (1,969 ft) of the Todgha gorge are the most spectacular. Here the canyon narrows to a flat stony track, in places as little as 10 metres (33 ft) wide, with sheer and smooth rock walls up to 160 metres (525 ft) high on each side.

Her boede vi hos en lille marrokansk familie. Bestyreren var en ung kvinde fra Rabat, som havde lavet en aftale med stedet om at køre udlejningen, mod at hun måtte læse og bo i ejendommen. Ligesom dem man nogle gange møder som turist lader til at tænke, at man altid holder ferie, og ikke har et arbejde hjemme; så slog det os da vi talte med kvinden under aftensmaden, hvordan vi også nogle gange har en tendens til at tænke, at folk i mindre bemidlede lande, oftest er uden højere uddannelse. Pigen som kørte hotellet viste sig at være PhD studerende i Nanoteknologi ved Rabat University.

Den næste morgen indtaste vi for sidste gang kooridinatorne til vores næste Riad i GPS’en, og ankom lige inden aften til endnu en familiedrevet Riad i Marrakesh*, Riad Rose Meryam, hvor de havde puttet rosenblade i toilettet for at vi skulle føle os velkomne..

Efter mange dages rejse var vi efterhånden godt mørnede, så vi tog det helt stille og roligt. Marrakesh er en rigtig turistby, så det var noget helt andet end Tangier, Fez og Meknes, hvor vi nok følte os lidt mere som rejsende. Her var vi blandt alle de andre lettere overvægtige, lettere forvirrede hvide turister bare endnu et par gringos, med lommerne fulde af guld. Når det så er sagt, så kunne vi faktisk rigtigt godt lide Marrakesh, og den kom hurtigt på listen over steder vi rigtigt gerne vil tilbage til.

* Marrakesh (Arabic: مراكش‎, Berber: ⵎⴻⵕⵕⴰⴽⴻⵛ) is a major city of Morocco. It is the fourth largest city in the country, after Casablanca, Fes and Tangier. It is the capital city of the mid-southwestern region of Marrakesh-Asfi. Located to the north of the foothills of the snow-capped Atlas Mountains. Marrakesh is possibly the most important of Morocco's four former imperial cities. The red walls of the city, built by Ali ibn Yusuf in 1122–1123, and various buildings constructed in red sandstone during this period, have given the city the nickname of the "Red City" or "Ochre City". Like many Moroccan cities, Marrakesh comprises an old fortified city packed with vendors and their stalls (the medina), bordered by modern neighbourhoods. Today it is one of the busiest cities in Africa and serves as a major economic centre and tourist destination. Tourism is strongly advocated by the reigning Moroccan monarch, Mohammed VI, with the goal of doubling the number of tourists visiting Morocco to 20 million by 2020.

Vi sluttede turen af med en Kamelburger onsdag aften,
og satte så kursen hjemover fra endnu en dejlig rejse.

Det var hverken en særligt flot snemand, eller nogle særligt vilde ture på snowboard, men det var en helt vild oplevelse. At vågne op i Meknes, starte raketten og flyve op over Atlasbjergene, hvor vi så Marokkanere kælke og løb på ski, – og så svæve ned på den anden side, mens landskabet fuldstændig ændrer karakter; fra det sneklædte, til det frodige, til det golde – fra det kuperede, til det helt flade, til det blødt bakkede, og hvor vi går til ro med ørkensand i ørene, blandt kameler og beduiner.

Dagene i Sahara blev mest brugt på at ride på kamel, slappe af, se på stjerner (rigtigt mange stjerner), ride lidt mere på kamel, drikke juice, slappe lidt mere af (det er jo ret varmt!), og så ride lidt på kamel. Det var virkeligt smukt, og virkeligt dejligt, efter nogle hektiske medina-dage i Tangier, Fez og Meknes, men det indbyder nok ikke til det mest spændende blogoplæg. Vi så ikke engang en skorpion!

Imorgen kører vi vest på, mod Todras George, og, ultimativt, Marrakesh, hvor rejsen ender.

Først på eftermiddagen trillede vi velfornøjede ind i Chefchouen*. Af uransaglige årsager fandt vi aldrig rigtigt den, eftersignende, vidunderlige medina**, men landede (åbenbart) i stedet den lille sorte raket på en parkeringsplads i udkanten af byen. Vi spankulerede lidt rundt, og da vi ikke gad at lede mere, fandt vi en lille anonym fortovsrestaurant, hvor vi (med lige dele held og uforståeligt fægten) lykkedes i, at få bestilt den lækreste tajine***. Mens vi sad og ventede, må tjeneren på restauranten have synes at vi så sultne ud, for pludseligt tippede han to syltede sardiner fra hans tallerken over til vores. De smagte, som alt det andet vi fik her, himmelsk, og vi forlod restauranten meget glade og lidt rundere.

* Chefchaouen or Chaouen (Arabic: شفشاون/الشاون‎, Shafshāwan (pronounced IPA: ʃəfˈʃɑˑwən), Berber: ⵜⵛⴻⴼⵜⵛⴰⵡⴻⵏ, Ashawen) is a city in northwest Morocco. It is the chief town of the province of the same name, and is noted for its buildings in shades of blue.
** Medina quarter; the old Arab or non-European quarter of a North African Town.
*** A tajine or tagine is a historically Berber North African dish that is named after the earthenware pot in which it is.

Vi ankom efter en smuk køretur, men længe efter solnedgang, til et meget mørkt Fez*. Vores GPS havde sviget os, så noget modløse holdt vi ind ved siden af en tilfældig taxi i en tilfældig rundkørsel et tilfældigt sted i Marokkos anden største by, for at spørge om vej. Igen smilede lykken til os, os det viste sig, at vores Riad**, Riad Baba, lå lige henne om hjørnet. Trætte efter en begivenhedsrig dag, og mange nye indtryk, snuppede vi en hurtig gang aftensmad og gik tidligt til ro.

* Fez (Arabic: فاس‎; Berber: Fas, ⴼⴰⵙ) is the second largest city of Morocco, with a population of 1.1 million (2014).Fez was the capital city of modern Morocco until 1925. The city has two old medina quarters, the larger of which is Fes el Bali. It is listed as a World Heritage Site and is believed to be one of the world's largest urban pedestrian zones (car-free areas) University of Al Quaraouiyine, founded in 859, is the oldest continuously functioning madrasa in the world. The city has been called the "Mecca of the West" and the "Athens of Africa".
** A riad is a traditional Moroccan house or palace with an interior garden or courtyard.

[Louise] I Fes ligger Marokkas største og ældste Medina. Her findes alt hvad hjertet måtte begære og lidt til. De tætpakkede, smalle gader dufter af alt fra friske krydderurter til den kvalmende lugt fra slagterbutikkerne med tyrehoveder sat op ved siden af disken. Drejer man ned af en tilfældig mørk, lidt dyster sidegade kan man være heldig at finde en hyggelig cafe med tagterasse eller en Moské hvor man endelig kan finde lidt ro fra det hektiske liv på gaden. I dette totale kaos kom vi pludselig til tæppeafdelingen og da vi viste lidt interesse for nogle farverige berbiske tæpper gik der ikke mange minutter før ejeren af den lille biks havde hentet friskbrygget myntethe til os, og fået os installeret på to små stole mens han bredte det ene mere imponerende tæppe ud foran os efter det andet. Vi endte selvfølge med at købe et kæmpe (flyvende) tæppe efter nogle hårde forhandlinger. Fordi vi tilsyneladende havde fået prisen så langt ned at ejeren ikke synes at han havde råd til at betale kommission for den person som havde fået os ind i butikken fik han os overtalt til at prøve at snyde ham. Vi gik således ud af butikken uden vores tæppe, fulgte på afstand efter en høj tynd fyr iført sort jakkesæt igennem Medinaen i flere minutter og gennem flere kringlede gyder indtil vi nåede til en hæveautomat. Marokkanske tæpper er dyre så da vi havde hævet pengene gik vi over til jakkesættet og gav ham hele bunken af penge hvorefter han nikkede, vendte sig og gik. Så stod vi der midt i Fes’ medina, uden penge, uden tæppe og kunne ikke helt huske vejen tilbage til hovedgaden. Vi ånede derfor begge lettede op da vi kom tilbage til vores Riad om eftermiddagen og fandt vores tæppe  leveret som aftalt.

[Lasse] Sidst på eftermiddagen drønede vi videre til Meknes*. Her blev vi modtaget med myntethe og suppe, af en sød rund franskmand og hans lige så søde, men knap så runde, marokkanske kone, som havde et lille hyggeligt hjem, hvor vi altså skulle bo de næste par dage.  Fredag morgen tog vi en svuptur nordpå og ankom til det smukke Vulobelis** 25 km nord for Meknes. Fredag er hellig i de muslimske lande, så da vi kom tilbage til Meknes var der helt stille, og den altid travle medina lå næsten øde hen. Vi slentrede en tur og så nogle af byens must-see’s, og så, pludselig, var fredagsbønnen forbi. Omkring  os trimlede folk ud på gaderne og snart var vi omgivet af dansende tryllekunstnere og fløjtespillende slangetæmmere. Højdepunketet var da den ene slangetæmmere spiddede sig selv i øjet med en sabel, så blodet løb ned af kinderne.

* Meknes (Arabic: مكناس Mknas‎; Berber: ⴰⵎⴽⵏⴰⵙ Ameknas) is a city in northern Morocco and the sixth largest city of the kingdom. Meknès was the capital of Morocco under the reign of Moulay Ismail(1672–1727), before it was relocated to Marrakesh. The urban population is estimated at 650,000 with the metropolitan population close to 1,000,000.
 ** The Roman ruins of Volubilis (Arabic: وليلي‎ Walīlī) sit in the middle of a fertile plain about 33km north of Meknès. It is a partly excavated Amazigh, then Roman, city in Morocco situated near Meknes between Fes and Rabat and commonly considered as the ancient capital of the kingdom of Mauritania. The city is the best preserved archaeological site in Morocco.

Imorgen har vi en rigtig lang køretur mod Erg Chebbi (Sahara), hvor vi på vejen kommer til at krydse den østlige del af Atlasbjergene.

[Lasse] Hvis turisterne ikke Kite’r i Tarifa, tager de på hvalsafari. Her bliver de lovet finhvaler, spækhuggere, delfiner og meget mere. Hvaler eller pengene tilbage. Så, mens Louise under hele sejlturen sad og kiggede stift frem for sig (med munden formet som en hønserøv og øjenene lynende imod mig, skulle jeg driste mig til at spørge om noget), så hang jeg ud over rælingen med mit kamera, for at få et glimt af havets kæmper. Den 45 min lange sejltur bød desværre ikke på så meget andet en lidt skumsprøjt, og et par vrede måger der ufrivilligt satte fra når hurtigfærgen Tarifa-Tangier kom susende gennem bølgerne over Gibraltar.

[Louise] Da vi ankom til Marokko var vi pludselig på den. Vi har kun gratis internet i Europa og det viste sig noget sværere end forventet at finde vores hotel. Ja faktisk kunne vi ikke engang finde den rigtige vej fra stranden ind i byen. Heldigvis kom en frisk ung mand os til undsætning og efter vi havde fundet ud af at spansk var vores bedste fælles sprog viste han os vej til vores hotel – mod et par Dirham i betaling forstås. Her blev vi budt velkommen med myntethe og vist vores smukke værelse. Om aftenen måtte vi igen have hjælp til at finde vej gennem de snoede gader. Tilgængelige fandt vi en restaurant med verdens bedste humus: Salon Bleu