Køreturen fra Ulaanbaatar til grænsen bød, ikke overraskende, på vindtør steppe og barske ørkenlandskaber, så langt øjnene kunne se. Kun enkelte gange blev uendeligeheden forstyrret af en lille hvid ger i det fjerne. Det vildeste var, da vi så en en kamel.

Vi kørte ind over grænsen til Kina, netop som mørket havde lagt sig. Som vi nærmede os, kunne vi i det fjerne skimte de oplyste neonskilte fra skyskraberne i den lillebitte kinesisk millionby, som bød os velkommen. Kontrasten var total. Alle passagererne hang ud af vinduerne på toget og kiggede og pegede; civilisationen! (Billedet herunder er ikke taget ved grænseovergangen, men er indsat for at symbolisere et stadium i menneskets sociale udvikling og organisation præget af strukturer der regnes for kulturelt og materielt højtudviklede).

I det tidligere Sovjet er bredden på sporene anderledes end i resten af verden – så når man skal over i Kina skal understellet på toget skiftes. Hele toget blev således delt i to og herefter løftet, med alle passagererne ombord, et par meter op i luften, så de kinesiske arbejdere kunne komme til under toget. Hele dette cirkus tog omkring 5 timer, larmede og bumpede noget så forfærdeligt, og vi var først klar til at køre videre sent om natten. I samtlige timer var toiletterne (uden advarsel) blevet lukket af, og ingen kunne komme ud af vognene, da paskontrollen samtidig var i fuld gang. Af venlighed, eller måske propaganda(?), flød der gennem hele seancen skinger kinesisk musik ud af højtalere på perronen. Da toget endelig trillede ind på stationen strømmede folk ud af vognende, vilde i øjnene og med sammenpressede baller; der blev hurtigt undtagelsestilstand på toiletterne. Musikken fortsatte ufortrødent, og indtil alle lå udmattede og snorkede i kupeerne.

Om morgenen vågnede vi op til et fantastisk grønt landskab domineret af små marker; og med et utal af kinesere rendende op og ned mellem rankerne. Ind imellem kørte vi igennem nogle betongrå byer, men de sidste timer inden vi ramte Beijing, kørte vi igennem, vel nok, turens smukkeste landskab. Ind imellem hvad der føltes som hundrede vis af små tunneller, voksede bjergene sig således høje for øjnene af os. Vi skiftevis kørte igennem disse frodige bjerge, og på de stejle bjergsider. Nedenfor skinnerne, kunne vi hvile øjnene på nogle fantastisk smukke floder, som bugtede sig mellem de stejle bjergvægge. Det slog os, for alvor, hvordan menneskets tilstedeværelse her er tydelig overalt. Kontrasten kunne ikke være større til Mongoliets golde, mennesketomme vildmark.

Vi er nu ankommet til verdens mest befolkede land. Det kommunistiske og stærkt kontrollerende Kina overvælde os, så snart vi loggede på 161 Hotel’s WIFI,for at oversvømme de sociale medier med kinesiske på-hovedet-billeder. 404 ERROR: Ingen facebook, snapchat, gmail, hotmail, twitter, Instagram osv. Ikke engang Google.com måtte vi lege med. Som jeg er sikker på spanierne ville have sagt ”¡Qué horror!”. Noget slukørede, men som altid overordentligt stædige, fandt vi en snørklet vej at snyde systemet på – via fjernadgang til Lasse arbejdscomputer lykkedes det os at få uploadet bloggen.

Fagre nye verden.

(skulle man have lyst, kan man sammenligne de to vanvittigt forskellige landskaber i disse to små film. igen 6 minutters timelapse kogt ned til 1 min).

UB til grænsen:

grænsen til Beijing:

Intet Mongolsk eventyr uden en overnatning i ger; de mongolske nomaders flytbare hjem.

Vores nomadeeventyr foregik nordøst for hovedstaden, ikke en nationalpark men et ”strictly protected area” i Khentee bjergene, hvor taigaen møder steppen i et landskab domineret af bjerge, bakker og floder. Efter 2 ugers rejse gennem Sibirien kunne vi endelig geare ned. Få serveret 4-retters menu i kantine-ger’en, nyde den friske luft uden spor af dieselos, smække benene op og læse om Genghis Khans uhyrligheder om aftenen mens vi nød varmen og den beroligende knitren fra vores brændeovn midt i ger’en.

Om dagen tog vi på heste-

– og vandreture rundt i landskabet.

Området har været beskyttet mod overgræsning og derfor fuldstændig sprængfyldt med planter, pattedyr og fugle.

På vores køretur derud så vi en kæmpe ørn lette lige ved siden af bilen – den samme art som vi tidligere havde set sidde og se mut ud i fangenskab ved Genghis statuen,

Og på vores ridetur, hvor to hunde fra vores guides’ gercamp fulgte os rundt, så vi jordegern pile rundt for at undgå hundenes gab (og blive slugt hele for de uheldiges vedkommende) og tilmed en høg jage og fange en mindre fugl tæt hen over vores hoveder. Lasse så den uheldige fugls frisk-overskårne hoved lande lige ved siden af sin hest da høgen endelig fik fanget den.

Jorden var dækket med forskellige planter som alle blomstrede, så jordbunden var plettet med lilla, hvid, lyserød og blå. I nogle lysninger mellem fyretræerne var der en så stor koncentration af især en lyserød blomsterart, at man fra afstand troede at nogle havde lagt et skrig-lyserødt tæppe ud i lysningen.

Selv hestene var så vilde at deres yndlingsspise var tidsler – vi vandt en lille del af deres vilde hjerter over ved at samle et par tidsler til dem i frokostpausen. Den sidste dag vi var i campen blev hestene sat fri.

Det blev næsten for meget af det gode da vores vandretur den sidste dag blev overtaget af sultne fluer som fik os begge til at føle os som to omvandrende hundelorte.

Men intet var så dårligt at det ikke var godt for noget. Da vi kom hjem tog vi et bad i bade-ger’en hvor vandet blev varmet op og i et sindrigt system af levende ild og blikspande – og ledt gennem et bruserhoved så man kunne tage sig et ægte brusebad. Selv ger’en var varmet op med brændeovn så man ikke skulle fryse mens man efterfølgende tørrede sig. Hver morgen fik vi serveret hjemmelavet ost og yoghurt a la mongolia. Til frokost kødfyldte dumblings og til aftensmad som tidligere nævnt 4 retters menu med både salat, suppe og dessert inkluderet. Når vi slappede af kunne vi gå i biblioteksgeren og låne bøger, stjernekikkerter, eller måske bue og pile?

Lige så stille sneg Mongoliets og dets venlige folk sig ind i vores hjerter – og det var meget modvilligt at vi satte os ind minibussen på vej mod Ulaanbaatar den sidste dag.

En stationær hovestad i et land fyldt med nomader? Ulaanbaatar har haft mange lokalisationer men fik i 1778 sin nuværende position. Man kan knap gå 2 skridt i Ulaanabaatar, eller læse 2 ord om Mongoliet, uden at støde ind i ham her: Genghis Khan. Men foerst morgenmad

Hvornår? Hvem? Hvorfor?
I 1160erne blev en lille dreng født i en nomadeklan, i det område som i dag er kendt som det nordlige Mongoliet. På dette tidspunkt var regionen primært befolket af forskellige nomadefamilier, som utrætteligt bekrigede hinanden. Også internt i drengens klan var der fejder, og da drengen var bare 9 år gammel blev hans far, der var leder (Khan) af stammen, forgiftet af hans bedste ven og højre hånd. Drengen flygtede sammen med hans mor, og yngre brødre, og kæmpede i årene efter mod sult og kulde på Mongoliets sletter, der i vinteren når temperaturer ned til – 46 grader.

Igennem hele sin opvækst, fortælles det, var drengen opslugt at hadet til sin faders morder. Da han 15 år senere selv var blevet Khan, og havde skabt en mindre hær ved at samle stammerne i nord, hævnede han sin far, og skabte sig hurtigt et rygte som en nådesløs kriger og erobrer. På trods af at hæren var af begrænset størrelse, rygtedes dens succes helt til naboerne i øst, som nu begyndte at rasle med sablerne. Den unge krigsherre gjorde sig igen klar til kamp, og da kineserne angreb, havde han samlet nomaderne under en fælles front (primært ved at bekrige dem, omvende hæren og myrde alle der ikke kunne kæmpe – fx kvinder og børn). Et ”samlet” Mongoliet kunne herefter ikke blot stå imod den kinesiske hærs invasion, men fuldstændig knuse den. En af datidens mægtigste hære var født og drengen, nu en mand med navnet Genghis Khan, tog herefter på erobringstogter i både Kina, Mellemøsten og Europa.

Hans børn og børnebørn skulle føre hans erobringstogter videre efter hans død, og underlægge sig intet mindre end det største imperie verden hidtil havde set – og først så magen til, da det engelske imperie blomstrede 500 år senere.

Genghis barbariske hære skyede hverken massakre i moskeer eller kirker under deres erobringstogter, og foran hæren drev de horder af civile som menneskeligt skjold når de invaderede. Genghis er uden for Mongoliet således ikke ligefrem kendt for det gode han gjorde, men, her, betragtes han som faderen. Som Mongoliets George Washington, der samlede landet. Genghis formulerede desuden verdens første immunitetslove for ambassadør, som senere er blevet skabelon for de immunitetslove vi kender i dag.

Når det kom til religion, var Genghis relativt liberal, og interesserede sig ikke for sine krigeres tro. Dette står i skarp kontrast til det indtog de kommunistiske bulldozere gjorde 700 år senere, i begyndelsen af det 20. århundrede. Her nedlagdes der total forbud mod religion, og Ulaanbaatars buddhistiske templer, kristne kirker, muslimske moskeer mv. blev sammen byens øvrige kulturelle monumenter jævnet med jorden. Ulaanbaatar er derfor idag en by med mestendels sovjetisk betonbyggeri, en god sjat nybyggede glas-skyskrabere og kun let krydret med de få kulturelle og religiøse bygninger der overlevede kommunisterne.

Som afslutning på en spændende dag i Ulaanbataar, tog vi således, sidst på eftermiddagen til udkanten af den lille by (2 km fra centrum), igennem slummen, som bestod af både regulære huse og gers, ud til et af disse templer. Templet er i dag et af Mongoliets vigtigste buddhistiske templer. Navnet på denne overlever, klinger næsten melankolsk, ’Gandan Khiid’, – The Great Place of Complete Joy’.

Bonusinfo!
Vidste du at verdens største sko findes i Mongoliet? En størrelse 7000-et-eller-andet lavet af læder fra 200 (uheldige) okser. På en bakketop en times kørsel uden for Ulaanbaatar hvor Genghis Khan efter sigende fandt en pisk (hvilket var tegn på at han ville udrette store ting) findes idag en kæmpe-statue af selvsamme hr. Genghis og inden i denne en kæmpe-kæmpe sko – og selvfølgelig en gylden(!) pisk. Tadaa! Du hørte det her først.

Da vi steg på toget Irkutsk betød det et farvel til Sibirien og Rusland. Et farvel med verdens største land (17,2 millioner kvardrat km), som spænder over 2 kontinenter, 9 tidszoner og er hjem til 140 millioner mennesker.Vi har mødt det venlige, men private russiske folk – fra metropolerne i vest til det øde sibiriske landskab i øst. Vi danskere bliver ofte beskrevet af udlændinge som ikke-smilende, og med en tendens til at virke mutte – og her må russerne siges at overgå os. Men så snart man kommer igenne facaden, er russerne enormt hjælpsomme – og på trods af deres totalt manglende engelskkundskaber – mere end villige til at hjælpe danskere i nød.

Ved mødet med det russiske buraukrati ved grænseovergangen blev vores tålmodighed – som vi ellers havde væbnet os med! – ikke blot sat på prøve men fuldstændig elimineret. Ikke mindre end 3 gange skulle vores pas tjekkes før vi kunne forlade landet. Hele vores kupe blev gennemrodet af toldere som adræt sprang rundt i både under- og overkøjer og tjekkede alle tænkelige og utænkelige opbevaringsrum. Først efter 3,5 time kørte toget videre ind i…

Mongoliet er, klemt inde mellem de to mastodonter Rusland og Kina, et undseeligt lille land med en befolkning på blot 2,9 millioner spredt ud over et kæmpe areal. Mongolerne er, for den halvdels vedkommende som ikke lever i byen, nomader som lever spredt ud over den mongolske taiga, steppe og Gobiørken. Her lever de af kødet og mælkeprodukterne fra deres kvæg. Familierne flytter ofte, og lever derfor praktisk i store filt-telte, kaldet gers, som er indrettede med møbler, brændeovn og trægulv. Modsat hvad man skulle tro, har vi hørt, at de blot tager én time at pille ned og sætte op.

På togets sidste stop inden grænseovergangen til Mongoliet trådte en ældre mongolsk mand ind i vores kupé. Ved første øjesyn gav han os begge et kæmpe smil, og spurgte os derefter på flydende engelsk, hvor vi kom fra. Vi var ved at tabe både næse og mund. Han forklarede at han og hans kone netop var på vej hjem fra en ferie ved Baikalsøen.

Træerne vokser dog ikke ind i himlen. Ved den mongolske grænseovergang måtte vi igen vente 3,5 time og da paskontrollen kom skulle vi på skift rejse os og stå ret foran paskontrolløren. Det lykkedes dog vores medpassager, en englesk bugtaler, som havde sin dukke med på rejsen, at få et grin ud af tolderen, da hun skulle vise hende sin dukke.

.. og, sådan så det altså ud ml. irkutsk og ulaanbatar: