// Jeg ankom lige efter midnat; da vi stod op kom Lisbeth og Flemming susende i rumbilen, og aldrig så snart befandt vi os på ‘Playa de las Catedrales‘. Her fra Wiki:

As Catedrais beach translates as 'Beach of the Cathedrals'. It is the turistic name of Praia de Augas Santas('Beach of the Holy Waters').The place's more characteristic features are its natural arches and caves, which can be seen only in low tide. - read more

Herfra vi drønede vi videre mod Santiago de Compostela, hvor vi skulle have base over weekenden. Det er her 100.000 pilgrimme hvert år valfarter til for at besøge St. James grav i the Cathedral of Santiago de Compostela. Her fra Wiki om Santiago:

The city has its origin in the shrine of Saint James the Great, now the city's cathedral, as destination of the Way of St. James, a leading Catholic pilgrimage route originated in the 9th century. In 1985 the city's Old Town was designated a UNESCO World Heritage Site - read more

Og for lige at få det hele med, fyrede vi igen op under rumskibet lørdag og tog en svuptur til Finisterre, verdens ende, hvor mange pilgrimme slutter deres vandring med at brænde deres sko af. Vi troede at det var noget de gjorde engang; men det gør de stadig. Her fra Wiki om Finisterre:

In Roman times it was believed to be the end of the known world. The name Finisterre, like that of Finistère in France, derives from the Latin finis terrae, meaning "end of the earth". It is sometimes said to be the westernmost point of the Iberian Peninsula. However, Cabo da Roca in Portugal is about 16.5 kilometres (10.3 mi) further west and thus the westernmost point of continental Europe - read more

På vejen hjem tog vi en omvej forbi A Coruña, og landede ved aftenstid igen i Gijon, hvor vi sluttede Lisbeth og Flemmings ferie på ægte spansk maner – med tapas og vin.

Denne vores sidste hele dag i Hanoi – og på vores fem måneder lange rejse – blev brugt på at rulle, mase, skubbe, klemme og nærmest overtale alle vores ting til at passe ned i vores stakkels backpacks og ikke veje for meget. Vi havde længe mentalt forberedt os på at denne proces indebar et par hårde beslutninger så uden alt for mange dikedarer smed vi rask væk det overflødige ud, og sprang over de nostalgiske pauser.

Vi tog herefter forbi vores nye yndlingscafe, Hanoi Social Club, spillede et par spil Carcassone og fik lidt bedre styr på bloggen, som haltede gevaldigt bagefter med at blive opdateret. Derefter tog vi en gang i teatret og så vanddukke-show (water puppets). Showet er en gammel teaterform hvor dukkeførerne befinder sig under vand mens showets stjerner, dukkerne flyver hen over vandet. Det findes kun i Vietnam og menes at være opstået som reaktion på den lille mængde land og den store mængde vand Vietnams lavland består af. Med flotte udskårne og lakerede dukker blev der danset phoenix-dans, kæmpet drabelige bøffelkampe og danset med traditionel sang og moderne lydeffekter.

Over en omgang Pho og og en grøn mango-bøfsalat skålede vi denne sidste aften i et glas hvidvin på en af Hanois finere restauranter. Vi grinede af bilerne der dyttede med ekko, drengene som uden at kigge sig det mindste for løb ud midt ud på vejen for at hente den fodbold de spillede med og de ubehjælpelige engelske oversættelser i menukortet (bl.a. kunne man få sig et velsmagende ‘sucking pig’). Vi kommer til at savne dette land.

[Fredag 20/7/2012]

Efter at have sagt farvel og tak til Emilie, Peter skulle vi ind og aflevere Pangtoo. På vejen havde vi dog lige to vigtige aftaler. Først drønede vi forbi Danskerhuset hvor Noung arbejder og fik en bunke gaver fra hende til Lasses familie. Hun viste os stolt alle gaverne mens Lasses og mine smil blev mere og mere nervøse ved tanken om vores fyldte backpacks.

Som det sidste i Hanoi havde vi tænkt os at tage ind og tage et kig på Vietnams helt og landsfader, Ho Chi Minh; som ligger balsameret i et kæmpe Mausoleum der i sin tid blev opført af russerne. Desværre viste mausoleet sig at være lukket lige præcis idag så vi måtte nøjes med at lunte en tur gennem haven og kigge på hans gamle spartanske bolig. Hvilket også var en fin oplevelse, omend vi ville have foretrukket at møde den store leder personligt.

Så var der kun at tilbage at tage vores backpacks, rygsække, håndtasker, kamera og vietnameser-hatte på og med tunge skridt (og sind) træde ind i en (lillebitte) taxa mod lufthavnen.

[Lørdag 21/7/2012]

Fra Hanoi fløj vi uden forsinkelser, over Bankok, hvor vi blev siddende i flyveren, som efter en lille time lættede igen med kurs mod Doha. Her ventede vi utålmodigt endnu et par timer inden vi satte os ind i flyet med destination ‘Københavns Lufthavn Kastrup’. Tre film, 4 måltider mad, en halv flaske hvidvin og 5 timers søvn senere landede vi sikkert på dansk jord, hvor vi efter nogle sommerferie-forsinkelser i lufthavnen fik al vores bagage.

I ankomsthallen på den anden side stod mine forældre klar til at give knus og køre vores mørbankede kroppe hjem til Værløse. Mor stjal min fine hat.

God sommer til Jer alle.
Vi glæder os til at se Jer igen.