Der hvor det indiske subkontinent brager ind i Asien har verden sit højeste bjerg; Mount Everest. Øst for Irkutsk, hvor de tektoniske pladers bevægelse væk fra hinanden er i færd med at rive asien midt over, og skabe verdens femte hav, har verden i dag sin dybeste (og største) sø; Baikal søen. På sit dybeste punkt er søen 1637 m dyb, og bliver stadig dybere, og fra nord til syd er der næsten 700 km. Denne kollos der rummer en femtedel af al fersk vand på kloden, og mere end nordamerikas ”Five Great Lakes” kombineret, bliver med sit klare og krystalblå vand også kaldt kaldt sibiriens perle. Som om det ikke var nok, har Baikalsøen og dens omgivelser har desuden et helt specielt dyreliv; og mange af de over 1700 arter man i Baikalsøens dyb, findes ingen andre steder i verden. Baikal ligner et hav, lyder som et hav og har størrelse som et hav, og her står vi, klar til nye eventyr. Spændte på at opleve dette ikke-hav steg vi således ombord på en russisk speedbåd og seljede nord-øst ad Angara floden og op langs Baikals vest-kyst til byen Bolshiye Koty.

Den lille by huser kun omkring 50 faste indbyggere, men havde dog et lille bitte museum (som kun var åbent hvis man ringede i forvejen), en privat kirke og en forskningsstation. Skolen var lukket, da der ikke var nok børn. Indbyggerne i Bolshie Koty havde fået jorden af den russiske stat – mod at de tog en universitetsuddannelse. Vi blev dog aldrig rigtigt kloge på; om de rent faktisk brugte deres uddannelse i dette lille isolerede samfund. Den eneste måde at komme hertil, er med båd, hvilket betyder at der i hvert tilfælde er halvanden time til nærmeste by (og arbejdsplads). Vi blev indlogeret i et lille homestay, hvor de 2 generationer der boede i huset – og drev det som homestay – alle var uddannede biologer.

På kajen inden afgang var vi blevet introduceret til vores enormt energiske og altid muntre guide; Sergei Baikov. Sergei underviser i engelsk i Irkutsk, og supplerer sin løn ved at lave guidede ture langs Baikalsøen. Desuden driver han et lille firma han havde stablet på benene umiddelbart efter sovietunionens fald – Bulldog Club International Friendship School. Formålet var, så vidt vi forstod, primært at arrangere venskabsture mellem russiske og amerikanske studerende. Sergei havde i det hele taget gang i tusindvis af ting, og var altid god for en god (røver) historie. Som Louise sagde, så mindede han ret meget om min far

Så snart vi havde smidt taskerne i vores lille homestay, tog Sergei os med på tur op til et klippefremspring, et par timer fra byen, hvorfra der var en fantastisk udsigt ud over søen. Inden vi tog afsted, skulle vi dog lige introduceres til et lille russisk vodka-ritual til ære for natur og vejrguden, Burhan. I det strålende vejr (vi således sørgede for), var det slående, at vi ikke engang her – fra toppen – kunne skimte den anden side af dette lille hav.Da vi kom hjem sprang vi sammen med Sergei en tur i det iskolde vand, solede, udvekslede anekdoter og drak resten af vodkaen til aftensmaden.

På trods af at vi nu var løbet tør for vodka vi kunne ofre til Burhan den følgende morgen, havde vi et stråelende 8 timers trek fra Bolshie Koty til Listvianka. Først igennen det fantastiske ”kyst-” landskab og dernæst et lille hjørne af den russiske taiga.

I Listvianka skilledes vi med Sergei efter at have udveklset emailadresser,

..bagefter spankulerede vi lidt op og ned af stranden, og sluttede festligheden af ved at tage på restaurant for at smage på en af de mange fisk, som kun findes i Baikalsøen: Omullen!

Vi ankom til Irkutsk efter næsten 3 døgns togtur. Mellem Yekaterinburg og Irkutsk er der ca. 3 timers tidsforskel. Mellem Irkutsk og Moskva 5 timer. Til Danmark 6 timer. Togene i hele Rusland kører efter Moskva-tid. Forvirret? Det er vi også. ”Hvad er klokken?” er således hele tiden et spørgsmål om; der hvor vi kom fra, der hvor vi skal hen eller den tid togene kører efter?

Ikke nok med at man var nervøs over at misse sit tog i almindelighed – vi havde booket vores billetter 4 måneder forud – vi måtte hele tiden tjekke hvornår toget rent faktisk kørte efter lokal tid. Da vi ankom i Irkutsk var klokken ifølge tog-/Moskvatid 3 om natten men i Irkutsk stod solen højt på himlen og byen var fuld af aktivitet; klokken var 8. For os (Yekaterinburg-tid) var klokken 5 om morgenen og da det ikke ligefrem er kvalitetssøvn man får i togene var vi meget trætte da vi ankom. Vi gjorde derfor det forbudte. Vi tog os en lur.Det skulle vi ALDRIG have gjort. Hvis vores indre ure havde været forvirrede og en smule ude af trit før, kørte de fra nu af fuldstændig deres eget show – men mere om det senere.

Irkutsk er en gammel handelsby; et gammelt knudepunkt for handlen med pels og elfenben fra vest og te og silke fra øst. I bybilledet blander ældre, smukt dekorerede træhuse sig med murstenshuse bygget under Irkutsks ”guld-feber” i 1880erne. Irkutsk var således ikke ligefrem pro-Bolsjevikker men tværtimod hovedsæde for modbevægelsen, den hvide hær under den russiske revolution. I ægte Irkutsk ånd aka new yorker-stil købte vi to kopper kaffe to-go og begyndte vores byvandring spankulerende langs byens ”riviera”.

Tidligere tiders storhed til trods viste Irkutsk sig fra en mere soveby-agtig side og vi fortsatte vores byvandring videre mod mere aktivitet og endte i byens handelscentrum – det kinesiske marked.

Vores tid i Irkutsk var bestemt på forhånd. Vi havde bestilt en vandretur langs Baikalsøen inklusive overnatning i begge ender. I Irkutsk bestod vores overnatning af et homestay. Vi blev indlogeret hos en venlig, ældre dame som kunne et par ord engelsk, men som havde indrettet sig lidt specielt (bemærk fx køkkenet ude til højre).

Om natten da jetlagene ramte var det hendes lyserøde frotté sengetøj vi begge lå og vendte og drejede os i. Med 3 timers udhvilende søvn på kontoen mødtes vi med vores guide næste morgen.