Klokken syv om morgnen stod vi klar ved Xuan Dieu for at blive samlet op af en bus fra Vega Travel. Fire timers bustur senere steg vi ombord i båden Hoa Binh. Her skulle vi overnatte blandt de i tusindevis af høje kalkstens-klipper som majestætisk rejser sig op af bugtens salte vande og som tilsammen udgør naturskønne, ‘World Heritage’ listede Ha Long Bay.* Mens vi nød en lækker frokost på skibet sejlede vi fra kaj og ud midt i det smukke sceneri.

Sammen med vores guide, og de otte andre somd også boede på båden, udforskede vi en af Ha Longs mange grotter (sammen med alle andre tourister som var i Ha Long den dag). Sung Sot grotten (eller overraskelses-grotten) er en af Ha Longs største – og mest besøgte grotter – og på de udhuggede stier gik vi i gåsegang efter vores guide og fik udpeget alle de mange figurer og mønstre klippeerosionen havde skabt. På trods af menneskemængderne var det en smuk, og dejlig kølig, tur rundt i grottens indre.

* Ha Long Bay siges at være skabt da guderne sendte en drage for at hjælpe vietnameserne i en forsvarskrig mod kineserne. Efter krigen var vundet besluttede dragen og dens familie sig for at slå sig ned ved Ha Long Bay (som direkte oversat betyder: landende drage). Med geologiske briller ser det dog mere ud til at klipperne er gammel havbund som ved tektonisk aktivitet blev rejst højt over havoverfladen til høje bjerge. Gennem flere millioner af år er disse bjerge langsomt blevet eroderet og har dannet de klippeformationer som ses idag.

Herefter fik vi alle udleveret en pagaj og blev søsat i tomandskajaker. Det var skønt at zig-zagge rundt mellem klipperne og at kunne komme helt tæt på deres stejle, træbevoksede sider. Vi var endda heldige nok til at se et par aber hoppe rundt mellem træerne på en af klippeøerne imens andre med snoede haler hang på hovedet for at få fat i et par abe-godbidder fra et nedenforstående træ.

Efter at have vasket saltvandssprøjtende fra kajakturen af os stod den på aftensmadbanquet. Der blev serveret en rent festmåltid med bl.a. krabber, kæmperejer, grønsager udskåret som kunstfærdige blomster og selvfølgelig ris. Det viste sig at vores guide, Duc, havde fødselsdag så det blev også til en fødselsdagssang midt i det hele. Til slut blev der skruet op for teknomusikken og tændt for diskolyset så vores båd kunne matche alle de omkringliggende både.

Vi fik dog sidenhen skruet ned for musikken så man kunne holde ud at snakke sammen, og endte med sidde en lille flok oppe og snakke med vores Duc et par timer. Mens han lavede korttricks fortalte han bramfrit historier om sit et-årige ægteskab. Vi fik hele historien om at konen der havde prøvet at snyde ham til at få børn ved at prikke hul i kondomerne med nåle så de kunne få et barn i dragens år (hvilket skulle være et lykkebringende år).

[Onsdag 18/7/2012]

Tidlig næste morgen stod vi op for at bestige en af klipperne. Selvom det endnu var tidligt og varmen ikke for alvor havde taget rigtig fat haglede sveden af os, og det var en stor lettelse da vi nåede skyggen på toppen. Men den flotte udsigt var det hele vejr med de fine klipper der tittede op af de stille hav så langt øjet rakte. Nede for foden af klippen igen var indlagt en kort pause så man kunne tage sig en dukkert i det kølige vand, hvilket var helt fantastisk forfriskende! Tilbage på dækket nød vi et par timer i solen mens vi hørte pod-casts og skibet langsomt sejlede tilbage mod fastlandet.

Vel tilbage i Hanoi en lang bus senere gav vi Mao og en af Lasses venner Ulrik et kald og tog ud for at spise. Mao kendte et sted langs West Lake med en overdådig buffet. Den havde en hel afdeling kun til grillet kød mens der indenfor var kæmpe borde dækket op med fisk og skalddyr, hot pot, forårsruller, sushi, gryderetter, nuddelsupper… og dessert. Ja, der var så meget mad at Lasse og jeg om natten begge drømte om uendelige mængder mad som vi i drømmene desperate forsøgte at spise os igennem uden held (det er så sandt som det er skrevet) og vi fortrød begge bittert at vi havde taget en mad inden vi tog ud. Mens vi spiste os en pukkel til fortalte Mao skøre historier fra sin sidste rejse og vi fortalte om vores dejlige tur til Ha Long. Drengene var en smule sørgmodige da de tog afsked og Lasse, og jeg var nødt til at love at komme tilbage til Hanoi snarest!

Da vores rejse efterhånden lakker mod enden nuppede vi et par studiedage i Hanoi, weekenden over. Lørdag aften tog vi dog forbi Cinemateket en sidste gang og så en smuk og tankevækkende film af den vietnamesisk instruktør Tran Anh Hung. Herefter tog vi ind på Mao´s Red Lounge og mødtes til et par øl med Mao og et par andre Lasse kendte fra sit tidligere besøg hernede.

Dagen efter opdagede vi både en hyggelig boghandel og en ny café. Hos boghandlen, Bookworm, endte vi med at købe os fattige i vietnamesiske kogebøger mens cafeen, Hanoi Social Club, med sine ikke-matchende træmøblering og afslappede stemning lige så godt kunne have ligget på Vesterbro. Den mindede os så meget om hjem at vi endte med at blive hængende til klokken elleve om aftenen. Vi havde bestilt så meget af deres lækre mad at vi, da vi bad om regningen, måtte punge ud med over 700.000 vietnamesiske dong inden vi kunne suse hjemad på Pangtoo.

[16/7/2012]
Da vi skulle ud til Noung og Tam samme aften jagtede vi hele formiddagen den perfekte gave til Tam. Hun elsker at bage så ville finde kage-kogebog med vestlige kageopskrifter til hende (vietnameserne bruger normalt ikke ovne, men Tam havde fået en ovn af Ole og Jonas da de i sin tid drog hjem herfra). Desværre var det ikke muligt selvom vi var inde i så godt som alle Hanois boghandlere. Værtindegaven blev derfor fundet det sædvanlige sted; i den gamle by, hvor vi i samme omgang fik klaret de sidste rejsegaver til familien derhjemme OG en hurtig omgang pedicure!

Herefter kørte vi ud mod udkanten af Hanois for at finde gade (ngo) 178 på Pham Van Dong, hvor Noung havde inviteret på middag. Men efter at have kørt tre gange op og ned af Pham Van Dong, uden at kunne finde Ngo 178, måtte vi ringe efter hjælp. Tam kom kort efter drønende på sin lille eldrevne cykel og viste os vej gennem labyrinterne af små, smalle gader til huset.

Middagen blev egentlig holdt for praktikanterne ved den danske ambassade, men med al den mad Noung havde lavet betød et par stykker fra eller til ikke noget. Vi startede med at blive stopfodrede med de lækreste vietnamesiske retter i Noungs lille spisestue, mens der blev udvekslet ambassade- og vietnamhistorier på kryds og tværs.

Herefter viste Noung rundt i det lille hyggelige hus, fra stuen som var fyldt med billeder af gamle ambassade-praktikanter, til Tams værelse, til soveværelset som hun delte med hendes aldrende mor, op under loftet til det buddhistiske alter, hvor de bad og mindes døde familiemedlemmer, og til den lille hyggelige terrasse på øverste etage, hvor Noung hver morgen kl. 5 gjorde sin morgengymnastik. Der var ikke noget air-condition i huset så efter rundturen skyndte vi os svedende ned i spisestuen igen, hvor Tam hev sin guitar frem. Hun havde for to år siden fået sin første guitar af Lasse da han tog hjem fra Vietnam men sidste sommer havde hun selv sparet op til en ny og bedre guitar.

Med sin fine, spinkle stemme sang hun først sin yndlingssang fra Hanna Montana-filmene (“Butterfly, fly away”) som hun i sin tid havde lært for at kunne spille den for sin mor. Herefter et nummer med Taylor Swift og til sidst et nummer hun selv havde skrevet til Noung. Hun kunne ikke altid helt huske den engelske tekst og nogle gange glippede akkorderne men hun fortsatte ufortrødent og vi klappede alle sammen af hende (og hendes mod) i slutningen af hver sang.

Da kaffen til sidst blev serveret kom også Noungs mor forbi og drak en kop stærk grøn te imens hun snakkede (Tam oversatte) og smilede til os alle med sine sorte farvede tænder.

For at aftenen skulle være komplet manglede der dog stadig et enkelt element; gruppebilleder! Vi stillede derfor alle op med armene om hinanden og med halvanden meter høje Noung forrest. Mens vi smed et par peace-tegn, blev der knipset løs for der skulle både tages et af os allesammen, et af kun Noung og Tam, et af Lasse, jeg, Noung og Tam og et af alle praktikanterne og Noung. Helt trætte i smile-musklerne gav vi derefter farvelkram hele vejen rundt og tøffede hjemad.

På vejen hjem gennem Hanois ossede luft blev vi overhalet af ind til flere små scootere som var fuldstændig overlæssede med blomster. De var alle på vej til Hanois blomstermarked som foregår om natten for at skåne blomsterne mod dagens ubarmhjertige tropesol. Vi besluttede os for at slå et smut forbi og nød, omend kun kortvarrigt, den forfriskende duft af tusindevis af blomster som fyldte luften.

Jeg afsluttede dagen med at købe en bunke gaver ind!

[10/7/2012] af Louise
Efter at have læst et par timer om global sundhed lod jeg Lasse om at holde studie-skansen på Puku mens jeg selv slentrede ned til Hanois Fine Arts Museum. Jeg havde nær ikke fundet de gule franske bygninger som husede museet da de gemte sig bag et par kæmpe jern-låger. Efter at have gået lidt forvirret rundt (der var ikke nogen menneskestrøm at følge!) fandt jeg frem til den fine kunst. Her var brølende løver, buddhistiske dansefigurer, ildsprudende drager og en imponerende lakeret træstatue af den tusinde-øjede og tusinde-armede Guan Yin (medfølelsens gudinde). Som for at falde lidt ned igen efter al denne pomp og pragt var det sidste rum fyldt med mandsstore, buddhistiske munkestatuer som med deres brede smil og fjerne blikke mest af alt lignede at de havde taget sig et hvæs for meget af opiumspiben.

Jeg havde netop begivet mig i kast med kunsten fra det 20-århundrede da Lasse pludselig kom gående mod mig. Puku havde lukket tyve minutter efter jeg var gået og Lasse havde løbet op af ned af gangene på museet og ledt efter mig lige siden. Vi fulgtes herefter hånd i hånd gennem de øvrige etager med den kommunistiske propagandakunst.

Trætte af at blive snydt af taxachauffører og for nærige til at leje en scooter til touristpris mødtes vi med Mao så han kunne hjælpe os med at leje en scooter til en fair pris. Vi navngav vores nye scooter Pangto og med de tilhørende, smarte hjelme begav vi os hjemad susende gennem Hanois trafik.

Vi havde dog kun lige drejet om det første hjørne da de første dråber begyndte at falde fra den mørke himmel. I vores shorts og t-shirts blev vi hurtigt gennemblødte i den tiltagende regn og inden vi var nået halvvejs var vejene som små floder mens nedadgående afkørsler mest af alt lignede vandfald. For at beskytte Lasses Iphone lagde jeg den ned i underbukserne; det eneste sted der endnu var tørt. Godt foroverbøjet kunne vi kun bede til at vores bærbare forblev tørre i tasken. Alt, selv vores undertøj, måtte hænges til tørre da vi kom hjem og al elektronikken tørres med hårtørreren. Men vi var heldige, intet var ødelagt.

Med stor beslutsomhed lagde vi et regnslag i Pangtos bagagerum inden vi igen kickstartede Pangtoo og tog ud for at spise om aftenen. Som et plaster på forskrækkelsen tog vi på dyr fransk restaurant og fik lækker confit de canard (selvom vi endnu ikke har set en and i Vietnam), laks i cremesauce og chokoladetrøfler. Bon appeti’!

[11/7/2012]
Lidt uden for Hanoi findes den lille by Bát Tràng. Her produceres noget af det smukkeste keramik og porcelæn i hele Vietnam hvilket har givet byens dens touristnavn; porcelænslandsbyen. Kun 10 km fra Hanoi ligger den i perfekt afstand til en dagsudflugt fra storbyen; vores nye scooter var perfekt til formålet. Ad vores hippe gade, Xuan Dieu drejde vi ud på Nghi Tam (en af Hanois hovedveje) og kørte et stykke tid langs verdens længste mosaic-væg* inden vi krydsede den Røde Flod af Long Bien broen (designet af en vis hr. Gustave Eiffel). Herfra tyndede det voldsomt ud i trafikken, højhusene blev afløst af lavt nybyggeri og marker og de asfalterede veje måtte vige for grusstier.

* I anledningen af Hanois 1000-års jubilæum i 2010 blev Hanois keramiske mosaikvæg bygget med scener fra Vietnams historie, lokale og udenlandske kunstnere og endda børnetegninger som motiv. De keramiske plader væggen består af blev produceret i Bát Tràng. Med dens længde på 4 km er den verdens længste mosaikvæg. (kilde: wikipedia.org)

Det var en ekstremt varm dag og svedende gik vi rundt langs endeløse rækker af drageudsmykkede skåle, angry birds krus og traditionelle tekandesæt. Her var keramik for enhver smag og inden vi havde set os om havde vi en hel favnfuld keramik som skulle transporteres tilbage til Hanoi. Pangtoos ikke-eksisterende støddæmper til trods lykkedes det os at få alt hjem i et stykke og efter endnu engang at komme hjem gennemblødte, denne gang af sved, skiftede vi til vores sidste sæt tørre tøj.

Rene og pæne igen tog vi afsted til den gule restaurant, en samling små gadekøkkener som er gået sammen om et fælles menukort og tjenerstab og som nu er enormt populær blandt lokale, såvel som tourister. Tjenerne fór rundt om ørerne på gæsterne med alt fra almindelig risretter til specialiteter som dybstegte gråspurve. Vi bestilte Phó (nuddelsuppe) og friske forårsruller man selv skulle rulle.

Inden vi tog hjem nød vi et par cocktails på toppen af Hotel Sofitel med udsigt over hele Hanoi by. Baren var dyr, nærmest med danske priser, men udsigten helt fænominal. Overklasse-stemningen blev dog brat brudt da vi på vejen ud vi til vores overraskelse blev inviteret til skum-party en af de efterfølgende weekender!

Fuldstændig smadrede ankom vi til Hanoi; med uglet hår trådte vi ud af sovebussen og missede med øjnene mod morgensolen imens vi uoplagte prøvede at finde en pålidelig taxachauffør. Lasse havde fået sovet godt en time og jeg måske to.

Mens Lasse kæmpede videre med specialet tog jeg en pause og besøgte det nærliggende litteraturtempel. Dette tusindeår gamle tempels bygninger husede Vietnams første universitet som blev oprettet helt tilbage i 1076 (til sammenligning blev Danmarks første uni oprettet i 1479)! Templet er bygget op omkring tre gårdhaver i forlængelse af hinanden. Langs den første gårdhave står 82 stensøjler opført på ryggen af hver deres stenskildpadde* med optegnelser over de dygtigste studerendes bedrifter gennem århundrederne.  den anden gårdhave findes en stor, firkantet dam kendt som “well of heavenly clarity” (den guddommelig indsigts kilde/brønd). Den var fyldt med små fisk. Den tredje og sidste gård er flankeret af små butikker som sælger røgelsespinde og andre lykkebringende objekter, som alle kan ofres i templet for enden af gårdenhaven. Her var fyldt med vietnamesere som bad, ofrede små pengesedler eller frugter på altrene og på to tavler langs den ene væg med fingrene skrev deres bønner så kun de og guderne kunne læse dem.

*Hanois nationaldyr

På vejen hjem stoppede vi hos en massageklinik som uddanner og ansætter svagtseende. Alle rejse- og læsespændinger blev effektivt masseret ud af vores ømme muskler og afslappede tog vi ind for at mødes med Lasses vietnamesiske ven Mao på hans bar, Mao’s red lounge.

 

*Det siges at den vietnamesiske kejser Le Loi i det 15. århundrede modtog et magisk sværd som han brugte til at jage kineserne ud af Vietnam. Efter krigen mødte Le Loi en kæmpe guldskildpadde som svømmede på Hoan Kiem søen. Den tog i følge sagnet sværdet og bragte det tilbage til dets guddommelige ejere. Skildpadder anses derfor af mange hanoianere og vietnamesere som hellige. Der lever rent faktisk en kæmpeskildpadde i Hoan Kiem og den anses af mange hanoianere for at nedstamme fra den skildpadde som tog sværet fra Le Loi. Mange tror at skildpadden er over 600 år gammel.