Da Columbus ankom til øen for 523 år siden (i 1494) navngav han den “Isla Juan el Evangelista”, hvorved han indlemmede den i det spanske kongerige. Spanierne kom dog aldrig til at udnytte øen med de store mangroveskove og de farlige rev, som lurede lige under havets overflade, og som krævede ualmindeligt godt sømandsskab at undgå. Den lille ø i det caribiske hav blev måske derfor tilholdssted for nogle af historiens mest berygtede pirater, såsom Francis Drake og Henry Morgan, der kaldte øen for Parrot Island (Papegøjeøen). Øens historie har senere givet inspiration til mange noveller, hvor den mest kendte nok er Louis Stevensons historie om: Skattenøen (Treasure Island).

Igennem det 19. århundrede blev øen fortsat brugt som tilflugtssted. Nu både for kriminelle og for politiske rebeller, såsom uafhængighedsforkæmperen, José Marti, der ønskede Cuba fri af Spanien. Hundrede år senere, i midt i det tyvende århundrede, da Cuba var blevet fri af spanierne, men i stedet var blevet en diktatorstat, støttet af (eller måske nærmere underlagt) USA, blev øen dels brugt som fængsel for politiske fanger, heriblandt Fidel Castro, dels var den et yndet feriemål for amerikanske turister. Datidens måske med mest berygtede mafiabos Charles ‘Lucky’ Luciano, grundlage også i disse år ideen om at gøre Øen, som for fjerde gang havde skiftet navn, og hed nu Isla de Pinos (“Ananasøen”), til en ø for gamblere, på niveau med datidens Monte Carlo. Således startede man midt i halvtredserne på at bygge et stort hotel, Hotel Colony, hvor vi nu var på vej hen.

Da Fidel kom til magten i 1959, beslaglagde han imidlertid alle amerikanske værdier på Cubansk jord, heriblandt Hotel Colony, og smed amerikanerne ud, hvormed udviklingen på øen gik fuldstændig i stå og aldrig rigtigt kom igang igen siden. Op gennem 60’erne og 70’erne kom et stort antal unge fra hele verden dog til øen for at studere. I 1978 omdøbte man igen øen, Isla de la Juventud (Island og Youth), i anerkendelse af den betydning de unge tilflyttere har haft for øen.

Da vi ankommer til hotellet efter den “lange” køretur, bliver vi således meget passende, indlogeret sammen med et meget stort antal unge marinebiologistuderende fra hele verden, der er her for at studere noget af det mest diverse marine liv noget sted på planten. Som guidebogen skrev: “the diving is to die for”. Bortset nogle få turister her, og de studerende, er der stort set ingen turister der begiver sig ud på “La Isla” (som øen populært kaldes i dag blandt Cubanerne), og det kan mærkes. Vi ankommer sent, og går trætte i seng i vores bungalow på stranden, mens vi glæder os til, selv at komme i vandet og opleve de sagnomspundne rev ved Puntá Frances med sigt op til 50 m i årets bedste måneder.

Næste morgen, efter lidt start-vanskeligheder (vi blev bl.a. overfaldet af en kæmpe krabbe!), tog vi afsted mod øens eneste dykkercenter. Ja, man skulle tro at noget af verdens bedste dykning, kunne tiltrække mere end et lille beskedent statsejet dykkercenter, men mon ikke det hænger sammen med, at det indtil for ganske nylig var ulovligt at starte sin egen forretning. De få turister der forvilder sig til her til La Isla, og El Colony, kommer her stort set kun for at dykke, så hotellet har sin egen bus der kører de der kører taxi mellem hotellet og dykkercenter. Vi stævner ud mod Puntá Frances med to russere, og to tyskere foruden skibets øvrige besætning bestående af 3 mand.

Vi får at vide at sejlturen varer en time (dvs., så varer den to), og planter den lille medbragte lyserøde baby i sin autostol nede i skibet. Han har der varmt, men falder hurtigt i søvn. På vejen lægger vi til op af en af de små fiskerbåde, og bytter to flasker rom for fire hummere og en fisk, vi skal have til frokost. Louise og jeg pøser skiftevis vand på Karl Emils solhat, for at køle ham ned undervejs. Kort før vi ankommer til Cueva Azul (den blå grotte), hvor jeg skal i vandet, vågner Karl Emil. Kaptajnen tager ham og sætter sig bagerst på skibet med fødderne i vandet med ham, mens Louise og jeg forbereder hans mad, som Louise giver ham mens jeg svømmer rundt 25 m under skibet og kigger på baracudaer,… sigten er rigtigt god, men farverne er lidt blegnede fordi der har trukket lidt skyer op, mens vi sejlede. Da jeg kommer op, er det Louises tur og jeg babysitter Karl i mens. Han falder dog i søvn mere eller mindre med det samme, så jeg benytter lejligheden til at springe i fra både og køle ned i det azurblå vand. Da jeg kommer op, er min mad klar. Et styk hummer, der er så stor, at jeg langt fra kan spise det hele på trods af, at den smager fantastisk. Trods de noget spartanske faciliteter er dette måltid uden tvivl et af de bedste vi har fået på Cuba, og prisen? Ti cuc (60 kr).

De næste dage står den på Karl-Emil-tid på El Colony, og vi bevæger os i mellem hans 2-3 daglige lure kun ned til stranden og op til hotellets buffet. Den sidste dag, starter den Cubanske Skoleferie, så et stort antal busser med lokale kommer og fester på hotellets strand. De er alle ret vilde med Karl Emil og da den første har taget mod til sig og spurgt om hun må få taget et billede med den lille charmetrold, former der sig hurtigt en kø af flere som også håber at få lov. Karl Emil elsker det Om aftenen nyder vi en mojito og en øl i hotellets bar og går en tur i solnedgangen. Vi finder et romantisk sted at slå os ned, desværre kan babyalarmen kun nå, hvis vi ligger den oven på hovedet (seriøst!).

Varadero ligger på Cubas nordkyst, øst for Havana. Det er her “alle” turisterne tager hen for at bo på all inclusive resorts noget vi tidligere altid har skyet som pesten. Tingene ændrer sig dog drastisk når man får en lille og vi havde bestilt 4 dages all inclusive med poolbar, privat strand og hele pivtøjet. Vi tænkte at det var nemmere at komme i pool og på stranden med den lille på den måde – hvilket det virkelig også var.

Da vi ankom blev vores bagage lagt på en vogn og kørt til vores værelse og vi fik udleveret i pamflet om alle regler og åbningstider på resortet på tysk. Da ingen af os tidligere har været på resort brugte vi den første dag på at forstå “systemet”. Alt var inklusive – undtagen en masse ting såsom fx internet, telefon og nogle typer drinks. Man skulle desuden bestille tid for at komme på en af de rigtig “fine” restauranter.

Planen med hele opholdet var at jeg, Louise skulle tage dykkercertifikat imens Lasse passede Karl Emil.

Vi havde sat 4 dage af, hvilket skulle være god tid, og håbede på den måde at vi også kunne hygge lidt sammen alle tre. Vi havde bestilt dykkerkurset forud og havde i e-mailen derfra fået strenge instrukser på at ringe dagen før efter klokken fem og aftale nærmere.

Da jeg aftenen før fik fat i Carlos som styrede dykkercentrer fik jeg besked på at jeg intet skulle på selve ankomstdagen, andet end at læse i PADI dykkerbogen. Næste dag skulle jeg stå klar 8:30 i receptionen. Jeg vidste intet om hvad jeg skulle, hvilke tests jeg skulle tage, om jeg skulle prøve udstyret, dykke i pool eller havet og heller ikke hvor længe jeg skulle være væk. Der føltes lidt som at tage er stort skridt ud på meget dybt vand uden udstyr på da jeg sagde farvel til Lasse og Karl Emil i receptionen.

Det startede også dårligt. Jeg kunne ikke finde ham der skulle hente mig. Efter at have ventet en rum tid fik jeg ringet til Carlos som sagde at chaufføren havde ventet på mig længe. Jeg løb frem og tilbage i receptionen og blev mere og mere stresset indtil jeg fik spurgt om det ikke var korrekt at jeg befandt mig på “Be Live Experience Las Morlas” resort. Det var det ikke! Vi fandt aldrig helt ud af hvad der var sket men vi var ikke tjekket ind på det resort vi havde bestilt hjemmefra. Receptionen ringede derefter til det rigtige resort som sendte chaufføren hen og hentede mig. Så langt så godt.

Jeg blev nu kørt af en meget lidt engelsktalende mand hen mod en ukendt lokalisation. Vi stoppede på en mærkelig vej, i en undseelig by hvor der kun holdt en gammel turkis Chevrolet. Ud sprang en solbrændt mand og introducerede sig som Jorge, jeg blev bugseret ind på bagsædet og vi kørte videre med det samme.

Jeg nåede lige at tænke “kommer jeg mon nogensinde hjem igen?” indtil det viste sig at Jorge kunne lidt mere engelsk end sin forgænger – og var ansat i dykkercentret. Planen for dagen var at vi skulle hente et par andre turister i byen Matanzas og derfra køre til Svinebugten og dykke. Jeg vidste godt at Svinebugten lå på modsatte kyst men ikke at Matanzas lå 45 min køretur mod øst. Alt i alt blev det en 3 timers køretur som endte xxx kilometer væk. På vejen samlede vi dykkerinstruktør Aramis og to amerikanske turister op. 

Vi susede gennem landskab, gennem plantager, forbi små landsbyer og skoler fx “Skolen for solidaritet med Panama” og skilte med forskellige sloganer fx “Partiet er folkets sjæl”. Da vi ankom til byen “Australien”, hvor Fidel Castro havde sit hovedsæde under den forfejlede amerikanske invasion i 1961, kørte vi af hovedvejen og mod stranden “Cueva de los peces” i Svinebugten.

Efter en kort teoritime om dykkerudstyret i skyggen fra palmerne gik vi vandet. Man kunne gå via nogle trappeformede klipper direkte i vandet og herefter blev der støt dybere indtil en koralvæg gik 200 meter ned fra 13-14 meters dybde. Jeg lærte først er par sikkerhedsøvelse på det lave vand og derefter svømmede vi direkte ud på 13 meters dybde og gentog øvelserne. Vejen ud til koralvæggen var også fyldt med koraller og fisk og efter øvelserne havde vi lidt tid til at svømme langs koralvæggen. Der var sindsygt smukt.

I pausen inden andet dyk fik jeg et par snacks af de søde amerikanere som havde været mere forudseende end mig og derefter gentog proceduren sig bare med nogle nye øvelser.

Så kørte vi hjemad i den turkise Chevrolet årgang ’53 mens eftermiddags monsunregnen trommede mod ruderne. Der var noget mere stille i bilen på vej hjem, alle var trætte. Jeg kom hjem lige til aftensmad, heldigvis inden Karl Emil var lagt i seng.

Om aftenen fik jeg at vide at næste dag var studiedag dvs ingen dykning og jeg kunne blive hjemme på resortet med den lille familie. Det var dejligt. Dagens gang på resortet gik med morgenmad hvor Karl Emil charmede alle tjenerne som indimellem “stjal” ham og snakkede søde spanske gloser til ham. Så smuttede vi en tur i poolen. Dette foregik med hele munderingen af UV sikker badedragt, svømmeble og solhat. Om eftermiddagen gik vi ned til stranden og Karl Emil fik undersøgt “sand”, “bølger” og smagt på det salte havvand.

Gennem hele dagen forsøgte vi at ringe til forskellige casas particulares men telefonerne var nede. De fleste casas har ikke e-mail adresser og desuden var nettet på resortet (hvilket ikke var en undtagelse fra resten af Cuba) nærmest ikke-eksisterende.

Næste dag blev jeg hentet 8:30 som vanligt. Vi havde alle håbet at sigtbarheden ved nordkysten (Atlanterhavet) var blevet bedre men det var den ikke så vi måtte en tur til Sydkysten (Karibien) igen. To dykkerinstruktører med tre turister på bagsædet susede mod Svinebugten i en tyrkis Chevrolet. Denne gang stoppede vi en gang længere syd på ved stranden “La Tanque”. På vejen hjem fik jeg den teoritiske test stukket i hånden og vi gennemgik resultatet, samt et par sidste ting jeg manglede at få gennemgået, i receptionen på resortet. Derefter var der bare at betale ved kasse 1 og så var jeg certificeret PADI Open Water dykker. Klokken blev dog ret mange inden jeg var færdig og imens var Lasse og Karl Emil gået i gang med stearinlysbelyst 3 retters menu på den franske restaurant på resortet. Lasse nåede at indtage 2 x forresten inden jeg kom brasende midt i hovedretten. Sikke en dag.