At træde ud af Beijing International Capital Airport (北京首都國際機場), er som at ramme en fysisk mur af varme og fugtighed. Kroppens initielle chok erstattes hurtigt af sveden som pibler frem; på overlæben, på panden samlende sig i øjenbrynene, og løbene ned af ryggen. Med backpack bag-, daypack foran og en taske i den ene hånd vraltede vi i den karakteriske backpacker-ande-gang ind i denne sauna-by.

Rundt om os kaster desperate kaster turisterne sig ind i de aircondition-udstyrede taxier (出租车); men her begynder blot næste etape, for taxichaufførerne kan kun læse kinesiske tegn. Og hvad gør man så? Vi havde kun navnet på vores hotel nedeskrevet med latinske bogstaver, og alle kort i guidebøgerne var ligeledes uden kinesernes kruseduller (废话). Så må man jo prøve at udtale navnene, men selv efter 5 dage og efter adskillige taxiture kunne vi stadig ikke udtale vores lokale metrostations navn rigtigt; vi kunne bare ikke få ”í”et i Dongsí (東四站) rigtigt – og så har en kineser altså ingen ide om hvad du taler om. Fra kyrill til krusedulle. Fra asken til ilden. Vi var fortabte.

Men, der var ingen tid at spilde; på bare 5 dage skulle vi minimum nå at hilse på Mao-portrættet -billedet på den Himmelske Freds Plads (天安門廣場), betræde den Forbudte By (紫禁城) sammen med halvdelen af den kinesiske befolkning (eller sådan føltes det), betages af The Hall of Supreme Harmony (太和殿) og det var ikke så lidt; beundre ét af Kinas nok mest kendte vartegn, Himlens Tempel (天壇) med “Hall of Prayer for Good Harvests (祈年殿)” syd for byen, Sommerpaladset (頤和園), nord for byen, som vist nok blev bygget af Djengis Khans efterfølger, Kublai Khan – men det må man vist ikke sige højt i Kina. Kofusios tempel (北京孔廟) og spise den lokale specialitet; Peking and (北京填鴨).

Men Bejing kan endnu, meget mere! I forhold til både Rusland og Mongoliet er Beijing som at træde ind i et slaraffenland af muligheder, blinkende neonlys, gode handler og ren og skær energi og magi. Én ting er dog, mærkelig nok, meget ens: i både Kina og Rusland; for også her begyndte folk, altså nu kineserne, uopfordret, at snakke russisk til os. Vi vænnede os hurtigt til det i Rusland men i Kina var det lidt underligt.

Beijing huser mange undere men noget at det bedste er at gå på opdagelse i de områder som endnu ikke er blevet jævnet med jorden for at gøre plads til det meget nybyggeri. Her lever og ånder den ældste del af Beijing i form af snævre, snoede gader, kaldet Hútòngs, fyldt med små beboelseshuse og alle former for butikker, kiosker, og andet iværksætteri.

“night food market”
Fra en bred, oplyst, moderne handelsgade fyldt med Gucci, McDonalds osv., kan man dreje blot én gade og med ét stå i en anden verden af friturestegte og/eller sprællevende rotter, søstjerner, slanger, maddiker, gobler, orm, skorpioner eller vrede søheste på pind. Du kan også få uanede mængder af Iphone covers i skrigende farver og på de små beværtninger spiser nudler og spiller kort under stort påstyr.

[DET VAR SÅ MEGET BLOG VI NÅEDE AT SKRIVE INDEN VI KOM HJEM TIL DANMARK, SÅ NU MÅ I NØJES MED LIDT BILLEDER FRA VORES SIDSTE 3 DAGE, HVOR VI BLANDT ANDET BESØGTE DEN KINESISK MUR, OG DEN VAR VILD!]

Nu kommer der en masse billeder fra den kinesiske mur (萬里長城). Det tog os 4 timer at trekke 10 af de i alt 7900 km!

Den kinesiske mur runder således turen meget godt af. Den er næsten lige så lang, som den togtur vi har taget fra Moskva i vest til, nu, Beijing i øst (8986 km) – og så blev den bygget for at holde de vilde Mongoler og andre farlige vesterlændinge ude (spørger man kineserne, bliver historien fortalt lidt anderledes). Over en million mennesker døde under konstruktionsarbejdet.

Muren var uden tvivl en af de absolut største oplevelser på vores tur (og, måske, nogensinde). Det var helt vanvittigt, og kan overhovedet ikke beskrives. Det er præstationer som denne, der fik datidens befolkninger til at tro på det overmenneskelige, og det kan vi godt forstå.

Og så er det hjem!

Køreturen fra Ulaanbaatar til grænsen bød, ikke overraskende, på vindtør steppe og barske ørkenlandskaber, så langt øjnene kunne se. Kun enkelte gange blev uendeligeheden forstyrret af en lille hvid ger i det fjerne. Det vildeste var, da vi så en en kamel.

Vi kørte ind over grænsen til Kina, netop som mørket havde lagt sig. Som vi nærmede os, kunne vi i det fjerne skimte de oplyste neonskilte fra skyskraberne i den lillebitte kinesisk millionby, som bød os velkommen. Kontrasten var total. Alle passagererne hang ud af vinduerne på toget og kiggede og pegede; civilisationen! (Billedet herunder er ikke taget ved grænseovergangen, men er indsat for at symbolisere et stadium i menneskets sociale udvikling og organisation præget af strukturer der regnes for kulturelt og materielt højtudviklede).

I det tidligere Sovjet er bredden på sporene anderledes end i resten af verden – så når man skal over i Kina skal understellet på toget skiftes. Hele toget blev således delt i to og herefter løftet, med alle passagererne ombord, et par meter op i luften, så de kinesiske arbejdere kunne komme til under toget. Hele dette cirkus tog omkring 5 timer, larmede og bumpede noget så forfærdeligt, og vi var først klar til at køre videre sent om natten. I samtlige timer var toiletterne (uden advarsel) blevet lukket af, og ingen kunne komme ud af vognene, da paskontrollen samtidig var i fuld gang. Af venlighed, eller måske propaganda(?), flød der gennem hele seancen skinger kinesisk musik ud af højtalere på perronen. Da toget endelig trillede ind på stationen strømmede folk ud af vognende, vilde i øjnene og med sammenpressede baller; der blev hurtigt undtagelsestilstand på toiletterne. Musikken fortsatte ufortrødent, og indtil alle lå udmattede og snorkede i kupeerne.

Om morgenen vågnede vi op til et fantastisk grønt landskab domineret af små marker; og med et utal af kinesere rendende op og ned mellem rankerne. Ind imellem kørte vi igennem nogle betongrå byer, men de sidste timer inden vi ramte Beijing, kørte vi igennem, vel nok, turens smukkeste landskab. Ind imellem hvad der føltes som hundrede vis af små tunneller, voksede bjergene sig således høje for øjnene af os. Vi skiftevis kørte igennem disse frodige bjerge, og på de stejle bjergsider. Nedenfor skinnerne, kunne vi hvile øjnene på nogle fantastisk smukke floder, som bugtede sig mellem de stejle bjergvægge. Det slog os, for alvor, hvordan menneskets tilstedeværelse her er tydelig overalt. Kontrasten kunne ikke være større til Mongoliets golde, mennesketomme vildmark.

Vi er nu ankommet til verdens mest befolkede land. Det kommunistiske og stærkt kontrollerende Kina overvælde os, så snart vi loggede på 161 Hotel’s WIFI,for at oversvømme de sociale medier med kinesiske på-hovedet-billeder. 404 ERROR: Ingen facebook, snapchat, gmail, hotmail, twitter, Instagram osv. Ikke engang Google.com måtte vi lege med. Som jeg er sikker på spanierne ville have sagt ”¡Qué horror!”. Noget slukørede, men som altid overordentligt stædige, fandt vi en snørklet vej at snyde systemet på – via fjernadgang til Lasse arbejdscomputer lykkedes det os at få uploadet bloggen.

Fagre nye verden.

(skulle man have lyst, kan man sammenligne de to vanvittigt forskellige landskaber i disse to små film. igen 6 minutters timelapse kogt ned til 1 min).

UB til grænsen:

grænsen til Beijing: