Inden vi udforskede Baskerlandets hovedstad valgte vi at leje en bil og køre yderligere øst på, til kystbyen San Sebastian. Denne smukke by er kendt for sin muslingeformede strand som byen smyger sig omkring.

Før 2. verdenskrig var den et populært retreat blandt Europas rige og kongelige, og den gamle by består derfor mestendels af store flotte bygninger bygget til at blive brugt af sådanne. Byen er kendt for sine exceptionelt gode pintxos men omkring frokosttid var det eneste sted vi kunne finde et amerikansk burgersted.

Om aftenen tog vi et sving forbi byen Portugalete som har verdens ældste fungerende kabelbane bygget af en af Gustav Eiffels elever, Vizcaya Bridge, hvilket vi i hver tilfælde synes at kunne ane.

Næste morgen stod vi tidligt op for at køre de halvandethundrede kilometer mod vest, til San Juan de Gaztelugatxe, som er en lille ø, hvorpå der ligger en lille kirke, som er bygget til babtisten John. Efter et par times kørsel ankom vi til en lille uanselig parkeringsplads hvorfra vi trekkede en times tid før vi stod og og prøvede at nyde udsigten, og havet, og hinanden – mens en lille larmende klokke konstance kimede i baggrunden. Legenden siger, at når man har “besteget” de 237 trin derop skal kime 3 gange med klokken og ønske et eller andet. Det var der mange der benyttede muligheden for.

Bilbao er nordspaniens største by med en million indbyggere. Efter miniput Gijón føltes det dejligt forfriskende endelig at befinde sig i en storby igen. Om eftermiddagen gik vi på ikke-spansk restaurant, fik en romkugle og tog på byvandring sammen med de andre besøgende ERASMUS studerende. Aftenen afsluttede vi af på en meget snusket bar i den gamle bydel med en ægte spansk drink: Kalimotxo, dvs. lige dele rødvin og cola.

Som rosinen i pølseenden tog vi den sidste dag på Guggenheim museet, før Lasse igen tog i lufthavnen og jeg på banegården.