Der hvor det indiske subkontinent brager ind i Asien har verden sit højeste bjerg; Mount Everest. Øst for Irkutsk, hvor de tektoniske pladers bevægelse væk fra hinanden er i færd med at rive asien midt over, og skabe verdens femte hav, har verden i dag sin dybeste (og største) sø; Baikal søen. På sit dybeste punkt er søen 1637 m dyb, og bliver stadig dybere, og fra nord til syd er der næsten 700 km. Denne kollos der rummer en femtedel af al fersk vand på kloden, og mere end nordamerikas ”Five Great Lakes” kombineret, bliver med sit klare og krystalblå vand også kaldt kaldt sibiriens perle. Som om det ikke var nok, har Baikalsøen og dens omgivelser har desuden et helt specielt dyreliv; og mange af de over 1700 arter man i Baikalsøens dyb, findes ingen andre steder i verden. Baikal ligner et hav, lyder som et hav og har størrelse som et hav, og her står vi, klar til nye eventyr. Spændte på at opleve dette ikke-hav steg vi således ombord på en russisk speedbåd og seljede nord-øst ad Angara floden og op langs Baikals vest-kyst til byen Bolshiye Koty.

Den lille by huser kun omkring 50 faste indbyggere, men havde dog et lille bitte museum (som kun var åbent hvis man ringede i forvejen), en privat kirke og en forskningsstation. Skolen var lukket, da der ikke var nok børn. Indbyggerne i Bolshie Koty havde fået jorden af den russiske stat – mod at de tog en universitetsuddannelse. Vi blev dog aldrig rigtigt kloge på; om de rent faktisk brugte deres uddannelse i dette lille isolerede samfund. Den eneste måde at komme hertil, er med båd, hvilket betyder at der i hvert tilfælde er halvanden time til nærmeste by (og arbejdsplads). Vi blev indlogeret i et lille homestay, hvor de 2 generationer der boede i huset – og drev det som homestay – alle var uddannede biologer.

På kajen inden afgang var vi blevet introduceret til vores enormt energiske og altid muntre guide; Sergei Baikov. Sergei underviser i engelsk i Irkutsk, og supplerer sin løn ved at lave guidede ture langs Baikalsøen. Desuden driver han et lille firma han havde stablet på benene umiddelbart efter sovietunionens fald – Bulldog Club International Friendship School. Formålet var, så vidt vi forstod, primært at arrangere venskabsture mellem russiske og amerikanske studerende. Sergei havde i det hele taget gang i tusindvis af ting, og var altid god for en god (røver) historie. Som Louise sagde, så mindede han ret meget om min far

Så snart vi havde smidt taskerne i vores lille homestay, tog Sergei os med på tur op til et klippefremspring, et par timer fra byen, hvorfra der var en fantastisk udsigt ud over søen. Inden vi tog afsted, skulle vi dog lige introduceres til et lille russisk vodka-ritual til ære for natur og vejrguden, Burhan. I det strålende vejr (vi således sørgede for), var det slående, at vi ikke engang her – fra toppen – kunne skimte den anden side af dette lille hav.Da vi kom hjem sprang vi sammen med Sergei en tur i det iskolde vand, solede, udvekslede anekdoter og drak resten af vodkaen til aftensmaden.

På trods af at vi nu var løbet tør for vodka vi kunne ofre til Burhan den følgende morgen, havde vi et stråelende 8 timers trek fra Bolshie Koty til Listvianka. Først igennen det fantastiske ”kyst-” landskab og dernæst et lille hjørne af den russiske taiga.

I Listvianka skilledes vi med Sergei efter at have udveklset emailadresser,

..bagefter spankulerede vi lidt op og ned af stranden, og sluttede festligheden af ved at tage på restaurant for at smage på en af de mange fisk, som kun findes i Baikalsøen: Omullen!