Da Columbus ankom til øen for 523 år siden (i 1494) navngav han den “Isla Juan el Evangelista”, hvorved han indlemmede den i det spanske kongerige. Spanierne kom dog aldrig til at udnytte øen med de store mangroveskove og de farlige rev, som lurede lige under havets overflade, og som krævede ualmindeligt godt sømandsskab at undgå. Den lille ø i det caribiske hav blev måske derfor tilholdssted for nogle af historiens mest berygtede pirater, såsom Francis Drake og Henry Morgan, der kaldte øen for Parrot Island (Papegøjeøen). Øens historie har senere givet inspiration til mange noveller, hvor den mest kendte nok er Louis Stevensons historie om: Skattenøen (Treasure Island).

Igennem det 19. århundrede blev øen fortsat brugt som tilflugtssted. Nu både for kriminelle og for politiske rebeller, såsom uafhængighedsforkæmperen, José Marti, der ønskede Cuba fri af Spanien. Hundrede år senere, i midt i det tyvende århundrede, da Cuba var blevet fri af spanierne, men i stedet var blevet en diktatorstat, støttet af (eller måske nærmere underlagt) USA, blev øen dels brugt som fængsel for politiske fanger, heriblandt Fidel Castro, dels var den et yndet feriemål for amerikanske turister. Datidens måske med mest berygtede mafiabos Charles ‘Lucky’ Luciano, grundlage også i disse år ideen om at gøre Øen, som for fjerde gang havde skiftet navn, og hed nu Isla de Pinos (“Ananasøen”), til en ø for gamblere, på niveau med datidens Monte Carlo. Således startede man midt i halvtredserne på at bygge et stort hotel, Hotel Colony, hvor vi nu var på vej hen.

Da Fidel kom til magten i 1959, beslaglagde han imidlertid alle amerikanske værdier på Cubansk jord, heriblandt Hotel Colony, og smed amerikanerne ud, hvormed udviklingen på øen gik fuldstændig i stå og aldrig rigtigt kom igang igen siden. Op gennem 60’erne og 70’erne kom et stort antal unge fra hele verden dog til øen for at studere. I 1978 omdøbte man igen øen, Isla de la Juventud (Island og Youth), i anerkendelse af den betydning de unge tilflyttere har haft for øen.

Da vi ankommer til hotellet efter den “lange” køretur, bliver vi således meget passende, indlogeret sammen med et meget stort antal unge marinebiologistuderende fra hele verden, der er her for at studere noget af det mest diverse marine liv noget sted på planten. Som guidebogen skrev: “the diving is to die for”. Bortset nogle få turister her, og de studerende, er der stort set ingen turister der begiver sig ud på “La Isla” (som øen populært kaldes i dag blandt Cubanerne), og det kan mærkes. Vi ankommer sent, og går trætte i seng i vores bungalow på stranden, mens vi glæder os til, selv at komme i vandet og opleve de sagnomspundne rev ved Puntá Frances med sigt op til 50 m i årets bedste måneder.

Næste morgen, efter lidt start-vanskeligheder (vi blev bl.a. overfaldet af en kæmpe krabbe!), tog vi afsted mod øens eneste dykkercenter. Ja, man skulle tro at noget af verdens bedste dykning, kunne tiltrække mere end et lille beskedent statsejet dykkercenter, men mon ikke det hænger sammen med, at det indtil for ganske nylig var ulovligt at starte sin egen forretning. De få turister der forvilder sig til her til La Isla, og El Colony, kommer her stort set kun for at dykke, så hotellet har sin egen bus der kører de der kører taxi mellem hotellet og dykkercenter. Vi stævner ud mod Puntá Frances med to russere, og to tyskere foruden skibets øvrige besætning bestående af 3 mand.

Vi får at vide at sejlturen varer en time (dvs., så varer den to), og planter den lille medbragte lyserøde baby i sin autostol nede i skibet. Han har der varmt, men falder hurtigt i søvn. På vejen lægger vi til op af en af de små fiskerbåde, og bytter to flasker rom for fire hummere og en fisk, vi skal have til frokost. Louise og jeg pøser skiftevis vand på Karl Emils solhat, for at køle ham ned undervejs. Kort før vi ankommer til Cueva Azul (den blå grotte), hvor jeg skal i vandet, vågner Karl Emil. Kaptajnen tager ham og sætter sig bagerst på skibet med fødderne i vandet med ham, mens Louise og jeg forbereder hans mad, som Louise giver ham mens jeg svømmer rundt 25 m under skibet og kigger på baracudaer,… sigten er rigtigt god, men farverne er lidt blegnede fordi der har trukket lidt skyer op, mens vi sejlede. Da jeg kommer op, er det Louises tur og jeg babysitter Karl i mens. Han falder dog i søvn mere eller mindre med det samme, så jeg benytter lejligheden til at springe i fra både og køle ned i det azurblå vand. Da jeg kommer op, er min mad klar. Et styk hummer, der er så stor, at jeg langt fra kan spise det hele på trods af, at den smager fantastisk. Trods de noget spartanske faciliteter er dette måltid uden tvivl et af de bedste vi har fået på Cuba, og prisen? Ti cuc (60 kr).

De næste dage står den på Karl-Emil-tid på El Colony, og vi bevæger os i mellem hans 2-3 daglige lure kun ned til stranden og op til hotellets buffet. Den sidste dag, starter den Cubanske Skoleferie, så et stort antal busser med lokale kommer og fester på hotellets strand. De er alle ret vilde med Karl Emil og da den første har taget mod til sig og spurgt om hun må få taget et billede med den lille charmetrold, former der sig hurtigt en kø af flere som også håber at få lov. Karl Emil elsker det Om aftenen nyder vi en mojito og en øl i hotellets bar og går en tur i solnedgangen. Vi finder et romantisk sted at slå os ned, desværre kan babyalarmen kun nå, hvis vi ligger den oven på hovedet (seriøst!).

Varadero ligger på Cubas nordkyst, øst for Havana. Det er her “alle” turisterne tager hen for at bo på all inclusive resorts noget vi tidligere altid har skyet som pesten. Tingene ændrer sig dog drastisk når man får en lille og vi havde bestilt 4 dages all inclusive med poolbar, privat strand og hele pivtøjet. Vi tænkte at det var nemmere at komme i pool og på stranden med den lille på den måde – hvilket det virkelig også var.

Da vi ankom blev vores bagage lagt på en vogn og kørt til vores værelse og vi fik udleveret i pamflet om alle regler og åbningstider på resortet på tysk. Da ingen af os tidligere har været på resort brugte vi den første dag på at forstå “systemet”. Alt var inklusive – undtagen en masse ting såsom fx internet, telefon og nogle typer drinks. Man skulle desuden bestille tid for at komme på en af de rigtig “fine” restauranter.

Planen med hele opholdet var at jeg, Louise skulle tage dykkercertifikat imens Lasse passede Karl Emil.

Vi havde sat 4 dage af, hvilket skulle være god tid, og håbede på den måde at vi også kunne hygge lidt sammen alle tre. Vi havde bestilt dykkerkurset forud og havde i e-mailen derfra fået strenge instrukser på at ringe dagen før efter klokken fem og aftale nærmere.

Da jeg aftenen før fik fat i Carlos som styrede dykkercentrer fik jeg besked på at jeg intet skulle på selve ankomstdagen, andet end at læse i PADI dykkerbogen. Næste dag skulle jeg stå klar 8:30 i receptionen. Jeg vidste intet om hvad jeg skulle, hvilke tests jeg skulle tage, om jeg skulle prøve udstyret, dykke i pool eller havet og heller ikke hvor længe jeg skulle være væk. Der føltes lidt som at tage er stort skridt ud på meget dybt vand uden udstyr på da jeg sagde farvel til Lasse og Karl Emil i receptionen.

Det startede også dårligt. Jeg kunne ikke finde ham der skulle hente mig. Efter at have ventet en rum tid fik jeg ringet til Carlos som sagde at chaufføren havde ventet på mig længe. Jeg løb frem og tilbage i receptionen og blev mere og mere stresset indtil jeg fik spurgt om det ikke var korrekt at jeg befandt mig på “Be Live Experience Las Morlas” resort. Det var det ikke! Vi fandt aldrig helt ud af hvad der var sket men vi var ikke tjekket ind på det resort vi havde bestilt hjemmefra. Receptionen ringede derefter til det rigtige resort som sendte chaufføren hen og hentede mig. Så langt så godt.

Jeg blev nu kørt af en meget lidt engelsktalende mand hen mod en ukendt lokalisation. Vi stoppede på en mærkelig vej, i en undseelig by hvor der kun holdt en gammel turkis Chevrolet. Ud sprang en solbrændt mand og introducerede sig som Jorge, jeg blev bugseret ind på bagsædet og vi kørte videre med det samme.

Jeg nåede lige at tænke “kommer jeg mon nogensinde hjem igen?” indtil det viste sig at Jorge kunne lidt mere engelsk end sin forgænger – og var ansat i dykkercentret. Planen for dagen var at vi skulle hente et par andre turister i byen Matanzas og derfra køre til Svinebugten og dykke. Jeg vidste godt at Svinebugten lå på modsatte kyst men ikke at Matanzas lå 45 min køretur mod øst. Alt i alt blev det en 3 timers køretur som endte xxx kilometer væk. På vejen samlede vi dykkerinstruktør Aramis og to amerikanske turister op. 

Vi susede gennem landskab, gennem plantager, forbi små landsbyer og skoler fx “Skolen for solidaritet med Panama” og skilte med forskellige sloganer fx “Partiet er folkets sjæl”. Da vi ankom til byen “Australien”, hvor Fidel Castro havde sit hovedsæde under den forfejlede amerikanske invasion i 1961, kørte vi af hovedvejen og mod stranden “Cueva de los peces” i Svinebugten.

Efter en kort teoritime om dykkerudstyret i skyggen fra palmerne gik vi vandet. Man kunne gå via nogle trappeformede klipper direkte i vandet og herefter blev der støt dybere indtil en koralvæg gik 200 meter ned fra 13-14 meters dybde. Jeg lærte først er par sikkerhedsøvelse på det lave vand og derefter svømmede vi direkte ud på 13 meters dybde og gentog øvelserne. Vejen ud til koralvæggen var også fyldt med koraller og fisk og efter øvelserne havde vi lidt tid til at svømme langs koralvæggen. Der var sindsygt smukt.

I pausen inden andet dyk fik jeg et par snacks af de søde amerikanere som havde været mere forudseende end mig og derefter gentog proceduren sig bare med nogle nye øvelser.

Så kørte vi hjemad i den turkise Chevrolet årgang ’53 mens eftermiddags monsunregnen trommede mod ruderne. Der var noget mere stille i bilen på vej hjem, alle var trætte. Jeg kom hjem lige til aftensmad, heldigvis inden Karl Emil var lagt i seng.

Om aftenen fik jeg at vide at næste dag var studiedag dvs ingen dykning og jeg kunne blive hjemme på resortet med den lille familie. Det var dejligt. Dagens gang på resortet gik med morgenmad hvor Karl Emil charmede alle tjenerne som indimellem “stjal” ham og snakkede søde spanske gloser til ham. Så smuttede vi en tur i poolen. Dette foregik med hele munderingen af UV sikker badedragt, svømmeble og solhat. Om eftermiddagen gik vi ned til stranden og Karl Emil fik undersøgt “sand”, “bølger” og smagt på det salte havvand.

Gennem hele dagen forsøgte vi at ringe til forskellige casas particulares men telefonerne var nede. De fleste casas har ikke e-mail adresser og desuden var nettet på resortet (hvilket ikke var en undtagelse fra resten af Cuba) nærmest ikke-eksisterende.

Næste dag blev jeg hentet 8:30 som vanligt. Vi havde alle håbet at sigtbarheden ved nordkysten (Atlanterhavet) var blevet bedre men det var den ikke så vi måtte en tur til Sydkysten (Karibien) igen. To dykkerinstruktører med tre turister på bagsædet susede mod Svinebugten i en tyrkis Chevrolet. Denne gang stoppede vi en gang længere syd på ved stranden “La Tanque”. På vejen hjem fik jeg den teoritiske test stukket i hånden og vi gennemgik resultatet, samt et par sidste ting jeg manglede at få gennemgået, i receptionen på resortet. Derefter var der bare at betale ved kasse 1 og så var jeg certificeret PADI Open Water dykker. Klokken blev dog ret mange inden jeg var færdig og imens var Lasse og Karl Emil gået i gang med stearinlysbelyst 3 retters menu på den franske restaurant på resortet. Lasse nåede at indtage 2 x forresten inden jeg kom brasende midt i hovedretten. Sikke en dag.

fra WIKI: Cuba is located in the northern Caribbean where the Caribbean Sea, and is the largest island in the Caribbean, with an area of 109,884 square kilometres (42,426 sq mi). It is the second-most populous, with over 11 million inhabitants.

Cuba was a colony of Spain until the Spanish–American War of 1898, which led to nominal independence as a de facto United States protectorate in 1902. As a fragile republic, Cuba attempted to strengthen its democratic system, but mounting political radicalization and social strife culminated in the dictatorship of Fulgencio Batista in 1952. Further unrest and instability led to Batista's ousting in January 1959, which afterwards established a government under the leadership of Fidel Castro. Since 1965, the state has been governed by the Communist Party of Cuba. A point of contention during the Cold War between the Soviet Union and the United States, a nuclear war nearly broke out during the Cuban Missile Crisis of 1962. Cuba is one of the few remaining Marxist–Leninist socialist states.

Cuban economy is dominated by the exports of sugar, tobacco, coffee and skilled labor. According to the Human Development Index, It is described as a country with high human development and is ranked the eighth highest in North America, though 67th in the world. It also ranks highly in some metrics of national performance, including health care and education, and is the only country in the world to receive WWF's definition of sustainable development. Cuba receives assistance from Venezuela, amounting to over 20% of its GDP for 2008–2010, similar to the aid flows from the Soviet Union in 1985–1988.

Vi ankommer lige til Karl Emils sengetid på vores Casa Particular, Hostal Peregrino, i Havana (eller Habana) og skipper derfor selv aftensmaden. Karl Emil sover sødt som han plejer, mens vi stiller uret 6 timer tilbage, pakker lidt ud og tager en “øl” på altanen. Vi er lidt nervøse over, hvor længe Karl Emil skal bruge på at få indstillet sit indre ur. Denne morgen vågner han lidt i 4 (Cubatid), vi leger en times tid i sengen med Karlos nye legoraket og så er pruttemaskinen heldigvis klar til at sove videre.

Til morgenmad er Karl Emil den store attraktion. Alle de cubanske medarbejdere vil holde og nusse med ham. Karl tager det i stiv arm trods varmen, mens han ryger fra mama til mama – og snart sidder Louise og jeg alene og spiser, mens vi undrer os over hvor vores baby er.

Vi har i forvejen besluttet at tage det helt med ro i dag. Vi ved at Karl Emil er midt i et udviklingspring og helt sikkert har jetlag. De 40 graders varme og den høje luftfugtighed er en udfordring for os alle, og da Karl Emil pludselig sidder og skuler og kører underkæben frem og tilbage, går det op for os at han gudhjælpemig også er ved at få en ny tand. Turen starter derfor lidt hårdt ud for Karl Emil (der nu sidder og ligner Skipper Skræk), og hans mor og far kan ikke lade være med at tænke, at det måske var lidt for voldsomt, at have en 8 mdr med på sådan en rejse vi netop har påbegyndt.

Allerede næste dag er alt dog ved at være tilbage ved det gamle, og Karl Emil sidder i barnevognen og charmer til højre og venstre, mens vi triller ned af ” Calle Consulado” og alle de andre smalle og travle gader mod Havanas gamle bydel, Habana Vieja. Det er bemærkelsesværdigt hvor meget liv der er i gaderne, som vrimler af legende børn, mens ældre hænger og snakker ud af vinduer, på tværs af altanerne eller ud af ruden på nogle af de mange flotte gamle amerikanerbiler, der vel nok er det mest almindelige køretøj her. Vi filosoferer over, hvor meget denne “leben” skyldes, at mobiltelefoner, computere og meget andet elektronik først blev legaliseret i Cuba da Raul Castro tog roret fra hans syge bror, Fidel Castro, efter 2008. Derfor findes der stort set heller ingen digital infrastruktur, og det at gå på internettet er stort set stadig umuligt i Cuba. Vi noterede os allerede denne digitale analfabetisme hjemmefra, da det gik op for os, at uanset hvilket hotel, Casa Particular eller dykkercenter vi ønskede at komme i kontakt med, var email adressen den samme: info@cubanism.eu.cu. Prislister, og reservationer forgik også via den samme hjemmeside (så var der, i bedste kommunistiske stil, styr på det).

Vi havde planlagt en kun to km lang gåtur rundt til de vigtigste historiske monumenter. Med Karl Emil på armen regnede vi med at det ville tage nogle timer. Det tog hele dagen (trods det at vi var afsted allerede lidt over 8 hjemmefra). Det første stop var Catedral de San Christobál de la Habana, bygget i 1700-tallet og en af de ældste katedraler i Amerika. Katedralen er blevet kaldt “a piece of music set in stone” og har blandt andet huset de jordiske rester af Columbus, inden de blev flyttet til Sevilla og senere til Lissabon. Begge steder som Louise og jeg sjovt nok har besøgt tidligere. Herfra gik turen videre til Castillo de la Real Fuerza, som er et af de ældste fort i Amerika, bygget i 1555. Fortet huser en dag en udstilling om de mange søfartsrelaterede aktiviteter der har foregået i Havana i byens 600 år lange historie (siden 1514), heriblandt et lille afsnit om sørøvere, hvilket var meget passende efter Karl Emil havde transformeret sig til Skipper Skræk hen over de sidste dage. For mig var højdepunktet at der var en rigtig skattekiste fyldt med sølvmønter! Sådan fortsatte dagen ellers, forbi rigtigt mange spændende historiske monumenter, såsom Palacio de los Capitanes Generales, Iglesia y Monesterio de San Francisco de asís og meget mere.

fra WIKI: Havana (Spanish: La Habana) is the capital city, largest city, province, major port, and leading commercial centre of Cuba. The city has a population of 2.1 million inhabitants, and it spans a total of 728.26 km2 (281.18 sq mi) – making it the largest city by area, the most populous city, and the fourth largest metropolitan area in the Caribbean region. The city of Havana was founded by the Spanish in the 16th century and due to its strategic location it served as a springboard for the Spanish conquest of the continent, becoming a stopping point for treasure-laden Spanish galleons returning to Spain. Walls as well as forts were built to protect the old city.

Contemporary Havana can essentially be described as three cities in one: Old Havana, Vedado and the newer suburban districts. The city attracts over a million tourists annually. Old Havana was declared a UNESCO World Heritage Site in 1982. The city is also noted for its history, culture, architecture and monuments. As typical of Cuba, Havana also features a tropical climate. In May 2015, Havana was selected as one of the so-called New7Wonders Cities together with Beirut, Doha, Durban, Kuala Lumpur, La Paz, and Vigan.

Om aftenen spiser vi hjemme for Karl Emils skyld. Det var dog først den sidste dag det lykkedes os at købe noget at tænde komfuret med (på trods af utallige forsøg), hvorfor vi havde måttet koge pasta (som var det eneste mad de havde i supermarkedet (?)) i mikroovnen til os selv de første tre dage. Til Karl Emil havde vi medbragt et overdådigt arsenal, kilovis, af økologiske fødevarer i alle regnbuens farver, og i lufthavnen skrevet under på, at vi ikke madbragte nogen som helst form for mad. Han skulle jo nødigt komme til at føle at maden var for ensformig mens vi var afsted.

Uanset hvor vi går hen, kommer folk næsten hæmningsløst og tager Karl Emil, mens hans mor og far står og ser lidt nervøse ud amt til at han forsvinder ind i små grupper af folk der ønsker at røre ved ham og kysse hans tæer alt i mens de overdænger ham med kærlige ord. En af dagene havde vi været i tobaksbutik for at prøve at købe en lighter (uden held), hvor ekspedienten trods den lange kø, stoppede al ekspedering for at gribe Karl Emil og vise ham rundt i butikken. Det har i det hele taget været så sjovt at have Karl Emil med. Det giver anledning til enormt megen snak med fremmede mennesker, og vi har set utallige familiefotos med andre menneskers børn, hvilket vi synes har været enormt hyggeligt. På vores Casa Particular, gjorde personalet også rigtigt meget ud af, at hygge om Karl Emil. Hvis de synes han så varm ud, kom de og tog ham op, for at gå over og kigge på blæseren, eller ud på altanen for at vise ham (og vise ham frem) hvem der måtte gå eller køre forbi – hver dag, når vi fik ordnet vores rum, fik også han redt sin lille seng, og de vaskede hans kikke medbragte tallerken og bestik op når vi havde spist.

Den sidste dag i Havana fik vi en ordentlig skylle. Det var sjovt at se hvordan alle folk udnyttede regnvejret til at hænge deres snavsetøj ud og få vasket det værste snavs af det. Mens jeg stod og nød regnen og det vilde scenarier der udspillede sig for øjnene af mig, sad Louise og svedte med PADI-manualen; dagen efter skulle vi nemlig køre til Varadero, hvor Louise ønskede at blive certificeres som OWD (Open Water Diver), så vi i fremtiden kunne komme ud og dykke sammen.

Jeg havde læst mig til at almindelig babyting såsom bleer, vådservietter ect ikke rigtig var til at få fat i, i Cuba – og da slet ikke parfumefri. Frygten for at Karl Emil skulle blive syg af maden betød også at vi medbragte al babymad. 

Forberedelserne til pakningen havde altså varet flere måneder inden pakkedagen endelig oprandt. Vi pakkede og pakkede indtil Karl Emils ting fyldte over halvdelen af bagagen – og heri ikke medregnet paraplyklapvogn og autostol som var udover. 

Og ikke nok med det; Karl Emil fik også feber! Næste dag kvart i åbent stod vi derfor klar med alle vores pakkenelliker foran lægen for at få tjekket det lille pus. Feberen var heldigvis faldet og lægen fandt ingen grund til at vi ikke kunne tage afsted. Vi ankom derfor i lufthavnen med taxa direkte fra lægen og med et stop på vejen på apoteket for at hente “for en sikkerheds skyld”-antibiotika.

Da vi boardede det første fly åndede vi lettede op, lænede os tilbage og slappede af; endelig ferie!