Sommerhuset vi lånte lå nær mine forældres gamle sommerhus. Jeg viste stolt Lasse rundt i området til bl.a. Hinneryd hvor alle de små hyggelige butikker var lukkede, cola-søen og selvfølgelig vores gamle sommerhus komplet med elefanten man kunne ride på (den var skrumpet lidt).

Resten af dagene brugte vi på ren afslapning og god mad. Ingen svensk sommerhustur er komplet uden “pyt i pande” og masser af spil.

Besøg i haven.

Da vores tosomhed snart bliver til en tresomhed gik også meget tiden med forberedelser til den lille. Der blev bl.a. hæklet små figurer til en uro og syet og syet og syet…

Når vi havde brug for en pause drog vi blot ud i den omkringliggende skov og nød naturens smukke farver og uanede mængder af svampe!

Guldgaffel:

Den lille uge i det lille hus gik alt for stærkt og lige som vi begge var kommet rigtig ned i gear måtte vi drage hjem igen. Tilbage til civilisationen.

Gnavpot:

Ikke alle kom i mål uden hjælpemidler!

Dagen efter var stod den på svensk midsommer fest. Børnene fik blomsterkranse i håret, en træpind blev dekoreret med bøgegrene og blomster og festlighederne kunne gå igang fra omkring middag og fortsatte ind i den lyse nat.

Den sidste dag på øen blev brugt til afslapning, badning og en udflugt til den modsatte ende af øen hvor vi allesammen blev solbrændte af at sidde ude hele dagen.

* Todgha Gorge (Arabic: مضيق تودغا‍‌‎) is a canyon in the eastern part of the High Atlas Mountains in Morocco, near the town of Tinerhir. Both the Todgha and neighbouring Dades Rivers have carved out cliff-sided canyons (Arabic: wadi) on their final 40 kilometres (25 mi) through the mountains. The last 600 metres (1,969 ft) of the Todgha gorge are the most spectacular. Here the canyon narrows to a flat stony track, in places as little as 10 metres (33 ft) wide, with sheer and smooth rock walls up to 160 metres (525 ft) high on each side.

Her boede vi hos en lille marrokansk familie. Bestyreren var en ung kvinde fra Rabat, som havde lavet en aftale med stedet om at køre udlejningen, mod at hun måtte læse og bo i ejendommen. Ligesom dem man nogle gange møder som turist lader til at tænke, at man altid holder ferie, og ikke har et arbejde hjemme; så slog det os da vi talte med kvinden under aftensmaden, hvordan vi også nogle gange har en tendens til at tænke, at folk i mindre bemidlede lande, oftest er uden højere uddannelse. Pigen som kørte hotellet viste sig at være PhD studerende i Nanoteknologi ved Rabat University.

Den næste morgen indtaste vi for sidste gang kooridinatorne til vores næste Riad i GPS’en, og ankom lige inden aften til endnu en familiedrevet Riad i Marrakesh*, Riad Rose Meryam, hvor de havde puttet rosenblade i toilettet for at vi skulle føle os velkomne..

Efter mange dages rejse var vi efterhånden godt mørnede, så vi tog det helt stille og roligt. Marrakesh er en rigtig turistby, så det var noget helt andet end Tangier, Fez og Meknes, hvor vi nok følte os lidt mere som rejsende. Her var vi blandt alle de andre lettere overvægtige, lettere forvirrede hvide turister bare endnu et par gringos, med lommerne fulde af guld. Når det så er sagt, så kunne vi faktisk rigtigt godt lide Marrakesh, og den kom hurtigt på listen over steder vi rigtigt gerne vil tilbage til.

* Marrakesh (Arabic: مراكش‎, Berber: ⵎⴻⵕⵕⴰⴽⴻⵛ) is a major city of Morocco. It is the fourth largest city in the country, after Casablanca, Fes and Tangier. It is the capital city of the mid-southwestern region of Marrakesh-Asfi. Located to the north of the foothills of the snow-capped Atlas Mountains. Marrakesh is possibly the most important of Morocco's four former imperial cities. The red walls of the city, built by Ali ibn Yusuf in 1122–1123, and various buildings constructed in red sandstone during this period, have given the city the nickname of the "Red City" or "Ochre City". Like many Moroccan cities, Marrakesh comprises an old fortified city packed with vendors and their stalls (the medina), bordered by modern neighbourhoods. Today it is one of the busiest cities in Africa and serves as a major economic centre and tourist destination. Tourism is strongly advocated by the reigning Moroccan monarch, Mohammed VI, with the goal of doubling the number of tourists visiting Morocco to 20 million by 2020.

Vi sluttede turen af med en Kamelburger onsdag aften,
og satte så kursen hjemover fra endnu en dejlig rejse.

Det var hverken en særligt flot snemand, eller nogle særligt vilde ture på snowboard, men det var en helt vild oplevelse. At vågne op i Meknes, starte raketten og flyve op over Atlasbjergene, hvor vi så Marokkanere kælke og løb på ski, – og så svæve ned på den anden side, mens landskabet fuldstændig ændrer karakter; fra det sneklædte, til det frodige, til det golde – fra det kuperede, til det helt flade, til det blødt bakkede, og hvor vi går til ro med ørkensand i ørene, blandt kameler og beduiner.

Dagene i Sahara blev mest brugt på at ride på kamel, slappe af, se på stjerner (rigtigt mange stjerner), ride lidt mere på kamel, drikke juice, slappe lidt mere af (det er jo ret varmt!), og så ride lidt på kamel. Det var virkeligt smukt, og virkeligt dejligt, efter nogle hektiske medina-dage i Tangier, Fez og Meknes, men det indbyder nok ikke til det mest spændende blogoplæg. Vi så ikke engang en skorpion!

Imorgen kører vi vest på, mod Todras George, og, ultimativt, Marrakesh, hvor rejsen ender.

Først på eftermiddagen trillede vi velfornøjede ind i Chefchouen*. Af uransaglige årsager fandt vi aldrig rigtigt den, eftersignende, vidunderlige medina**, men landede (åbenbart) i stedet den lille sorte raket på en parkeringsplads i udkanten af byen. Vi spankulerede lidt rundt, og da vi ikke gad at lede mere, fandt vi en lille anonym fortovsrestaurant, hvor vi (med lige dele held og uforståeligt fægten) lykkedes i, at få bestilt den lækreste tajine***. Mens vi sad og ventede, må tjeneren på restauranten have synes at vi så sultne ud, for pludseligt tippede han to syltede sardiner fra hans tallerken over til vores. De smagte, som alt det andet vi fik her, himmelsk, og vi forlod restauranten meget glade og lidt rundere.

* Chefchaouen or Chaouen (Arabic: شفشاون/الشاون‎, Shafshāwan (pronounced IPA: ʃəfˈʃɑˑwən), Berber: ⵜⵛⴻⴼⵜⵛⴰⵡⴻⵏ, Ashawen) is a city in northwest Morocco. It is the chief town of the province of the same name, and is noted for its buildings in shades of blue.
** Medina quarter; the old Arab or non-European quarter of a North African Town.
*** A tajine or tagine is a historically Berber North African dish that is named after the earthenware pot in which it is.

Vi ankom efter en smuk køretur, men længe efter solnedgang, til et meget mørkt Fez*. Vores GPS havde sviget os, så noget modløse holdt vi ind ved siden af en tilfældig taxi i en tilfældig rundkørsel et tilfældigt sted i Marokkos anden største by, for at spørge om vej. Igen smilede lykken til os, os det viste sig, at vores Riad**, Riad Baba, lå lige henne om hjørnet. Trætte efter en begivenhedsrig dag, og mange nye indtryk, snuppede vi en hurtig gang aftensmad og gik tidligt til ro.

* Fez (Arabic: فاس‎; Berber: Fas, ⴼⴰⵙ) is the second largest city of Morocco, with a population of 1.1 million (2014).Fez was the capital city of modern Morocco until 1925. The city has two old medina quarters, the larger of which is Fes el Bali. It is listed as a World Heritage Site and is believed to be one of the world's largest urban pedestrian zones (car-free areas) University of Al Quaraouiyine, founded in 859, is the oldest continuously functioning madrasa in the world. The city has been called the "Mecca of the West" and the "Athens of Africa".
** A riad is a traditional Moroccan house or palace with an interior garden or courtyard.

[Louise] I Fes ligger Marokkas største og ældste Medina. Her findes alt hvad hjertet måtte begære og lidt til. De tætpakkede, smalle gader dufter af alt fra friske krydderurter til den kvalmende lugt fra slagterbutikkerne med tyrehoveder sat op ved siden af disken. Drejer man ned af en tilfældig mørk, lidt dyster sidegade kan man være heldig at finde en hyggelig cafe med tagterasse eller en Moské hvor man endelig kan finde lidt ro fra det hektiske liv på gaden. I dette totale kaos kom vi pludselig til tæppeafdelingen og da vi viste lidt interesse for nogle farverige berbiske tæpper gik der ikke mange minutter før ejeren af den lille biks havde hentet friskbrygget myntethe til os, og fået os installeret på to små stole mens han bredte det ene mere imponerende tæppe ud foran os efter det andet. Vi endte selvfølge med at købe et kæmpe (flyvende) tæppe efter nogle hårde forhandlinger. Fordi vi tilsyneladende havde fået prisen så langt ned at ejeren ikke synes at han havde råd til at betale kommission for den person som havde fået os ind i butikken fik han os overtalt til at prøve at snyde ham. Vi gik således ud af butikken uden vores tæppe, fulgte på afstand efter en høj tynd fyr iført sort jakkesæt igennem Medinaen i flere minutter og gennem flere kringlede gyder indtil vi nåede til en hæveautomat. Marokkanske tæpper er dyre så da vi havde hævet pengene gik vi over til jakkesættet og gav ham hele bunken af penge hvorefter han nikkede, vendte sig og gik. Så stod vi der midt i Fes’ medina, uden penge, uden tæppe og kunne ikke helt huske vejen tilbage til hovedgaden. Vi ånede derfor begge lettede op da vi kom tilbage til vores Riad om eftermiddagen og fandt vores tæppe  leveret som aftalt.

[Lasse] Sidst på eftermiddagen drønede vi videre til Meknes*. Her blev vi modtaget med myntethe og suppe, af en sød rund franskmand og hans lige så søde, men knap så runde, marokkanske kone, som havde et lille hyggeligt hjem, hvor vi altså skulle bo de næste par dage.  Fredag morgen tog vi en svuptur nordpå og ankom til det smukke Vulobelis** 25 km nord for Meknes. Fredag er hellig i de muslimske lande, så da vi kom tilbage til Meknes var der helt stille, og den altid travle medina lå næsten øde hen. Vi slentrede en tur og så nogle af byens must-see’s, og så, pludselig, var fredagsbønnen forbi. Omkring  os trimlede folk ud på gaderne og snart var vi omgivet af dansende tryllekunstnere og fløjtespillende slangetæmmere. Højdepunketet var da den ene slangetæmmere spiddede sig selv i øjet med en sabel, så blodet løb ned af kinderne.

* Meknes (Arabic: مكناس Mknas‎; Berber: ⴰⵎⴽⵏⴰⵙ Ameknas) is a city in northern Morocco and the sixth largest city of the kingdom. Meknès was the capital of Morocco under the reign of Moulay Ismail(1672–1727), before it was relocated to Marrakesh. The urban population is estimated at 650,000 with the metropolitan population close to 1,000,000.
 ** The Roman ruins of Volubilis (Arabic: وليلي‎ Walīlī) sit in the middle of a fertile plain about 33km north of Meknès. It is a partly excavated Amazigh, then Roman, city in Morocco situated near Meknes between Fes and Rabat and commonly considered as the ancient capital of the kingdom of Mauritania. The city is the best preserved archaeological site in Morocco.

Imorgen har vi en rigtig lang køretur mod Erg Chebbi (Sahara), hvor vi på vejen kommer til at krydse den østlige del af Atlasbjergene.

[Lasse] Hvis turisterne ikke Kite’r i Tarifa, tager de på hvalsafari. Her bliver de lovet finhvaler, spækhuggere, delfiner og meget mere. Hvaler eller pengene tilbage. Så, mens Louise under hele sejlturen sad og kiggede stift frem for sig (med munden formet som en hønserøv og øjenene lynende imod mig, skulle jeg driste mig til at spørge om noget), så hang jeg ud over rælingen med mit kamera, for at få et glimt af havets kæmper. Den 45 min lange sejltur bød desværre ikke på så meget andet en lidt skumsprøjt, og et par vrede måger der ufrivilligt satte fra når hurtigfærgen Tarifa-Tangier kom susende gennem bølgerne over Gibraltar.

[Louise] Da vi ankom til Marokko var vi pludselig på den. Vi har kun gratis internet i Europa og det viste sig noget sværere end forventet at finde vores hotel. Ja faktisk kunne vi ikke engang finde den rigtige vej fra stranden ind i byen. Heldigvis kom en frisk ung mand os til undsætning og efter vi havde fundet ud af at spansk var vores bedste fælles sprog viste han os vej til vores hotel – mod et par Dirham i betaling forstås. Her blev vi budt velkommen med myntethe og vist vores smukke værelse. Om aftenen måtte vi igen have hjælp til at finde vej gennem de snoede gader. Tilgængelige fandt vi en restaurant med verdens bedste humus: Salon Bleu

Under den “hellige uge” er Sevilla (og de fleste andre andalusiske byer) fyldt med katolske tilhængere i”Ku Klux Klan”-lignende gevanter parate til at deltage i de årlige processioner. Voksne som børn spankulerer de rundt i gaderne i enten hvide, sorte eller farvede “ropa” med den spidse hat kækt under armen indtil de træder ind i processionerne. Hver procession kommer fra en bestemt kirke med et bestemt broderskab af katolikker tilknyttet. Hvert broderskab bærer 3 “ting” fra deres egen kirke til Sevilla katedralen og tilbage igen gennem nøje tilrettelagte ruter og til lyden af hornmusik i løbet af ugen. “Tilhængerne” har under processionerne dette mærkelige tøj på fordi de, traditionelt set, ikke skulle kunne genkendes som syndere der skulle have syndsforladelse ved at deltage i processionen.

Holy Week in Seville is known as Semana Santa de Sevilla. It is one of the city’s two biggest annual festivals. It is celebrated in the week leading up to Easter (Holy Week), and features the procession of pasos, floats of lifelike wooden sculptures of individual scenes of the events of the Passion, or images of the grieving Virgin Mary. Some of the sculptures are of great antiquity and are considered artistic masterpieces, as well as being culturally and spiritually important to the local Catholic population - Read more at Wikipedia

[Lasse] Vi ankom til Sevialla lørdag aften uden forsinkelser. Til gengæld havde vi inden vi gik i seng både smidt Louises telefon væk, og fået ødelagt mit eneste sæt varme tøj (da en “lettere” stresset tjener vendte glas rødvin på hovedet ud over mig). Vi havde derudover et par fantastiske dage i Sevilla, hvor vi ud over processionerne vi konstant farede hjælpeløst vild i, bl.a. så verdens største Katedral [The Cathedral of Saint Mary of the See], det fantastisk smukke Alcázar og Plaza de toros de la Real Maestranza de Caballería de Sevilla (noget med noget tyrefægtning). Det var også herfra Columbus satte sejl mod Amerika, og det fyldte selvfølgelig også lidt – selvom det til min store ærgerlse ikke lykkedes os at finde nogle ‘I [hjerte] Columbus’ t-shirts.

Seville (/səˈvɪl/; Spanish: Sevilla [seˈβiʎa], locally: [seˈβi(ɟ)ʝa] ( listen)) is the capital and largest city of the autonomous community of Andalusia and the province of Seville, Spain. It is situated on the plain of the River Guadalquivir. The inhabitants of the city are known as sevillanos (feminine form: sevillanas) or hispalenses, after the Roman name of the city, Hispalis. Seville has a municipal population of about 703,000, and a metropolitan population of about 1.5 million, making it the fourth-largest city in Spain. Its Old Town, the third largest in Europe with an area of 4 square kilometres (2 sq mi), contains three UNESCO World Heritage Sites: the Alcázar palace complex, the Cathedral and the General Archive of the Indies. Seville is also the hottest major metropolitan area in Europe, with summer average high temperatures of above 35 °C.

Tirsdag morgen tager vi bussen videre mod Tarifa, hvorfra vi krydser Gibraltar og stævner ud mod Tangier i Marokko.