Inden vi udforskede Baskerlandets hovedstad valgte vi at leje en bil og køre yderligere øst på, til kystbyen San Sebastian. Denne smukke by er kendt for sin muslingeformede strand som byen smyger sig omkring.

Før 2. verdenskrig var den et populært retreat blandt Europas rige og kongelige, og den gamle by består derfor mestendels af store flotte bygninger bygget til at blive brugt af sådanne. Byen er kendt for sine exceptionelt gode pintxos men omkring frokosttid var det eneste sted vi kunne finde et amerikansk burgersted.

Om aftenen tog vi et sving forbi byen Portugalete som har verdens ældste fungerende kabelbane bygget af en af Gustav Eiffels elever, Vizcaya Bridge, hvilket vi i hver tilfælde synes at kunne ane.

Næste morgen stod vi tidligt op for at køre de halvandethundrede kilometer mod vest, til San Juan de Gaztelugatxe, som er en lille ø, hvorpå der ligger en lille kirke, som er bygget til babtisten John. Efter et par times kørsel ankom vi til en lille uanselig parkeringsplads hvorfra vi trekkede en times tid før vi stod og og prøvede at nyde udsigten, og havet, og hinanden – mens en lille larmende klokke konstance kimede i baggrunden. Legenden siger, at når man har “besteget” de 237 trin derop skal kime 3 gange med klokken og ønske et eller andet. Det var der mange der benyttede muligheden for.

Bilbao er nordspaniens største by med en million indbyggere. Efter miniput Gijón føltes det dejligt forfriskende endelig at befinde sig i en storby igen. Om eftermiddagen gik vi på ikke-spansk restaurant, fik en romkugle og tog på byvandring sammen med de andre besøgende ERASMUS studerende. Aftenen afsluttede vi af på en meget snusket bar i den gamle bydel med en ægte spansk drink: Kalimotxo, dvs. lige dele rødvin og cola.

Som rosinen i pølseenden tog vi den sidste dag på Guggenheim museet, før Lasse igen tog i lufthavnen og jeg på banegården.

Så! tog Flemming og Lisbeth hjem, og for Louise blev det for et kort øjeblik hverdag igen. Jeg prøvede selv at få arbejdet lidt, men omstændighederne var imod mig – som her, hvor jeg (kl. 9 om formiddagen vel at mærke) prøvede at bestille en Caffè Americano, men i stedet fik en stor og stærk Irish Coffée.

Om aftenen hyggede vi med Samuele, Iván og Louises nye venner i øvrigt i Gijon. Vi var en tur i akvariet, og onsdag bød vi Samuele på rugbrødsmadder (eller rundenommere, som Louise ville kalde dem(!)), inden vi tog til salsaaften sammen. Torsdag var der tapasnight, hvor gamle Lasse lærte at skænke sidra og kom alt alt for sent hjem.

Louise havde været der, men nu var det min tur til at opleve ‘Picos’. Derfor lejede vi fredag en lille fin Renault Clio og satte kursen østover mod nationalparken Picos de Europa, små to timers kørsel fra Gijon. Vi ankom lidt over middag, fik en hurtig pølse, og havde så et vanvittigt smukt trek ved Los Lagos de Covadonga, som nogle måske kender fra Vuelta a España?

The Picos de Europa (literally: "Peaks of Europe", often abbreviated in English to the Picos) is a range of mountains 20 km inland from the northern coast of Spain, located in the Autonomous Communities of Asturias, Cantabria and Castile and León, forming part of the Cantabrian Mountains. The most widely accepted origin for the name is that they were the first sight of Europe for ships arriving from the Americas.

Efter vores trek tog vi et par omveje, drak en kop kaffe, så en kirke og kyssede lidt

Om aftenen havde vi lejet et værelse igennem AirBNB hos en utrolig venlig mand, Isaac, der viste sig året forinden at have levet på gaderne i Madrid og tjent til dagen og vejen ved at spille tværfløjte og spille flamingo på hans spanske guitar på gaderne. Nu var han flyttet til udkantsspanien, og levede af at leje to værelser i hans meget specielle hjem ud. Vi boede der sammen med et amerikansk par fra Salt Lake City, som her, bl.a., levede af at spille musik på små lokale værtshuse. Så, selvfølgelig, endte denne fantastiske aften med at vi sad på Isaacs terrasse, med udsigt over Picos, og jammede og snakkede til langt ude på natten.

Lørdag stod vi op tidligt og listede forsigtigt forbi Isaac, som lå og sov i stuen, for at starte Renaulten og tøffe til Léon inden frokost.

[LOUISE]

I Léon styrede vi med sikre skridt direkte mod hovedattraktionen; Santa María de Léon Katedralen. Her guidede et par audioguides os igennem den smukke katedrals historie. Katedralen er kendt for sine glasmosaikruder med skiftende natur-, martyr- og bibelbilleder. Lysinfaldet gennem de farvede ruder sammen med den luftige gotiske arkitektur har givet den tilnavnet “the house of light”.

Om man kan lide guder eller ej var den et imponerende, 700 år gammelt, bygningsværk.

León is the capital of the province of León, located in the northwest of Spain. Its city population of 131,680 (2012) makes it the largest municipality in the province. ... Two of the city's most prominent historical buildings are the Cathedral, the finest example of French-style classic Gothic architecture in Spain, and the city's noteworthy Museum of Contemporary Art or MUSAC. - read more...

Vi tøffede færdig i Leon, kørte tilbage til Gijon, og satte Lasse på flyet hjem til Danmark.

// Jeg ankom lige efter midnat; da vi stod op kom Lisbeth og Flemming susende i rumbilen, og aldrig så snart befandt vi os på ‘Playa de las Catedrales‘. Her fra Wiki:

As Catedrais beach translates as 'Beach of the Cathedrals'. It is the turistic name of Praia de Augas Santas('Beach of the Holy Waters').The place's more characteristic features are its natural arches and caves, which can be seen only in low tide. - read more

Herfra vi drønede vi videre mod Santiago de Compostela, hvor vi skulle have base over weekenden. Det er her 100.000 pilgrimme hvert år valfarter til for at besøge St. James grav i the Cathedral of Santiago de Compostela. Her fra Wiki om Santiago:

The city has its origin in the shrine of Saint James the Great, now the city's cathedral, as destination of the Way of St. James, a leading Catholic pilgrimage route originated in the 9th century. In 1985 the city's Old Town was designated a UNESCO World Heritage Site - read more

Og for lige at få det hele med, fyrede vi igen op under rumskibet lørdag og tog en svuptur til Finisterre, verdens ende, hvor mange pilgrimme slutter deres vandring med at brænde deres sko af. Vi troede at det var noget de gjorde engang; men det gør de stadig. Her fra Wiki om Finisterre:

In Roman times it was believed to be the end of the known world. The name Finisterre, like that of Finistère in France, derives from the Latin finis terrae, meaning "end of the earth". It is sometimes said to be the westernmost point of the Iberian Peninsula. However, Cabo da Roca in Portugal is about 16.5 kilometres (10.3 mi) further west and thus the westernmost point of continental Europe - read more

På vejen hjem tog vi en omvej forbi A Coruña, og landede ved aftenstid igen i Gijon, hvor vi sluttede Lisbeth og Flemmings ferie på ægte spansk maner – med tapas og vin.

Den billige flyvetur til Oviedo, inkluderede en gratis overnatning på en hård, kort og rød bænk i Aeropuerto Madrid Barajas; så da jeg efter mange ensomme nætter på Saxogade endeligt genså mit livs udkårne på trinbrædtet i Gijon, var det både med savl på trøjen og hold i nakken. Jubii!

Gijon ligger ud til Biscayabugten, 20 km nord for Oviedo, og er den største by i den selvstyrende region og fyrstendømme: Asturien. De første tegn på mennesker her, er en række hulemalerier, dateret helt tilbage til 5000 BC. I dag bor her godt 280.000 mennesker, som nyder godt af regionens rigdom på mineraler. Den tunge industri er svært at overse, når man sidder i lufthavnsbussen fra Oviedo til Gijon; men igen fuldstændig glemt, når man kører forbi byskiltet og ind i den charmenrende lille havneby, hvis navn de lokale staver og udtaler Xixón i deres egen dialekt: Asturo-Leonese, eller Bable.

Gijon (og Oviedo) har indtil videre holdt sig under turisternes rader, og spanierne selv synes her er for koldt, og at det blæser og regner for meget. Hvis du spørger mig, så er temperaturen perfekt (20-25 grader her i oktober), blæsten er jeg vant til fra vestkysten, hvor jeg selv er vokset op – og internetoraklet siger at det regner meget mindre her end i Danmark, så:

// “Let’s fly to Oviedo, [..] and make love.” .. “Why not? Life is short. Life is dull. Life is full of pain. And this is a chance for something special” – Juan Antonio, i Vicky Cristina Barcelona (2008)

//

Ud over Juan Antonio’s skulptur (omtalt i klippet herover), og det dårlige vejr (efter spansk målestok), er regionen særligt kendt for sin cider, sin barske kyst, de bjergfulde landskaber, de mange religiøse monumenter og den middelalderlige arkitektur.

Mine personlige favoritter er dog de ikke-allestedsnærværende turister, de søde lokale og deres hyggelige og velbesøgte vinoterias med de lækre tapas og den billige vin, – og, ja, så, selvfølgelig, at her findes noget af det bedste surf i hele Spanien.

Jeg har også hørt, at naturen i den østlige del af regionen, særligt i nationalparken ‘Picos de Europa‘, er noget af det ypperste i hele verden. Dette har jeg dog til gode at opleve, indtil mit næste besøg i oktober.

Min tyske makker, Franca og jeg gik fri fra at falde i vandet men var vidne til da bl.a. Samuele fik sig en ufrivillig dukkert. Heldigvis skinnede solen fra en skyfri himmel hele dagen så alle kunne blive tørre igen.

Til slut, ingen Erasmus-udflygt uden et obligatorisk gruppebillede med en masse mennesker man ikke aner hvem er. Og en stor grøn frø.

Universitetet tilbyder os bl.a. sprogkurser som jeg selvfølgelig har tilmeldt mig. Da jeg skulle betale for kurset lærte jeg, at man ikke kan betale med Visa (som dansker er jeg rystet i min grundvold) i spanske banker. Jeg har også været på ‘kommunen’ og få et borger-kort (tarjeta ciudadana) som bl.a. giver mig rabat på busture og gratis adgang til bycykler. Jeg vil tro at det er noget sværere at få et “borgerkort” derhjemme…

Humøret blev holdt højt med hyppige ciderture arrangeret af ESN.

Hver torsdag er der “Tapas aften”, her mødes alle Erasmus studerende i Gijón og får sig en øl eller mange og tapas dertil. Der er altid fuldt huse og der bliver ved med at komme nye personer man ikke kender. De øvrige hverdagsaftener er vi begyndt at arrangere ting selv fx spille-aften…

…og surfing. Jeg bor 10-15 minutters gang fra havet og surfskolen Skoolsurf hvor Aran, en østrigsk medicinstuderende har forhandlet nogle gode aftaler for os Erasmuser. Der er blevet afholdt prøve-time og vi er nu flere som har købt et månedskort til surfskolen.

Tapas, surfing – ja så mangler der da kun lidt dans!

Belgiske Axandre har fundet frem til en salsa-skole med begynderhold og vi er nu et par stykker som prøver krafter med det. Man kan sagtens finde tid til det hele – salsatimerne starter først 21:30 og så går man hjem og spiser aftensmad bagefter.

Godt mætte og tilfredse tog vi allesammen med bus til Oviedo hvor der denne weekend og de næste 10 dage bliver fejret San Mateo – en kæmpefest for byens helgen.

De sejeste af os stod op igen næste morgen for at gå el camino de la Playa de Ñora.

En smuk tur fra den østligt beliggende playa de la Ñora til Gijón.

Turen gik hele vejen langs Atlanterhavskysten…

… hjem til Gijón.

Det vidste sig at være det sidste spørgsmål der var det mest relevant: jeg fik at vide at den kontaktperson fakultetet havde tildelt mig først kom om 3 dage. Den administrative medarbejder og jeg stod og kiggede lidt på hinanden inden hun bestluttede at dette var en sag for “la jefa” – chefen. Chefer møder selvfølgelig til direktørtid så jeg måtte vente en time på at hun kom.

Chefen havde styr på sagerne; hun fandt mig en-eller-anden mappe og sammen drønede vi op på øjenafdelingen. Det vidste sig dog, at her (i modsætning til i Australien) skal man have kittel (bata) på så vi måtte land og hospital rundt for at finde en sådan.

Måneden ud skal jeg være på øjenafdelingen. Jeg bestlutter mere eller mindre selv hvor jeg vil være hver dag – og hvornår jeg vil komme. Afdelingen er ikke ret stor men der er rygende travlt, nogle af lægerne har op til 30-40 patienter om dagen (hvilket hvis nogen skulle være i tvivl er grænsende til det umulige). Der er ingen læger i uddannelse og jeg er den eneste studerende – så jeg har det hele for mig selv.

Øjenafdelingen har ingen patienter indlagt men tilgengæld sin egen akutmodtagelse, ambulatorier, et dagkirurgisk afsnit, til mindre procedurer fx insprøjtninger ind i øjet, og en egentlig operationsstue. Jeg har indtil videre mest fulgt med Roberto Martinez som har besluttet, at selvom jeg ikke kan sige så meget så forstår jeg ALT hvad han siger; og det er ikke lidt!

Han har hjulpet mig igang på afdelingen; hjulpet mig med at finde rundt og  med at lave en plan så jeg når rundt på de forskellige afsnit af afdelingen. I det hele tager er alle enormt søde og venlige til at hjælpe, men hold op hvor er det svært når det hele foregår på spansk. Kun en enkelt af lægerne har indtil videre talt engelsk til mig.

Det er nemmest for mig at forstå når lægerne fortæller mig om sygdomme af den simple grund at latin og spansk minder så meget om hinanden at jeg kan genkende mange af ordene. Det bliver tilgengæld sværere når sygeplejerskerne og patienterne kommer ind i billedet. Nogle gange forstår jeg tæt på 60-70 % af det der bliver sagt, andre gange tæt på 0 %. En lokal har fortrøstningsfuldt fortalt mig at mange ældre i Asturien taler en lokal dialekt, Babel, som kan være grunden til at jeg har svært ved at forstå dem.

Min meget talende “yndlingslæge” Roberto snakker meget om patientloaden på afdelingen og den økonomiske krise. Idag kom jeg ved et tilfælde til at deltage i et møde mellem lægerne på afdelingen (halvvejs gennem mødet spurgte en af lægerne hvem jeg egentlig var) hvor alle lægernes frustrationer kom ud – på en meget spansk måde. Alle snakkede i munden på hinanden men selv for mig var det klart – de manglede så desperat hænder i afdelingen at de ikke længere kunne leve op til behandlingsprotokollerne for sygdommene.

Bagefter fortalt Roberto mig at afdelingen var på randen af sammenbrud. Man kan bare håbe det kommer efter jeg har forladt afdelingen!

Erasmus ESN Oviedo arrangerede en tur til Spaniens “fødested” for alle Erasmus studerende i Oviedo og Gijón. Arrangørerne havde inviteret til Asturisk tapas og fri cider, sangría og vin dagen inden så vi alle en lille smule trætte men smukt var det i Covadonga. Her begyndte “la reconquista” i 722 – med andre ord det var her de første kristne, ledet af den senere asturiske kong Pelayo, begyndte at gøre oprør mod det muslimske overherredømme.

Herfra gik turen videre til Cangas de Onís hvor vi fik intet mindre end et festmåltid af en spansk frokost. Bortset fra at vi først fik fri til frokosten ved en 14-tiden var alt godt. For den nette sum af 12 euro fik vi 3 retters menu inkl. drikkevare; da nogle af os bestilte vin/sangría fik vi bare en hel flaske hen på bordet. I løbet af måltidet var de 3 tyskere jeg spiste sammen med dog ved at få tics over tjenernes og stedets afslappede forhold til tid.

Efter 3 timers frokostpause (som vi brugte udelukkende på at spise) mødtes vi til en tur rundt i Cangas Onís; den gamle Asturiske hovedstad. Det meste af tiden gik med at gå over og soppe i floden Sella under Romer-broen (Puente Romano) i det dejlige vejr. Da dagen begyndte at gå på hæld stoppede vi i den charmerende by Ribadesella som mest er kendt for en kæmpe fest som holdes hvert af i august efter en sejlkonkurrence på floden Sella. Her er fyldt med alskens rige spaniere som bor i Casas de Indianos og tager på adventure-ture i Asturiens bjerge; for mens danskerne tager til det ulideligt varme sydspanien tager spanierne til nordspanien for at komme væk fra sommerheden.

¿Hvor dælen er jeg taget hen?

https://www.google.es/maps/@40.5542987,-7.7009253,6z

Gijón er en havneby i det aller nordligste Spanien. Den er er den største by på intet mindre end en kvart million indbyggere i regionen Asturien. Dens beliggenhed heeelt ud til Atlanterhavet betyder både lækre strande men også en årlig nedbørsmængde der matcher den danske.

Mine første dage har været præget af en masse praktisk.

Jeg havde på forhånd fundet en lejlighed i Gijón centrum og da jeg ankom kl. 1 om natten stod min lejer klar til at lukke mig ind. Sikke en luksus. Til gengæld har jeg underskrevet en 7 siders spansk lejekontrakt som jeg absolut ingen ide har om hvad går ud på.

Holdt. Vent. Stop. Skulle jeg ikke gå på Universidad de Oviedo?

Jo; men mit praktik-hospital ligger tættere på Gijón hvorfor jeg har valgt at bosætte mig her. Da jeg tog til Oviedo, en lille times bustur fra Gijón, for at blive registreret på universitetet havde de ingen papirer på mig. Jeg ringede og e-mailede gud og hver mand og inden ugens udgang sendte min koordinator mine papirer til administrationen. Velkommen til Spanien.

Jeg er registreret nu. Bienvenida a Universidad de Oviedo!

Som dansker i Gijón kan man ikke andet end at føle sig hjemme; vejret her er fuldstændigt ustadigt. Nogle dage støvregner det og er gråt hele dagen og andre står solen højt på himlen og alle er at finde på stranden. Temperaturen når aldrig over behagelige 25 grader.

Hasta luego.