At træde ud af Beijing International Capital Airport (北京首都國際機場), er som at ramme en fysisk mur af varme og fugtighed. Kroppens initielle chok erstattes hurtigt af sveden som pibler frem; på overlæben, på panden samlende sig i øjenbrynene, og løbene ned af ryggen. Med backpack bag-, daypack foran og en taske i den ene hånd vraltede vi i den karakteriske backpacker-ande-gang ind i denne sauna-by.

Rundt om os kaster desperate kaster turisterne sig ind i de aircondition-udstyrede taxier (出租车); men her begynder blot næste etape, for taxichaufførerne kan kun læse kinesiske tegn. Og hvad gør man så? Vi havde kun navnet på vores hotel nedeskrevet med latinske bogstaver, og alle kort i guidebøgerne var ligeledes uden kinesernes kruseduller (废话). Så må man jo prøve at udtale navnene, men selv efter 5 dage og efter adskillige taxiture kunne vi stadig ikke udtale vores lokale metrostations navn rigtigt; vi kunne bare ikke få ”í”et i Dongsí (東四站) rigtigt – og så har en kineser altså ingen ide om hvad du taler om. Fra kyrill til krusedulle. Fra asken til ilden. Vi var fortabte.

Men, der var ingen tid at spilde; på bare 5 dage skulle vi minimum nå at hilse på Mao-portrættet -billedet på den Himmelske Freds Plads (天安門廣場), betræde den Forbudte By (紫禁城) sammen med halvdelen af den kinesiske befolkning (eller sådan føltes det), betages af The Hall of Supreme Harmony (太和殿) og det var ikke så lidt; beundre ét af Kinas nok mest kendte vartegn, Himlens Tempel (天壇) med “Hall of Prayer for Good Harvests (祈年殿)” syd for byen, Sommerpaladset (頤和園), nord for byen, som vist nok blev bygget af Djengis Khans efterfølger, Kublai Khan – men det må man vist ikke sige højt i Kina. Kofusios tempel (北京孔廟) og spise den lokale specialitet; Peking and (北京填鴨).

Men Bejing kan endnu, meget mere! I forhold til både Rusland og Mongoliet er Beijing som at træde ind i et slaraffenland af muligheder, blinkende neonlys, gode handler og ren og skær energi og magi. Én ting er dog, mærkelig nok, meget ens: i både Kina og Rusland; for også her begyndte folk, altså nu kineserne, uopfordret, at snakke russisk til os. Vi vænnede os hurtigt til det i Rusland men i Kina var det lidt underligt.

Beijing huser mange undere men noget at det bedste er at gå på opdagelse i de områder som endnu ikke er blevet jævnet med jorden for at gøre plads til det meget nybyggeri. Her lever og ånder den ældste del af Beijing i form af snævre, snoede gader, kaldet Hútòngs, fyldt med små beboelseshuse og alle former for butikker, kiosker, og andet iværksætteri.

“night food market”
Fra en bred, oplyst, moderne handelsgade fyldt med Gucci, McDonalds osv., kan man dreje blot én gade og med ét stå i en anden verden af friturestegte og/eller sprællevende rotter, søstjerner, slanger, maddiker, gobler, orm, skorpioner eller vrede søheste på pind. Du kan også få uanede mængder af Iphone covers i skrigende farver og på de små beværtninger spiser nudler og spiller kort under stort påstyr.

[DET VAR SÅ MEGET BLOG VI NÅEDE AT SKRIVE INDEN VI KOM HJEM TIL DANMARK, SÅ NU MÅ I NØJES MED LIDT BILLEDER FRA VORES SIDSTE 3 DAGE, HVOR VI BLANDT ANDET BESØGTE DEN KINESISK MUR, OG DEN VAR VILD!]

Nu kommer der en masse billeder fra den kinesiske mur (萬里長城). Det tog os 4 timer at trekke 10 af de i alt 7900 km!

Den kinesiske mur runder således turen meget godt af. Den er næsten lige så lang, som den togtur vi har taget fra Moskva i vest til, nu, Beijing i øst (8986 km) – og så blev den bygget for at holde de vilde Mongoler og andre farlige vesterlændinge ude (spørger man kineserne, bliver historien fortalt lidt anderledes). Over en million mennesker døde under konstruktionsarbejdet.

Muren var uden tvivl en af de absolut største oplevelser på vores tur (og, måske, nogensinde). Det var helt vanvittigt, og kan overhovedet ikke beskrives. Det er præstationer som denne, der fik datidens befolkninger til at tro på det overmenneskelige, og det kan vi godt forstå.

Og så er det hjem!

Køreturen fra Ulaanbaatar til grænsen bød, ikke overraskende, på vindtør steppe og barske ørkenlandskaber, så langt øjnene kunne se. Kun enkelte gange blev uendeligeheden forstyrret af en lille hvid ger i det fjerne. Det vildeste var, da vi så en en kamel.

Vi kørte ind over grænsen til Kina, netop som mørket havde lagt sig. Som vi nærmede os, kunne vi i det fjerne skimte de oplyste neonskilte fra skyskraberne i den lillebitte kinesisk millionby, som bød os velkommen. Kontrasten var total. Alle passagererne hang ud af vinduerne på toget og kiggede og pegede; civilisationen! (Billedet herunder er ikke taget ved grænseovergangen, men er indsat for at symbolisere et stadium i menneskets sociale udvikling og organisation præget af strukturer der regnes for kulturelt og materielt højtudviklede).

I det tidligere Sovjet er bredden på sporene anderledes end i resten af verden – så når man skal over i Kina skal understellet på toget skiftes. Hele toget blev således delt i to og herefter løftet, med alle passagererne ombord, et par meter op i luften, så de kinesiske arbejdere kunne komme til under toget. Hele dette cirkus tog omkring 5 timer, larmede og bumpede noget så forfærdeligt, og vi var først klar til at køre videre sent om natten. I samtlige timer var toiletterne (uden advarsel) blevet lukket af, og ingen kunne komme ud af vognene, da paskontrollen samtidig var i fuld gang. Af venlighed, eller måske propaganda(?), flød der gennem hele seancen skinger kinesisk musik ud af højtalere på perronen. Da toget endelig trillede ind på stationen strømmede folk ud af vognende, vilde i øjnene og med sammenpressede baller; der blev hurtigt undtagelsestilstand på toiletterne. Musikken fortsatte ufortrødent, og indtil alle lå udmattede og snorkede i kupeerne.

Om morgenen vågnede vi op til et fantastisk grønt landskab domineret af små marker; og med et utal af kinesere rendende op og ned mellem rankerne. Ind imellem kørte vi igennem nogle betongrå byer, men de sidste timer inden vi ramte Beijing, kørte vi igennem, vel nok, turens smukkeste landskab. Ind imellem hvad der føltes som hundrede vis af små tunneller, voksede bjergene sig således høje for øjnene af os. Vi skiftevis kørte igennem disse frodige bjerge, og på de stejle bjergsider. Nedenfor skinnerne, kunne vi hvile øjnene på nogle fantastisk smukke floder, som bugtede sig mellem de stejle bjergvægge. Det slog os, for alvor, hvordan menneskets tilstedeværelse her er tydelig overalt. Kontrasten kunne ikke være større til Mongoliets golde, mennesketomme vildmark.

Vi er nu ankommet til verdens mest befolkede land. Det kommunistiske og stærkt kontrollerende Kina overvælde os, så snart vi loggede på 161 Hotel’s WIFI,for at oversvømme de sociale medier med kinesiske på-hovedet-billeder. 404 ERROR: Ingen facebook, snapchat, gmail, hotmail, twitter, Instagram osv. Ikke engang Google.com måtte vi lege med. Som jeg er sikker på spanierne ville have sagt ”¡Qué horror!”. Noget slukørede, men som altid overordentligt stædige, fandt vi en snørklet vej at snyde systemet på – via fjernadgang til Lasse arbejdscomputer lykkedes det os at få uploadet bloggen.

Fagre nye verden.

(skulle man have lyst, kan man sammenligne de to vanvittigt forskellige landskaber i disse to små film. igen 6 minutters timelapse kogt ned til 1 min).

UB til grænsen:

grænsen til Beijing:

Intet Mongolsk eventyr uden en overnatning i ger; de mongolske nomaders flytbare hjem.

Vores nomadeeventyr foregik nordøst for hovedstaden, ikke en nationalpark men et ”strictly protected area” i Khentee bjergene, hvor taigaen møder steppen i et landskab domineret af bjerge, bakker og floder. Efter 2 ugers rejse gennem Sibirien kunne vi endelig geare ned. Få serveret 4-retters menu i kantine-ger’en, nyde den friske luft uden spor af dieselos, smække benene op og læse om Genghis Khans uhyrligheder om aftenen mens vi nød varmen og den beroligende knitren fra vores brændeovn midt i ger’en.

Om dagen tog vi på heste-

– og vandreture rundt i landskabet.

Området har været beskyttet mod overgræsning og derfor fuldstændig sprængfyldt med planter, pattedyr og fugle.

På vores køretur derud så vi en kæmpe ørn lette lige ved siden af bilen – den samme art som vi tidligere havde set sidde og se mut ud i fangenskab ved Genghis statuen,

Og på vores ridetur, hvor to hunde fra vores guides’ gercamp fulgte os rundt, så vi jordegern pile rundt for at undgå hundenes gab (og blive slugt hele for de uheldiges vedkommende) og tilmed en høg jage og fange en mindre fugl tæt hen over vores hoveder. Lasse så den uheldige fugls frisk-overskårne hoved lande lige ved siden af sin hest da høgen endelig fik fanget den.

Jorden var dækket med forskellige planter som alle blomstrede, så jordbunden var plettet med lilla, hvid, lyserød og blå. I nogle lysninger mellem fyretræerne var der en så stor koncentration af især en lyserød blomsterart, at man fra afstand troede at nogle havde lagt et skrig-lyserødt tæppe ud i lysningen.

Selv hestene var så vilde at deres yndlingsspise var tidsler – vi vandt en lille del af deres vilde hjerter over ved at samle et par tidsler til dem i frokostpausen. Den sidste dag vi var i campen blev hestene sat fri.

Det blev næsten for meget af det gode da vores vandretur den sidste dag blev overtaget af sultne fluer som fik os begge til at føle os som to omvandrende hundelorte.

Men intet var så dårligt at det ikke var godt for noget. Da vi kom hjem tog vi et bad i bade-ger’en hvor vandet blev varmet op og i et sindrigt system af levende ild og blikspande – og ledt gennem et bruserhoved så man kunne tage sig et ægte brusebad. Selv ger’en var varmet op med brændeovn så man ikke skulle fryse mens man efterfølgende tørrede sig. Hver morgen fik vi serveret hjemmelavet ost og yoghurt a la mongolia. Til frokost kødfyldte dumblings og til aftensmad som tidligere nævnt 4 retters menu med både salat, suppe og dessert inkluderet. Når vi slappede af kunne vi gå i biblioteksgeren og låne bøger, stjernekikkerter, eller måske bue og pile?

Lige så stille sneg Mongoliets og dets venlige folk sig ind i vores hjerter – og det var meget modvilligt at vi satte os ind minibussen på vej mod Ulaanbaatar den sidste dag.

En stationær hovestad i et land fyldt med nomader? Ulaanbaatar har haft mange lokalisationer men fik i 1778 sin nuværende position. Man kan knap gå 2 skridt i Ulaanabaatar, eller læse 2 ord om Mongoliet, uden at støde ind i ham her: Genghis Khan. Men foerst morgenmad

Hvornår? Hvem? Hvorfor?
I 1160erne blev en lille dreng født i en nomadeklan, i det område som i dag er kendt som det nordlige Mongoliet. På dette tidspunkt var regionen primært befolket af forskellige nomadefamilier, som utrætteligt bekrigede hinanden. Også internt i drengens klan var der fejder, og da drengen var bare 9 år gammel blev hans far, der var leder (Khan) af stammen, forgiftet af hans bedste ven og højre hånd. Drengen flygtede sammen med hans mor, og yngre brødre, og kæmpede i årene efter mod sult og kulde på Mongoliets sletter, der i vinteren når temperaturer ned til – 46 grader.

Igennem hele sin opvækst, fortælles det, var drengen opslugt at hadet til sin faders morder. Da han 15 år senere selv var blevet Khan, og havde skabt en mindre hær ved at samle stammerne i nord, hævnede han sin far, og skabte sig hurtigt et rygte som en nådesløs kriger og erobrer. På trods af at hæren var af begrænset størrelse, rygtedes dens succes helt til naboerne i øst, som nu begyndte at rasle med sablerne. Den unge krigsherre gjorde sig igen klar til kamp, og da kineserne angreb, havde han samlet nomaderne under en fælles front (primært ved at bekrige dem, omvende hæren og myrde alle der ikke kunne kæmpe – fx kvinder og børn). Et ”samlet” Mongoliet kunne herefter ikke blot stå imod den kinesiske hærs invasion, men fuldstændig knuse den. En af datidens mægtigste hære var født og drengen, nu en mand med navnet Genghis Khan, tog herefter på erobringstogter i både Kina, Mellemøsten og Europa.

Hans børn og børnebørn skulle føre hans erobringstogter videre efter hans død, og underlægge sig intet mindre end det største imperie verden hidtil havde set – og først så magen til, da det engelske imperie blomstrede 500 år senere.

Genghis barbariske hære skyede hverken massakre i moskeer eller kirker under deres erobringstogter, og foran hæren drev de horder af civile som menneskeligt skjold når de invaderede. Genghis er uden for Mongoliet således ikke ligefrem kendt for det gode han gjorde, men, her, betragtes han som faderen. Som Mongoliets George Washington, der samlede landet. Genghis formulerede desuden verdens første immunitetslove for ambassadør, som senere er blevet skabelon for de immunitetslove vi kender i dag.

Når det kom til religion, var Genghis relativt liberal, og interesserede sig ikke for sine krigeres tro. Dette står i skarp kontrast til det indtog de kommunistiske bulldozere gjorde 700 år senere, i begyndelsen af det 20. århundrede. Her nedlagdes der total forbud mod religion, og Ulaanbaatars buddhistiske templer, kristne kirker, muslimske moskeer mv. blev sammen byens øvrige kulturelle monumenter jævnet med jorden. Ulaanbaatar er derfor idag en by med mestendels sovjetisk betonbyggeri, en god sjat nybyggede glas-skyskrabere og kun let krydret med de få kulturelle og religiøse bygninger der overlevede kommunisterne.

Som afslutning på en spændende dag i Ulaanbataar, tog vi således, sidst på eftermiddagen til udkanten af den lille by (2 km fra centrum), igennem slummen, som bestod af både regulære huse og gers, ud til et af disse templer. Templet er i dag et af Mongoliets vigtigste buddhistiske templer. Navnet på denne overlever, klinger næsten melankolsk, ’Gandan Khiid’, – The Great Place of Complete Joy’.

Bonusinfo!
Vidste du at verdens største sko findes i Mongoliet? En størrelse 7000-et-eller-andet lavet af læder fra 200 (uheldige) okser. På en bakketop en times kørsel uden for Ulaanbaatar hvor Genghis Khan efter sigende fandt en pisk (hvilket var tegn på at han ville udrette store ting) findes idag en kæmpe-statue af selvsamme hr. Genghis og inden i denne en kæmpe-kæmpe sko – og selvfølgelig en gylden(!) pisk. Tadaa! Du hørte det her først.

Da vi steg på toget Irkutsk betød det et farvel til Sibirien og Rusland. Et farvel med verdens største land (17,2 millioner kvardrat km), som spænder over 2 kontinenter, 9 tidszoner og er hjem til 140 millioner mennesker.Vi har mødt det venlige, men private russiske folk – fra metropolerne i vest til det øde sibiriske landskab i øst. Vi danskere bliver ofte beskrevet af udlændinge som ikke-smilende, og med en tendens til at virke mutte – og her må russerne siges at overgå os. Men så snart man kommer igenne facaden, er russerne enormt hjælpsomme – og på trods af deres totalt manglende engelskkundskaber – mere end villige til at hjælpe danskere i nød.

Ved mødet med det russiske buraukrati ved grænseovergangen blev vores tålmodighed – som vi ellers havde væbnet os med! – ikke blot sat på prøve men fuldstændig elimineret. Ikke mindre end 3 gange skulle vores pas tjekkes før vi kunne forlade landet. Hele vores kupe blev gennemrodet af toldere som adræt sprang rundt i både under- og overkøjer og tjekkede alle tænkelige og utænkelige opbevaringsrum. Først efter 3,5 time kørte toget videre ind i…

Mongoliet er, klemt inde mellem de to mastodonter Rusland og Kina, et undseeligt lille land med en befolkning på blot 2,9 millioner spredt ud over et kæmpe areal. Mongolerne er, for den halvdels vedkommende som ikke lever i byen, nomader som lever spredt ud over den mongolske taiga, steppe og Gobiørken. Her lever de af kødet og mælkeprodukterne fra deres kvæg. Familierne flytter ofte, og lever derfor praktisk i store filt-telte, kaldet gers, som er indrettede med møbler, brændeovn og trægulv. Modsat hvad man skulle tro, har vi hørt, at de blot tager én time at pille ned og sætte op.

På togets sidste stop inden grænseovergangen til Mongoliet trådte en ældre mongolsk mand ind i vores kupé. Ved første øjesyn gav han os begge et kæmpe smil, og spurgte os derefter på flydende engelsk, hvor vi kom fra. Vi var ved at tabe både næse og mund. Han forklarede at han og hans kone netop var på vej hjem fra en ferie ved Baikalsøen.

Træerne vokser dog ikke ind i himlen. Ved den mongolske grænseovergang måtte vi igen vente 3,5 time og da paskontrollen kom skulle vi på skift rejse os og stå ret foran paskontrolløren. Det lykkedes dog vores medpassager, en englesk bugtaler, som havde sin dukke med på rejsen, at få et grin ud af tolderen, da hun skulle vise hende sin dukke.

.. og, sådan så det altså ud ml. irkutsk og ulaanbatar:

Der hvor det indiske subkontinent brager ind i Asien har verden sit højeste bjerg; Mount Everest. Øst for Irkutsk, hvor de tektoniske pladers bevægelse væk fra hinanden er i færd med at rive asien midt over, og skabe verdens femte hav, har verden i dag sin dybeste (og største) sø; Baikal søen. På sit dybeste punkt er søen 1637 m dyb, og bliver stadig dybere, og fra nord til syd er der næsten 700 km. Denne kollos der rummer en femtedel af al fersk vand på kloden, og mere end nordamerikas ”Five Great Lakes” kombineret, bliver med sit klare og krystalblå vand også kaldt kaldt sibiriens perle. Som om det ikke var nok, har Baikalsøen og dens omgivelser har desuden et helt specielt dyreliv; og mange af de over 1700 arter man i Baikalsøens dyb, findes ingen andre steder i verden. Baikal ligner et hav, lyder som et hav og har størrelse som et hav, og her står vi, klar til nye eventyr. Spændte på at opleve dette ikke-hav steg vi således ombord på en russisk speedbåd og seljede nord-øst ad Angara floden og op langs Baikals vest-kyst til byen Bolshiye Koty.

Den lille by huser kun omkring 50 faste indbyggere, men havde dog et lille bitte museum (som kun var åbent hvis man ringede i forvejen), en privat kirke og en forskningsstation. Skolen var lukket, da der ikke var nok børn. Indbyggerne i Bolshie Koty havde fået jorden af den russiske stat – mod at de tog en universitetsuddannelse. Vi blev dog aldrig rigtigt kloge på; om de rent faktisk brugte deres uddannelse i dette lille isolerede samfund. Den eneste måde at komme hertil, er med båd, hvilket betyder at der i hvert tilfælde er halvanden time til nærmeste by (og arbejdsplads). Vi blev indlogeret i et lille homestay, hvor de 2 generationer der boede i huset – og drev det som homestay – alle var uddannede biologer.

På kajen inden afgang var vi blevet introduceret til vores enormt energiske og altid muntre guide; Sergei Baikov. Sergei underviser i engelsk i Irkutsk, og supplerer sin løn ved at lave guidede ture langs Baikalsøen. Desuden driver han et lille firma han havde stablet på benene umiddelbart efter sovietunionens fald – Bulldog Club International Friendship School. Formålet var, så vidt vi forstod, primært at arrangere venskabsture mellem russiske og amerikanske studerende. Sergei havde i det hele taget gang i tusindvis af ting, og var altid god for en god (røver) historie. Som Louise sagde, så mindede han ret meget om min far

Så snart vi havde smidt taskerne i vores lille homestay, tog Sergei os med på tur op til et klippefremspring, et par timer fra byen, hvorfra der var en fantastisk udsigt ud over søen. Inden vi tog afsted, skulle vi dog lige introduceres til et lille russisk vodka-ritual til ære for natur og vejrguden, Burhan. I det strålende vejr (vi således sørgede for), var det slående, at vi ikke engang her – fra toppen – kunne skimte den anden side af dette lille hav.Da vi kom hjem sprang vi sammen med Sergei en tur i det iskolde vand, solede, udvekslede anekdoter og drak resten af vodkaen til aftensmaden.

På trods af at vi nu var løbet tør for vodka vi kunne ofre til Burhan den følgende morgen, havde vi et stråelende 8 timers trek fra Bolshie Koty til Listvianka. Først igennen det fantastiske ”kyst-” landskab og dernæst et lille hjørne af den russiske taiga.

I Listvianka skilledes vi med Sergei efter at have udveklset emailadresser,

..bagefter spankulerede vi lidt op og ned af stranden, og sluttede festligheden af ved at tage på restaurant for at smage på en af de mange fisk, som kun findes i Baikalsøen: Omullen!

Vi ankom til Irkutsk efter næsten 3 døgns togtur. Mellem Yekaterinburg og Irkutsk er der ca. 3 timers tidsforskel. Mellem Irkutsk og Moskva 5 timer. Til Danmark 6 timer. Togene i hele Rusland kører efter Moskva-tid. Forvirret? Det er vi også. ”Hvad er klokken?” er således hele tiden et spørgsmål om; der hvor vi kom fra, der hvor vi skal hen eller den tid togene kører efter?

Ikke nok med at man var nervøs over at misse sit tog i almindelighed – vi havde booket vores billetter 4 måneder forud – vi måtte hele tiden tjekke hvornår toget rent faktisk kørte efter lokal tid. Da vi ankom i Irkutsk var klokken ifølge tog-/Moskvatid 3 om natten men i Irkutsk stod solen højt på himlen og byen var fuld af aktivitet; klokken var 8. For os (Yekaterinburg-tid) var klokken 5 om morgenen og da det ikke ligefrem er kvalitetssøvn man får i togene var vi meget trætte da vi ankom. Vi gjorde derfor det forbudte. Vi tog os en lur.Det skulle vi ALDRIG have gjort. Hvis vores indre ure havde været forvirrede og en smule ude af trit før, kørte de fra nu af fuldstændig deres eget show – men mere om det senere.

Irkutsk er en gammel handelsby; et gammelt knudepunkt for handlen med pels og elfenben fra vest og te og silke fra øst. I bybilledet blander ældre, smukt dekorerede træhuse sig med murstenshuse bygget under Irkutsks ”guld-feber” i 1880erne. Irkutsk var således ikke ligefrem pro-Bolsjevikker men tværtimod hovedsæde for modbevægelsen, den hvide hær under den russiske revolution. I ægte Irkutsk ånd aka new yorker-stil købte vi to kopper kaffe to-go og begyndte vores byvandring spankulerende langs byens ”riviera”.

Tidligere tiders storhed til trods viste Irkutsk sig fra en mere soveby-agtig side og vi fortsatte vores byvandring videre mod mere aktivitet og endte i byens handelscentrum – det kinesiske marked.

Vores tid i Irkutsk var bestemt på forhånd. Vi havde bestilt en vandretur langs Baikalsøen inklusive overnatning i begge ender. I Irkutsk bestod vores overnatning af et homestay. Vi blev indlogeret hos en venlig, ældre dame som kunne et par ord engelsk, men som havde indrettet sig lidt specielt (bemærk fx køkkenet ude til højre).

Om natten da jetlagene ramte var det hendes lyserøde frotté sengetøj vi begge lå og vendte og drejede os i. Med 3 timers udhvilende søvn på kontoen mødtes vi med vores guide næste morgen.

”She who must be obeyed” – hende som skal adlydes. Under denne lumre overskrift i vores Lonely Planet, findes den farverige beskrivelse af togvognenes respektindgydende ’provodnitsas’; oppasserene. Hver togvogn har sin egen, og det er hende (eller ham) der sørger for at der altid hersker ro og orden i togvognen. De sørger bl.a. for at billetterne stemmer, for at vognen er pinligt ren, for at der altid er varmt vand i samovaren, for rent sengelinned og for at ruske en op midt om natten, når man skal af toget. Provodnitsaen sælger også snacks, kopnudler og drikkevarer til billige penge; og vi har hørt at de gerne nyder en tog-vodka med passagerene, når de finder tid mellem de mange gøremål. Da vi steg om bord på toget i Yekatarinienburg, bød vores smilende provodnitsa for de næste 3 nætter os ”Velkommen hjem”.

Togturen mellem yekatarinienburg tog som sagt 3 nætter fordelt over 2 ½ dag. En rejse på i alt 3731 km. I starten gik det fint, men efter det første halve døgn slap opfindsomheden for mit vedkommende op. Bogstaverne i Carsten Jensen’s ’Jeg så verden begynde’ begyndte at flyde sammen, og, uanset mine hårde anstrengelser, synes mine akrobatiske evner ikke at række ud i kunsten, at opfinde nye måder jeg evnede hhv at sidde og ligge på.

Louise, hvis evne til at underholde sig selv med en bog derimod synes overjordisk, var heller ikke til megen hjælp. Jeg prøvede derfor i stedet, at snakke lidt med Russerne på toget. Samtalen blev dog hurtig ensformig; da deres engelske ordforråd knapt indholder ’hello’. Jeg havde trods alt lært mig at sige både hej (Иркутск) og goddag (здравствуйте) og én (один) og to (два) på russisk; men så var vi også kun så langt.

Udsigten var for 99 % af turen desværre også fuldstændig håbløs. 3731 km birketræer og græsstepper, kun afbrudt af ét stop af 30 minutters varighed hver 4-5 time. Det er muligvis ikke en helt retfærdig beskrivelse af det forbifarende landskab, men ikke desto mindre opleves det nogenlunde således efter de første 2-3 timer. For at tøjre min begyndende sindsyge, er jeg begyndt at udvikle små lege, jeg kan udfordre mig selv i. Fx har jeg nu vogn-14-rekorden i at stå på et ben. 5 min og 51 sek.

Hvis I er meget nysgerrige, så tilbyder vi her, helt ekslusivt, 6 minutters vildt spændende togtur kogt ned til 1 minuts hæsblæsende action!

Som så mange planlagte byer er gaderne i Yekatarinburg alle parallelle og krydser hinanden i perfekte 90 graders vinkler. Grundlagt nær Uralbjergene er Yekatarinburg en forholdsvis ny mineby; men med overraskende meget historie. Ikke nok med dette; 40 km vest for byen findes den euroasiatiske grænse. Et yndet – siges det – udflugtssted for tsarene og nu naturligvis turisterne. Byen blev grundlagt i 1723 men var frem til 1920-30erne en mindre og relativ ubetydelig by. På dette tidspunkt begyndte Bolsjevikkerne at udbygge byen; universiteter, boligblokke og selvfølgelig et KGB-hovedkvarter blev tilføjet. Under anden verdenskrig kom byen til at spille en central rolle i krigens jernproduktion – og helt frem til 1990 var byen lukket land for udlændinge på grund af de mange forsvarsfabrikker.

Det første man foretager sig når man som turist kommer til byen er dog at besøge ”The Church Upon the Blood”. En kirke, hvis navn meget malende beskriver dens placering; kirken er bygget  direkte på det sted hvor Tsar Nicholas II og hans familie blev myrdet i 1918. Stedet var frem til Sovjetunionens fald ikke særligt markeret, men er idag bebygget med ikke mindre end to kirker omgivet af en stor ”mindelund”/have midt i byen. Skik følge eller land fly, når man som kvinde træder ind i en russisk ortodoks kirke tager man tørklæde på. Det vi troede var betaling for indgangen var i stedet betaling for to små lys som vi så kunne tænde ud for vores yndlingshelgen. Noget rådvilde og bange for at træde nogle troende over tæerne nøjes vi med at tænde lysene for tsarfamilien – man kan mene hvad man vil om tsarens endeligt men 5 børn blev myrdet den dag.

Byens puls løber af den største gade, prospekt Lenina, som huser intet mindre en begge byens hjerter; det af Bolsjevikkerne tiltænkte hjerte mellem universitetet og operaen, og det af byens indbyggere udvalgte hjerte omkring dæmningen; Istorichesky Skver. Ved dæmningen kan man leje cykler eller robåde, købe karameliserede æbler, spille et parti skak eller se på drengene lave tricks på deres cykler med springvandet som baggrund.

Vi tilbragte det meste  af dagen omkring dette område og nød livet inden vi tog på vodka smagning om aftenen.
Herunder; før Vodka og efter Vodka

På vores anden dag i Yekatarinburg besøgte vi grænsen. Det viste sig at vi var ankommet midt i et bryllup og en større tv begivenhed. Bryllupsgæster, smarte nyhedsværter, legende børn og kinesiske turister løb rundt mellem hinanden. Welcome to asia. Traditionen tilsiger egentlig at man skal drikke et glas hvidvin i Europa og det næste i Asien ved grænsen, men vi var så plagede af tømmermænd at vi holdt traditionen i hævd med godt gammeldags vand.

Inden vi skulle boarde jernbanen igen tilbød receptionisten på vores hostel os en guided tur i Yekatarinburgs konstruktivisme. Sådan noget takker man da ikke nej til. Vi fik således set det område vi havde boet i med nye øjne mens den flinke russer fortalte løs om kommunisternes tanker bag konstruktivismen – store boligblokke med fælleskøkkener, fælles bad og toiletforhold. Det viste sig at hostelet lå i en sådan gammel boligblok.

Glade over et meget positivt første stop, takkede vi farvel til Do Be Do Hostel, og begav os mod stationen, for at tage toget videre til turens næste stop.

Som rejser er flest, begyndte vores Transmongolske eventyr med en forvirret leden efter den rigtige perron. Hvordan finder man vej når alle skilte er på kyrillisk? Med oppakning til både storby-, bade- og vandreferie i vores backpacks vraltede vi i cirkler om os selv på Kazansky vokzal station. Den transsibiriske jernbane fandt os mere end vi fandt den. Pludselig stod vi foran perron 90 og et langt, grønt tog som på en eller anden måde synes alt for småt til at skulle være dét som skulle fragte os til grænsen mellem Europa og Asien.

Engang var den hurtigste vej fra Sankt Petersborg til Vladivostok at krydse Atlanterhavet, Nordamerika og Stillehavet. Så kom industrialismen til Rusland og de første spadestik til verdens længste jernbane aka Den Transsibiriske Jernbane blev taget tilbage i 1891. Man begyndte konstruktionen fra hver sin ende – i Moskva og i Vladivostok – samtidig. Som de eneste engelsktalene personer steg vi ombord på toget og fandt vores kupe. Den transsibiriske jernbane er folkets jernbane. De lokales.

På første del af turen delte vi kupe med et ældre ægtepar som var gået i seng da vi kom tilbage fra spisevognen klokken lidt i ni om aftenen. Til gengæld stod de op kl. 5, slog optimistisk rullegardinet fra og stod af toget inden vi kom ud af fjerene. På hvad der mest af alt lignede et trinbræt stod et nyt, yngre par med en lille baby på, og gjorde os følge et par stationer, før de igen steg af toget.

På jagt efter mad fandt vi den første aften hurtigt togets madvogn. På de russiske menuer lykkedes det os identificere ”spiritus”siden udfra en genkendelse af ordet ”vodka” og derudfra sjusse vi os frem til madsiderne – men så var gode råd også dyre. Den venlige servitrice kom hen og vi pegede spørgende på de øverste par retter. ”Borsch” proklamerede hun smilende. Rødbedesuppe – den kendte vi. De næste retter  var dog ikke umiddelbart genkendelige for danskerører og en medpassager måtte os til undsætning. Gennem hele spisekupeen råbte en ung mand til os ”PIG! Pig with cheese!”.

De eneste afbræk på turen er de få steder toget stopper mere end de normale 2-3 minutter. Her stimler alle passagerer ud af toget for strække benene, ryge og handle. Her findes altid lokale som faldbyder deres varer – ofte mad – til en billige penge. På vores første af sådanne stop købte vi et plastikkrus med håndplukkede hindbær og to kogte æg. Dette supplerede vores nærende frokost, som havde bestået af kop-nudler med intet mindre end 1 ært og 2 majskorn pr. portion.

Mens det sibiriske landskab rullede forbi med fyrretræer, birketræer og åbne, ofte sumplignende landskaber, fordrev vi tiden med at læse Dostovjevskij mens vi drak kaffe fra togvognens brændefyrede samovar.