Varadero ligger på Cubas nordkyst, øst for Havana. Det er her “alle” turisterne tager hen for at bo på all inclusive resorts noget vi tidligere altid har skyet som pesten. Tingene ændrer sig dog drastisk når man får en lille og vi havde bestilt 4 dages all inclusive med poolbar, privat strand og hele pivtøjet. Vi tænkte at det var nemmere at komme i pool og på stranden med den lille på den måde – hvilket det virkelig også var.

Da vi ankom blev vores bagage lagt på en vogn og kørt til vores værelse og vi fik udleveret i pamflet om alle regler og åbningstider på resortet på tysk. Da ingen af os tidligere har været på resort brugte vi den første dag på at forstå “systemet”. Alt var inklusive – undtagen en masse ting såsom fx internet, telefon og nogle typer drinks. Man skulle desuden bestille tid for at komme på en af de rigtig “fine” restauranter.

Planen med hele opholdet var at jeg, Louise skulle tage dykkercertifikat imens Lasse passede Karl Emil.

Vi havde sat 4 dage af, hvilket skulle være god tid, og håbede på den måde at vi også kunne hygge lidt sammen alle tre. Vi havde bestilt dykkerkurset forud og havde i e-mailen derfra fået strenge instrukser på at ringe dagen før efter klokken fem og aftale nærmere.

Da jeg aftenen før fik fat i Carlos som styrede dykkercentrer fik jeg besked på at jeg intet skulle på selve ankomstdagen, andet end at læse i PADI dykkerbogen. Næste dag skulle jeg stå klar 8:30 i receptionen. Jeg vidste intet om hvad jeg skulle, hvilke tests jeg skulle tage, om jeg skulle prøve udstyret, dykke i pool eller havet og heller ikke hvor længe jeg skulle være væk. Der føltes lidt som at tage er stort skridt ud på meget dybt vand uden udstyr på da jeg sagde farvel til Lasse og Karl Emil i receptionen.

Det startede også dårligt. Jeg kunne ikke finde ham der skulle hente mig. Efter at have ventet en rum tid fik jeg ringet til Carlos som sagde at chaufføren havde ventet på mig længe. Jeg løb frem og tilbage i receptionen og blev mere og mere stresset indtil jeg fik spurgt om det ikke var korrekt at jeg befandt mig på “Be Live Experience Las Morlas” resort. Det var det ikke! Vi fandt aldrig helt ud af hvad der var sket men vi var ikke tjekket ind på det resort vi havde bestilt hjemmefra. Receptionen ringede derefter til det rigtige resort som sendte chaufføren hen og hentede mig. Så langt så godt.

Jeg blev nu kørt af en meget lidt engelsktalende mand hen mod en ukendt lokalisation. Vi stoppede på en mærkelig vej, i en undseelig by hvor der kun holdt en gammel turkis Chevrolet. Ud sprang en solbrændt mand og introducerede sig som Jorge, jeg blev bugseret ind på bagsædet og vi kørte videre med det samme.

Jeg nåede lige at tænke “kommer jeg mon nogensinde hjem igen?” indtil det viste sig at Jorge kunne lidt mere engelsk end sin forgænger – og var ansat i dykkercentret. Planen for dagen var at vi skulle hente et par andre turister i byen Matanzas og derfra køre til Svinebugten og dykke. Jeg vidste godt at Svinebugten lå på modsatte kyst men ikke at Matanzas lå 45 min køretur mod øst. Alt i alt blev det en 3 timers køretur som endte xxx kilometer væk. På vejen samlede vi dykkerinstruktør Aramis og to amerikanske turister op. 

Vi susede gennem landskab, gennem plantager, forbi små landsbyer og skoler fx “Skolen for solidaritet med Panama” og skilte med forskellige sloganer fx “Partiet er folkets sjæl”. Da vi ankom til byen “Australien”, hvor Fidel Castro havde sit hovedsæde under den forfejlede amerikanske invasion i 1961, kørte vi af hovedvejen og mod stranden “Cueva de los peces” i Svinebugten.

Efter en kort teoritime om dykkerudstyret i skyggen fra palmerne gik vi vandet. Man kunne gå via nogle trappeformede klipper direkte i vandet og herefter blev der støt dybere indtil en koralvæg gik 200 meter ned fra 13-14 meters dybde. Jeg lærte først er par sikkerhedsøvelse på det lave vand og derefter svømmede vi direkte ud på 13 meters dybde og gentog øvelserne. Vejen ud til koralvæggen var også fyldt med koraller og fisk og efter øvelserne havde vi lidt tid til at svømme langs koralvæggen. Der var sindsygt smukt.

I pausen inden andet dyk fik jeg et par snacks af de søde amerikanere som havde været mere forudseende end mig og derefter gentog proceduren sig bare med nogle nye øvelser.

Så kørte vi hjemad i den turkise Chevrolet årgang ’53 mens eftermiddags monsunregnen trommede mod ruderne. Der var noget mere stille i bilen på vej hjem, alle var trætte. Jeg kom hjem lige til aftensmad, heldigvis inden Karl Emil var lagt i seng.

Om aftenen fik jeg at vide at næste dag var studiedag dvs ingen dykning og jeg kunne blive hjemme på resortet med den lille familie. Det var dejligt. Dagens gang på resortet gik med morgenmad hvor Karl Emil charmede alle tjenerne som indimellem “stjal” ham og snakkede søde spanske gloser til ham. Så smuttede vi en tur i poolen. Dette foregik med hele munderingen af UV sikker badedragt, svømmeble og solhat. Om eftermiddagen gik vi ned til stranden og Karl Emil fik undersøgt “sand”, “bølger” og smagt på det salte havvand.

Gennem hele dagen forsøgte vi at ringe til forskellige casas particulares men telefonerne var nede. De fleste casas har ikke e-mail adresser og desuden var nettet på resortet (hvilket ikke var en undtagelse fra resten af Cuba) nærmest ikke-eksisterende.

Næste dag blev jeg hentet 8:30 som vanligt. Vi havde alle håbet at sigtbarheden ved nordkysten (Atlanterhavet) var blevet bedre men det var den ikke så vi måtte en tur til Sydkysten (Karibien) igen. To dykkerinstruktører med tre turister på bagsædet susede mod Svinebugten i en tyrkis Chevrolet. Denne gang stoppede vi en gang længere syd på ved stranden “La Tanque”. På vejen hjem fik jeg den teoritiske test stukket i hånden og vi gennemgik resultatet, samt et par sidste ting jeg manglede at få gennemgået, i receptionen på resortet. Derefter var der bare at betale ved kasse 1 og så var jeg certificeret PADI Open Water dykker. Klokken blev dog ret mange inden jeg var færdig og imens var Lasse og Karl Emil gået i gang med stearinlysbelyst 3 retters menu på den franske restaurant på resortet. Lasse nåede at indtage 2 x forresten inden jeg kom brasende midt i hovedretten. Sikke en dag.

Jeg havde læst mig til at almindelig babyting såsom bleer, vådservietter ect ikke rigtig var til at få fat i, i Cuba – og da slet ikke parfumefri. Frygten for at Karl Emil skulle blive syg af maden betød også at vi medbragte al babymad. 

Forberedelserne til pakningen havde altså varet flere måneder inden pakkedagen endelig oprandt. Vi pakkede og pakkede indtil Karl Emils ting fyldte over halvdelen af bagagen – og heri ikke medregnet paraplyklapvogn og autostol som var udover. 

Og ikke nok med det; Karl Emil fik også feber! Næste dag kvart i åbent stod vi derfor klar med alle vores pakkenelliker foran lægen for at få tjekket det lille pus. Feberen var heldigvis faldet og lægen fandt ingen grund til at vi ikke kunne tage afsted. Vi ankom derfor i lufthavnen med taxa direkte fra lægen og med et stop på vejen på apoteket for at hente “for en sikkerheds skyld”-antibiotika.

Da vi boardede det første fly åndede vi lettede op, lænede os tilbage og slappede af; endelig ferie!

Sommerhuset vi lånte lå nær mine forældres gamle sommerhus. Jeg viste stolt Lasse rundt i området til bl.a. Hinneryd hvor alle de små hyggelige butikker var lukkede, cola-søen og selvfølgelig vores gamle sommerhus komplet med elefanten man kunne ride på (den var skrumpet lidt).

Resten af dagene brugte vi på ren afslapning og god mad. Ingen svensk sommerhustur er komplet uden “pyt i pande” og masser af spil.

Besøg i haven.

Da vores tosomhed snart bliver til en tresomhed gik også meget tiden med forberedelser til den lille. Der blev bl.a. hæklet små figurer til en uro og syet og syet og syet…

Når vi havde brug for en pause drog vi blot ud i den omkringliggende skov og nød naturens smukke farver og uanede mængder af svampe!

Guldgaffel:

Den lille uge i det lille hus gik alt for stærkt og lige som vi begge var kommet rigtig ned i gear måtte vi drage hjem igen. Tilbage til civilisationen.

Gnavpot:

Dagen efter var stod den på svensk midsommer fest. Børnene fik blomsterkranse i håret, en træpind blev dekoreret med bøgegrene og blomster og festlighederne kunne gå igang fra omkring middag og fortsatte ind i den lyse nat.

Den sidste dag på øen blev brugt til afslapning, badning og en udflugt til den modsatte ende af øen hvor vi allesammen blev solbrændte af at sidde ude hele dagen.

[Lasse] Hvis turisterne ikke Kite’r i Tarifa, tager de på hvalsafari. Her bliver de lovet finhvaler, spækhuggere, delfiner og meget mere. Hvaler eller pengene tilbage. Så, mens Louise under hele sejlturen sad og kiggede stift frem for sig (med munden formet som en hønserøv og øjenene lynende imod mig, skulle jeg driste mig til at spørge om noget), så hang jeg ud over rælingen med mit kamera, for at få et glimt af havets kæmper. Den 45 min lange sejltur bød desværre ikke på så meget andet en lidt skumsprøjt, og et par vrede måger der ufrivilligt satte fra når hurtigfærgen Tarifa-Tangier kom susende gennem bølgerne over Gibraltar.

[Louise] Da vi ankom til Marokko var vi pludselig på den. Vi har kun gratis internet i Europa og det viste sig noget sværere end forventet at finde vores hotel. Ja faktisk kunne vi ikke engang finde den rigtige vej fra stranden ind i byen. Heldigvis kom en frisk ung mand os til undsætning og efter vi havde fundet ud af at spansk var vores bedste fælles sprog viste han os vej til vores hotel – mod et par Dirham i betaling forstås. Her blev vi budt velkommen med myntethe og vist vores smukke værelse. Om aftenen måtte vi igen have hjælp til at finde vej gennem de snoede gader. Tilgængelige fandt vi en restaurant med verdens bedste humus: Salon Bleu

Pyt. Vi tog afsted alligevel!

Afgang fra Købehavn tirsdag eftermiddag, og hjemkomst torsdag morgen. Med 14 timers sejltur hver vej forskansede vi os i den lille kahyt, og skød 14 timers Starwars igang som forberedelse til StarWars VII The Force Awakens fredag aften (lige efter min eksamen).

Vi ankom til et iskoldt Oslo kl. 9:45 og sejlede igen kl. 16:30. Det tog adskillige glas varm glögg, varm chokolade, cappuccino og des lige, at kæmpe sig igennem den kolde hovedstad.

Vi kom vidt omkring til Oslos seværdigheder. Vi snublede nærmest over Operaen så snart vi kom i land og fandt mere eller mindre tilfældigt Nobel fredscenter. Et par julemarkeder blev det også til inden vi til slut besluttede vi os for at gå hele vejen ud til den smukke Vigelandpark, som er fyldt med smukke skulpturer doneret af kunstneren Gustav Vigeland til den norske stat.

Inden vi udforskede Baskerlandets hovedstad valgte vi at leje en bil og køre yderligere øst på, til kystbyen San Sebastian. Denne smukke by er kendt for sin muslingeformede strand som byen smyger sig omkring.

Før 2. verdenskrig var den et populært retreat blandt Europas rige og kongelige, og den gamle by består derfor mestendels af store flotte bygninger bygget til at blive brugt af sådanne. Byen er kendt for sine exceptionelt gode pintxos men omkring frokosttid var det eneste sted vi kunne finde et amerikansk burgersted.

Om aftenen tog vi et sving forbi byen Portugalete som har verdens ældste fungerende kabelbane bygget af en af Gustav Eiffels elever, Vizcaya Bridge, hvilket vi i hver tilfælde synes at kunne ane.

Næste morgen stod vi tidligt op for at køre de halvandethundrede kilometer mod vest, til San Juan de Gaztelugatxe, som er en lille ø, hvorpå der ligger en lille kirke, som er bygget til babtisten John. Efter et par times kørsel ankom vi til en lille uanselig parkeringsplads hvorfra vi trekkede en times tid før vi stod og og prøvede at nyde udsigten, og havet, og hinanden – mens en lille larmende klokke konstance kimede i baggrunden. Legenden siger, at når man har “besteget” de 237 trin derop skal kime 3 gange med klokken og ønske et eller andet. Det var der mange der benyttede muligheden for.

Bilbao er nordspaniens største by med en million indbyggere. Efter miniput Gijón føltes det dejligt forfriskende endelig at befinde sig i en storby igen. Om eftermiddagen gik vi på ikke-spansk restaurant, fik en romkugle og tog på byvandring sammen med de andre besøgende ERASMUS studerende. Aftenen afsluttede vi af på en meget snusket bar i den gamle bydel med en ægte spansk drink: Kalimotxo, dvs. lige dele rødvin og cola.

Som rosinen i pølseenden tog vi den sidste dag på Guggenheim museet, før Lasse igen tog i lufthavnen og jeg på banegården.

Min tyske makker, Franca og jeg gik fri fra at falde i vandet men var vidne til da bl.a. Samuele fik sig en ufrivillig dukkert. Heldigvis skinnede solen fra en skyfri himmel hele dagen så alle kunne blive tørre igen.

Til slut, ingen Erasmus-udflygt uden et obligatorisk gruppebillede med en masse mennesker man ikke aner hvem er. Og en stor grøn frø.

Universitetet tilbyder os bl.a. sprogkurser som jeg selvfølgelig har tilmeldt mig. Da jeg skulle betale for kurset lærte jeg, at man ikke kan betale med Visa (som dansker er jeg rystet i min grundvold) i spanske banker. Jeg har også været på ‘kommunen’ og få et borger-kort (tarjeta ciudadana) som bl.a. giver mig rabat på busture og gratis adgang til bycykler. Jeg vil tro at det er noget sværere at få et “borgerkort” derhjemme…

Humøret blev holdt højt med hyppige ciderture arrangeret af ESN.

Hver torsdag er der “Tapas aften”, her mødes alle Erasmus studerende i Gijón og får sig en øl eller mange og tapas dertil. Der er altid fuldt huse og der bliver ved med at komme nye personer man ikke kender. De øvrige hverdagsaftener er vi begyndt at arrangere ting selv fx spille-aften…

…og surfing. Jeg bor 10-15 minutters gang fra havet og surfskolen Skoolsurf hvor Aran, en østrigsk medicinstuderende har forhandlet nogle gode aftaler for os Erasmuser. Der er blevet afholdt prøve-time og vi er nu flere som har købt et månedskort til surfskolen.

Tapas, surfing – ja så mangler der da kun lidt dans!

Belgiske Axandre har fundet frem til en salsa-skole med begynderhold og vi er nu et par stykker som prøver krafter med det. Man kan sagtens finde tid til det hele – salsatimerne starter først 21:30 og så går man hjem og spiser aftensmad bagefter.

Godt mætte og tilfredse tog vi allesammen med bus til Oviedo hvor der denne weekend og de næste 10 dage bliver fejret San Mateo – en kæmpefest for byens helgen.

De sejeste af os stod op igen næste morgen for at gå el camino de la Playa de Ñora.

En smuk tur fra den østligt beliggende playa de la Ñora til Gijón.

Turen gik hele vejen langs Atlanterhavskysten…

… hjem til Gijón.