Det var vores første lange rejse sammen, siden vi besluttede ikke at flyve mere, og vi har lidt spændte på hvordan den lange biltur med Karl Emil mon ville blive. Vi lånte i forvejen en masse bøger på biblioteket og ladede ipad’en op og fyldte tasken med alt det underholdning vi kunne finde på. Heldigvis gik det over al forventning og vi havde først en fremragende tur til Nürnberg i Tyskland, hvor vi tog en dags pause (to overnatninger) inden vi drog videre forbi Gardersøen (hvor vi lige nåede en pizza i vandkanten) inden vi kørte videre til Todi. Det var en rejse på 20 timer i bil, plus pauser, og Karl Emil havde kun brug for ipad’en sølle halvanden time inden ankomst. Det synes vi var smadder flot og alt i alt en stor succes. 

Vi var blevet anbefalet Nürnberg af en ven, som blandt andet anbefalede os at se de tyske paradepladser. Først og fremmest prioriterede vi dog det berømte togmuseum (Deutche Bahn museum) for Karl Emil’s skyld, og efter at have slæbt ham med på den lange køretur. Så snart Karl Emil så det første tog, råbte han højt: “se, et tog!”, og sådan fortsatte det i næsten 3 timer derefter, inden vi nærmest måtte slæbe ham ud fra museets Kinder Land, som vi kun knap nåede omkring. Alt i alt, var vi meget tilfredse med vores beslutning, også selvom det betød, at vi ikke ville nå Paradepladsen i denne omgang.

The Nuremberg Transport Museum (Verkehrsmuseum Nürnberg) is based in Nuremberg, Germany, and consists of the Deutsche Bahn's own DB Museum[1] and the Museum of Communications (Museum für Kommunikation). It is one of the oldest technical history museums in Europe. It is a company museum belonging to the Deutsche Bahn and portrays, amongst other things, the history of the railways

Mens Karl Emil sov sødt, efter de mange indtryk, udnyttede vi eftermiddagen ved stormede rundt Karl Emil i klapvognen, for at nå i det mindste at se bare lidt af den gamle by i ro og mag, og på voksen manér. Om aftenen tog vi ud at spiste på vietnamesisk restaurant inden vi alle gik hjem til vores lejede lejlighed, som lå i en gammel biograf, og puttede sammen; Karl Emil i smørhullet, og med mor og fars arm over fra hver sin side. Karl Emil havde brug for lidt ekstra kærlighed, for han havde set sig bange for brandalarmen der blinkede i mørket. Da vi senere kom tilbage til Nürnberg begyndte Karl Emil straks at græde, så snart han kunne genkende byen, og sige at han ikke ville tilbage til brandalarmen – så det må have gjort et stort indtryk.

Nuremberg is the second-largest city of the Germanfederal state of Bavaria after its capital Munich, and its 511,628 (2016) inhabitants make it the 14th largest city in Germany. The city lies about 170 kilometres north of Munich. Nuremberg was the site of major Nazi rallies, and it provided the site for the Nuremberg trials, which held to account many major Nazi officials. The main sight is probably The Nazi party rally grounds which covers about 11 square kilometres in the southeast of the city, and Nuremberg Castle, which consists of three castles that tower over the city. Together with the city walls, the castle is considered to be one of Europe's most formidable medieval fortifications.[It represented the power and importance of the Holy Roman Empire and the outstanding role of the (then) Imperial City of Nuremberg.

Vi ankom til det lille hus vi havde lånt af Thomas og Eva sent om aftenen. Huset lå på en bjergside, modsat den lille by Todi, som man kunne ane lysene fra på en bakketop i det fjerne. Huset ligger ude midt i ingenting, nede af en lang grusvej, og først lige der, hvor man er ved at give op, dukker huset op. Lisbeth og Flemming stod klar til at åbne porten for os, da vi ankom, for de havde hørt en bil komme i det fjerne, og det kunne på dette sted næppe være andre end os. Vi brugte fortrinsvis dagene til at komme helt ned i gear. Nogle dage tog vi på ture sammen, nogle dage tog Lisbeth og Flemming afsted, og andre dage tog Lulle og jeg afsted og efterlod Karl Emil i mormor og morfars hænder. Vi badede i svømmepølen, gik små ture sammen, spise en masse dejlig mad, så på blomster, fugle og insekter og nød endeligt at have lidt tid sammen.

Todi is a town and comune of the region of Umbria in central Italy. It is perched on a tall two-crested hill overlooking the east bank of the river Tiber, commanding distant views in every direction. According to the legend, Todi was built by Hercules, who here killed Cacus, and gave the city the name of Eclis. Historical Todi was founded by the ancient Italic people of the Umbri, in the 8th-7th century BC, with the name of Tutere. The name means "border", the city being located on the frontier with the Etruscan dominions. It probably was still under the latters' influence when it was conquered by the Romans in 217 BC. According to legend, its double line of walls had stopped Hannibal himself after his victory at Lake Trasimeno. In the 1990s, Richard S. Levine, a professor of Architecture at the University of Kentucky, described Todi as the model sustainable city, because of its scale and its ability to reinvent itself over time. After that, the Italian press reported on Todi as the world's most livable city.

Lisbeth og Flemming havde som sagt tilbudt at tage Karl Emil en dag, så Lulle og jeg udnyttede muligheden, og tog bilen et par timer længere syd på – til Rom. Jeg har været der før, for 10 år siden på Interrail, men det er virkeligt en fantastisk by, og jeg nød at få lejlighed til at gense den sammen med Louise. Inden vi kørte tilbage (dagen efter vi var kommet), nåede vi også den helt store guidede tur i Vertikanet, som jeg ikke havde været så heldig at få set sidst jeg var her. 

Traditional stories handed down by the ancient Romans themselves explain the earliest history of their city in terms of legend and myth. The most familiar of these myths, and perhaps the most famous of all Roman myths, is the story of Romulus and Remus, the twins who were suckled by a she-wolf.[20] They decided to build a city, but after an argument, Romulus killed his brother and the city took his name.

Rome is the capital city of Italy. With 2,872,800 residents in 1,285 km2 (496.1 sq mi), it is the fourth most populous city in the European Union by population within city limits. The Vatican City (the smallest country in the world) is an independent country inside the city boundaries of Rome, the only existing example of a country within a city: for this reason Rome has been often defined as capital of two states.

Rome's history spans 28 centuries. While Roman mythology dates the founding of Rome at around 753 BC, the site has been inhabited for much longer, making it one of the oldest continuously occupied sites in Europe. Eventually, the city successively became the capital of the Roman Empire, and is regarded by some as the first ever metropolis. It was first called The Eternal City by the Roman poet Tibullus in the 1st century BC. Rome is also called the "Caput Mundi" (Capital of the World). After the fall of the Western Empire, which marked the beginning of the Middle Ages, Rome slowly fell under the political control of the Papacy, and in the 8th century it became the capital of the Papal States, which lasted until 1870. Beginning with the Renaissance, almost all the popes since Nicholas V (1447–1455) pursued over four hundred years a coherent architectural and urban programme aimed at making the city the artistic and cultural centre of the world. In this way, Rome became first one of the major centres of the Italian Renaissance, and then the birthplace of both the Baroque style and Neoclassicism. Famous artists, painters, sculptors and architects made Rome the centre of their activity, creating masterpieces throughout the city. In 1871, Rome became the capital of the Kingdom of Italy, which, in 1946, became the Italian Republic.

In 2016, Rome ranked as the 14th-most-visited city in the world, 3rd most visited in the European Union. Its historic centre is listed by UNESCO as a World Heritage Site. The Vatican Museums are among the world's most visited museums while the Colosseum was the most popular tourist attraction in the world with 7.4 million visitors in 2018.

På turen hjem, besluttede vi igen at stoppe i Nürnberg, så vi kunne få set museet. Dog ikke inden først at være forbi legetøjsmuseet for at “betale” vores dårlige samvittighed overfor Karl Emil af. Det var et glædeligt gensyn, med en by vi bestemt synes havde meget mere at byde på end vi kunne nå at opleve på de tog dage og fire nætter vi havde der totalt. 

Da Columbus ankom til øen for 523 år siden (i 1494) navngav han den “Isla Juan el Evangelista”, hvorved han indlemmede den i det spanske kongerige. Spanierne kom dog aldrig til at udnytte øen med de store mangroveskove og de farlige rev, som lurede lige under havets overflade, og som krævede ualmindeligt godt sømandsskab at undgå. Den lille ø i det caribiske hav blev måske derfor tilholdssted for nogle af historiens mest berygtede pirater, såsom Francis Drake og Henry Morgan, der kaldte øen for Parrot Island (Papegøjeøen). Øens historie har senere givet inspiration til mange noveller, hvor den mest kendte nok er Louis Stevensons historie om: Skattenøen (Treasure Island).

Igennem det 19. århundrede blev øen fortsat brugt som tilflugtssted. Nu både for kriminelle og for politiske rebeller, såsom uafhængighedsforkæmperen, José Marti, der ønskede Cuba fri af Spanien. Hundrede år senere, i midt i det tyvende århundrede, da Cuba var blevet fri af spanierne, men i stedet var blevet en diktatorstat, støttet af (eller måske nærmere underlagt) USA, blev øen dels brugt som fængsel for politiske fanger, heriblandt Fidel Castro, dels var den et yndet feriemål for amerikanske turister. Datidens måske med mest berygtede mafiabos Charles ‘Lucky’ Luciano, grundlage også i disse år ideen om at gøre Øen, som for fjerde gang havde skiftet navn, og hed nu Isla de Pinos (“Ananasøen”), til en ø for gamblere, på niveau med datidens Monte Carlo. Således startede man midt i halvtredserne på at bygge et stort hotel, Hotel Colony, hvor vi nu var på vej hen.

Da Fidel kom til magten i 1959, beslaglagde han imidlertid alle amerikanske værdier på Cubansk jord, heriblandt Hotel Colony, og smed amerikanerne ud, hvormed udviklingen på øen gik fuldstændig i stå og aldrig rigtigt kom igang igen siden. Op gennem 60’erne og 70’erne kom et stort antal unge fra hele verden dog til øen for at studere. I 1978 omdøbte man igen øen, Isla de la Juventud (Island og Youth), i anerkendelse af den betydning de unge tilflyttere har haft for øen.

Da vi ankommer til hotellet efter den “lange” køretur, bliver vi således meget passende, indlogeret sammen med et meget stort antal unge marinebiologistuderende fra hele verden, der er her for at studere noget af det mest diverse marine liv noget sted på planten. Som guidebogen skrev: “the diving is to die for”. Bortset nogle få turister her, og de studerende, er der stort set ingen turister der begiver sig ud på “La Isla” (som øen populært kaldes i dag blandt Cubanerne), og det kan mærkes. Vi ankommer sent, og går trætte i seng i vores bungalow på stranden, mens vi glæder os til, selv at komme i vandet og opleve de sagnomspundne rev ved Puntá Frances med sigt op til 50 m i årets bedste måneder.

Næste morgen, efter lidt start-vanskeligheder (vi blev bl.a. overfaldet af en kæmpe krabbe!), tog vi afsted mod øens eneste dykkercenter. Ja, man skulle tro at noget af verdens bedste dykning, kunne tiltrække mere end et lille beskedent statsejet dykkercenter, men mon ikke det hænger sammen med, at det indtil for ganske nylig var ulovligt at starte sin egen forretning. De få turister der forvilder sig til her til La Isla, og El Colony, kommer her stort set kun for at dykke, så hotellet har sin egen bus der kører de der kører taxi mellem hotellet og dykkercenter. Vi stævner ud mod Puntá Frances med to russere, og to tyskere foruden skibets øvrige besætning bestående af 3 mand.

Vi får at vide at sejlturen varer en time (dvs., så varer den to), og planter den lille medbragte lyserøde baby i sin autostol nede i skibet. Han har der varmt, men falder hurtigt i søvn. På vejen lægger vi til op af en af de små fiskerbåde, og bytter to flasker rom for fire hummere og en fisk, vi skal have til frokost. Louise og jeg pøser skiftevis vand på Karl Emils solhat, for at køle ham ned undervejs. Kort før vi ankommer til Cueva Azul (den blå grotte), hvor jeg skal i vandet, vågner Karl Emil. Kaptajnen tager ham og sætter sig bagerst på skibet med fødderne i vandet med ham, mens Louise og jeg forbereder hans mad, som Louise giver ham mens jeg svømmer rundt 25 m under skibet og kigger på baracudaer,… sigten er rigtigt god, men farverne er lidt blegnede fordi der har trukket lidt skyer op, mens vi sejlede. Da jeg kommer op, er det Louises tur og jeg babysitter Karl i mens. Han falder dog i søvn mere eller mindre med det samme, så jeg benytter lejligheden til at springe i fra både og køle ned i det azurblå vand. Da jeg kommer op, er min mad klar. Et styk hummer, der er så stor, at jeg langt fra kan spise det hele på trods af, at den smager fantastisk. Trods de noget spartanske faciliteter er dette måltid uden tvivl et af de bedste vi har fået på Cuba, og prisen? Ti cuc (60 kr).

De næste dage står den på Karl-Emil-tid på El Colony, og vi bevæger os i mellem hans 2-3 daglige lure kun ned til stranden og op til hotellets buffet. Den sidste dag, starter den Cubanske Skoleferie, så et stort antal busser med lokale kommer og fester på hotellets strand. De er alle ret vilde med Karl Emil og da den første har taget mod til sig og spurgt om hun må få taget et billede med den lille charmetrold, former der sig hurtigt en kø af flere som også håber at få lov. Karl Emil elsker det Om aftenen nyder vi en mojito og en øl i hotellets bar og går en tur i solnedgangen. Vi finder et romantisk sted at slå os ned, desværre kan babyalarmen kun nå, hvis vi ligger den oven på hovedet (seriøst!).

fra WIKI: Cuba is located in the northern Caribbean where the Caribbean Sea, and is the largest island in the Caribbean, with an area of 109,884 square kilometres (42,426 sq mi). It is the second-most populous, with over 11 million inhabitants.

Cuba was a colony of Spain until the Spanish–American War of 1898, which led to nominal independence as a de facto United States protectorate in 1902. As a fragile republic, Cuba attempted to strengthen its democratic system, but mounting political radicalization and social strife culminated in the dictatorship of Fulgencio Batista in 1952. Further unrest and instability led to Batista's ousting in January 1959, which afterwards established a government under the leadership of Fidel Castro. Since 1965, the state has been governed by the Communist Party of Cuba. A point of contention during the Cold War between the Soviet Union and the United States, a nuclear war nearly broke out during the Cuban Missile Crisis of 1962. Cuba is one of the few remaining Marxist–Leninist socialist states.

Cuban economy is dominated by the exports of sugar, tobacco, coffee and skilled labor. According to the Human Development Index, It is described as a country with high human development and is ranked the eighth highest in North America, though 67th in the world. It also ranks highly in some metrics of national performance, including health care and education, and is the only country in the world to receive WWF's definition of sustainable development. Cuba receives assistance from Venezuela, amounting to over 20% of its GDP for 2008–2010, similar to the aid flows from the Soviet Union in 1985–1988.

Vi ankommer lige til Karl Emils sengetid på vores Casa Particular, Hostal Peregrino, i Havana (eller Habana) og skipper derfor selv aftensmaden. Karl Emil sover sødt som han plejer, mens vi stiller uret 6 timer tilbage, pakker lidt ud og tager en “øl” på altanen. Vi er lidt nervøse over, hvor længe Karl Emil skal bruge på at få indstillet sit indre ur. Denne morgen vågner han lidt i 4 (Cubatid), vi leger en times tid i sengen med Karlos nye legoraket og så er pruttemaskinen heldigvis klar til at sove videre.

Til morgenmad er Karl Emil den store attraktion. Alle de cubanske medarbejdere vil holde og nusse med ham. Karl tager det i stiv arm trods varmen, mens han ryger fra mama til mama – og snart sidder Louise og jeg alene og spiser, mens vi undrer os over hvor vores baby er.

Vi har i forvejen besluttet at tage det helt med ro i dag. Vi ved at Karl Emil er midt i et udviklingspring og helt sikkert har jetlag. De 40 graders varme og den høje luftfugtighed er en udfordring for os alle, og da Karl Emil pludselig sidder og skuler og kører underkæben frem og tilbage, går det op for os at han gudhjælpemig også er ved at få en ny tand. Turen starter derfor lidt hårdt ud for Karl Emil (der nu sidder og ligner Skipper Skræk), og hans mor og far kan ikke lade være med at tænke, at det måske var lidt for voldsomt, at have en 8 mdr med på sådan en rejse vi netop har påbegyndt.

Allerede næste dag er alt dog ved at være tilbage ved det gamle, og Karl Emil sidder i barnevognen og charmer til højre og venstre, mens vi triller ned af ” Calle Consulado” og alle de andre smalle og travle gader mod Havanas gamle bydel, Habana Vieja. Det er bemærkelsesværdigt hvor meget liv der er i gaderne, som vrimler af legende børn, mens ældre hænger og snakker ud af vinduer, på tværs af altanerne eller ud af ruden på nogle af de mange flotte gamle amerikanerbiler, der vel nok er det mest almindelige køretøj her. Vi filosoferer over, hvor meget denne “leben” skyldes, at mobiltelefoner, computere og meget andet elektronik først blev legaliseret i Cuba da Raul Castro tog roret fra hans syge bror, Fidel Castro, efter 2008. Derfor findes der stort set heller ingen digital infrastruktur, og det at gå på internettet er stort set stadig umuligt i Cuba. Vi noterede os allerede denne digitale analfabetisme hjemmefra, da det gik op for os, at uanset hvilket hotel, Casa Particular eller dykkercenter vi ønskede at komme i kontakt med, var email adressen den samme: info@cubanism.eu.cu. Prislister, og reservationer forgik også via den samme hjemmeside (så var der, i bedste kommunistiske stil, styr på det).

Vi havde planlagt en kun to km lang gåtur rundt til de vigtigste historiske monumenter. Med Karl Emil på armen regnede vi med at det ville tage nogle timer. Det tog hele dagen (trods det at vi var afsted allerede lidt over 8 hjemmefra). Det første stop var Catedral de San Christobál de la Habana, bygget i 1700-tallet og en af de ældste katedraler i Amerika. Katedralen er blevet kaldt “a piece of music set in stone” og har blandt andet huset de jordiske rester af Columbus, inden de blev flyttet til Sevilla og senere til Lissabon. Begge steder som Louise og jeg sjovt nok har besøgt tidligere. Herfra gik turen videre til Castillo de la Real Fuerza, som er et af de ældste fort i Amerika, bygget i 1555. Fortet huser en dag en udstilling om de mange søfartsrelaterede aktiviteter der har foregået i Havana i byens 600 år lange historie (siden 1514), heriblandt et lille afsnit om sørøvere, hvilket var meget passende efter Karl Emil havde transformeret sig til Skipper Skræk hen over de sidste dage. For mig var højdepunktet at der var en rigtig skattekiste fyldt med sølvmønter! Sådan fortsatte dagen ellers, forbi rigtigt mange spændende historiske monumenter, såsom Palacio de los Capitanes Generales, Iglesia y Monesterio de San Francisco de asís og meget mere.

fra WIKI: Havana (Spanish: La Habana) is the capital city, largest city, province, major port, and leading commercial centre of Cuba. The city has a population of 2.1 million inhabitants, and it spans a total of 728.26 km2 (281.18 sq mi) – making it the largest city by area, the most populous city, and the fourth largest metropolitan area in the Caribbean region. The city of Havana was founded by the Spanish in the 16th century and due to its strategic location it served as a springboard for the Spanish conquest of the continent, becoming a stopping point for treasure-laden Spanish galleons returning to Spain. Walls as well as forts were built to protect the old city.

Contemporary Havana can essentially be described as three cities in one: Old Havana, Vedado and the newer suburban districts. The city attracts over a million tourists annually. Old Havana was declared a UNESCO World Heritage Site in 1982. The city is also noted for its history, culture, architecture and monuments. As typical of Cuba, Havana also features a tropical climate. In May 2015, Havana was selected as one of the so-called New7Wonders Cities together with Beirut, Doha, Durban, Kuala Lumpur, La Paz, and Vigan.

Om aftenen spiser vi hjemme for Karl Emils skyld. Det var dog først den sidste dag det lykkedes os at købe noget at tænde komfuret med (på trods af utallige forsøg), hvorfor vi havde måttet koge pasta (som var det eneste mad de havde i supermarkedet (?)) i mikroovnen til os selv de første tre dage. Til Karl Emil havde vi medbragt et overdådigt arsenal, kilovis, af økologiske fødevarer i alle regnbuens farver, og i lufthavnen skrevet under på, at vi ikke madbragte nogen som helst form for mad. Han skulle jo nødigt komme til at føle at maden var for ensformig mens vi var afsted.

Uanset hvor vi går hen, kommer folk næsten hæmningsløst og tager Karl Emil, mens hans mor og far står og ser lidt nervøse ud amt til at han forsvinder ind i små grupper af folk der ønsker at røre ved ham og kysse hans tæer alt i mens de overdænger ham med kærlige ord. En af dagene havde vi været i tobaksbutik for at prøve at købe en lighter (uden held), hvor ekspedienten trods den lange kø, stoppede al ekspedering for at gribe Karl Emil og vise ham rundt i butikken. Det har i det hele taget været så sjovt at have Karl Emil med. Det giver anledning til enormt megen snak med fremmede mennesker, og vi har set utallige familiefotos med andre menneskers børn, hvilket vi synes har været enormt hyggeligt. På vores Casa Particular, gjorde personalet også rigtigt meget ud af, at hygge om Karl Emil. Hvis de synes han så varm ud, kom de og tog ham op, for at gå over og kigge på blæseren, eller ud på altanen for at vise ham (og vise ham frem) hvem der måtte gå eller køre forbi – hver dag, når vi fik ordnet vores rum, fik også han redt sin lille seng, og de vaskede hans kikke medbragte tallerken og bestik op når vi havde spist.

Den sidste dag i Havana fik vi en ordentlig skylle. Det var sjovt at se hvordan alle folk udnyttede regnvejret til at hænge deres snavsetøj ud og få vasket det værste snavs af det. Mens jeg stod og nød regnen og det vilde scenarier der udspillede sig for øjnene af mig, sad Louise og svedte med PADI-manualen; dagen efter skulle vi nemlig køre til Varadero, hvor Louise ønskede at blive certificeres som OWD (Open Water Diver), så vi i fremtiden kunne komme ud og dykke sammen.

Fredag vækkede vi Karl Emil klokken lidt i seks, og skiftevis pakkede det sidste, og spiste morgenmad. I lufthavnen giver baby åbenbart fast track, så vi var hurtigt igennem og afsted. Karl Emil opførte sig som en engel på flyveren, og alt gik planmæssigt.

I Lissabon havde vi lejet en meget centralt beliggende, og lidt dyr, AirBNB, med stor altan og fremragende udsigt. Vi nød den første dag og aften med Karl Emil og portvin her, for lige at få lidt ro på.

De næste dage tog vi det i babytempo. Lissabon er (åbenbart (!)) kendt for at være beliggende på 7 bjerge, så det var op og ned med klapvogn af brosten der med tiden var sunket lidt i her og der og alle steder. Nogle gange var det så slemt at vi måtte bære en sovende Karl Emil op og ned af trapper og ødelagte veje. Vi tankede op med kaffe og Lissabons berømte weinerbrød, pastel de nata*, hver gang chancen bød sig.

* Pastel de nata (Portuguese pronunciation: [pɐʃˈtɛɫ dɨ ˈnatɐ]; plural: pastéis de nata), is a Portuguese egg tart pastry, common in Portugal, the Lusosphere countries and regions, and countries with significant Portuguese immigrant populations. Pastéis de nata were created before the 18th century by Catholic monks at the Jerónimos Monastery. Following the extinction of the religious orders and in the face of the impending closure of many of the convents and monasteries in the aftermath of the Liberal Revolution of 1820, the monks started selling pastéis de nata at a nearby sugar refinery to bring in some revenue. In 1834 the monastery was closed and the recipe was sold to the sugar refinery, whose owners in 1837 opened the Fábrica de Pastéis de Belém. The descendants own the business to this day.

Den første dag brugte vi på at bumle rundt i Alfama med klapvogn, og “teste” nogle af alle de mange smukke udsigtspunkter med udsigt over byen, havet og floden Targus. Vi så et par kirker, Vasco de Gamas grav* i den Nationale Pantheon, Church of Santa Engrácia. Karl Emil havde jo kun sjældent set solen så vi havde tværet ham ind i sun-block, og taget en lille parasol med, som Karl selv holdt (næsten). Når chancen bød sig, lagde vi et tæppe ud og tumlede lidt, og, hu hej, Karl Emil drejede fra ryg til mave for første gang!

* Vi så den igen i Jerónimos Monastery et par dage senere. Vi undrede os over, om han var blevet delt i to?..

De næste dage fes vi rundt mellem alle de store turistattraktioner, så som São Jorge Castle, som var den første fæstning i Lissabon, og som en af de få større bygninger i Lissabon uskadet at have overlevet et meget stort jordskælv i Lissabon i 1775. Vi så også det bageri, Pasteis de Belem, munkene åbnede i 1820, for at sælge Pastel de nata. Eftersignede skulle det var her man fik de bedste i hele Portugal. Det testede vi selvfølgelig også – og de var (også) ret gode.

Endeligt testede Louise nogle meget portugisiske og sjældne tøjbutikker, fx H&M, Mango, og United Colours og Benetton. Da Karl Emil fyldte 5 mdr. onsdag, skulle han selvfølgelig have en gave, så jeg købte en meget flot sømandshat til ham. Den var han helt utroligt glad for.

Aftenenerne brugte vi alle for nær en i lejligheden, og ofte med færdigretter, portvin og tidligt i seng. På turen hjem sked Karl Emil i bukserne, netop som indflyvningen startede. Louise afværgede på smukkeste vist en potentiel katastrofe, da hun slingrende bar en gennemblødt og remouladefarvet Karl Emil ud af flyveren i strakt arm.

Ikke alle kom i mål uden hjælpemidler!

* Todgha Gorge (Arabic: مضيق تودغا‍‌‎) is a canyon in the eastern part of the High Atlas Mountains in Morocco, near the town of Tinerhir. Both the Todgha and neighbouring Dades Rivers have carved out cliff-sided canyons (Arabic: wadi) on their final 40 kilometres (25 mi) through the mountains. The last 600 metres (1,969 ft) of the Todgha gorge are the most spectacular. Here the canyon narrows to a flat stony track, in places as little as 10 metres (33 ft) wide, with sheer and smooth rock walls up to 160 metres (525 ft) high on each side.

Her boede vi hos en lille marrokansk familie. Bestyreren var en ung kvinde fra Rabat, som havde lavet en aftale med stedet om at køre udlejningen, mod at hun måtte læse og bo i ejendommen. Ligesom dem man nogle gange møder som turist lader til at tænke, at man altid holder ferie, og ikke har et arbejde hjemme; så slog det os da vi talte med kvinden under aftensmaden, hvordan vi også nogle gange har en tendens til at tænke, at folk i mindre bemidlede lande, oftest er uden højere uddannelse. Pigen som kørte hotellet viste sig at være PhD studerende i Nanoteknologi ved Rabat University.

Den næste morgen indtaste vi for sidste gang kooridinatorne til vores næste Riad i GPS’en, og ankom lige inden aften til endnu en familiedrevet Riad i Marrakesh*, Riad Rose Meryam, hvor de havde puttet rosenblade i toilettet for at vi skulle føle os velkomne..

Efter mange dages rejse var vi efterhånden godt mørnede, så vi tog det helt stille og roligt. Marrakesh er en rigtig turistby, så det var noget helt andet end Tangier, Fez og Meknes, hvor vi nok følte os lidt mere som rejsende. Her var vi blandt alle de andre lettere overvægtige, lettere forvirrede hvide turister bare endnu et par gringos, med lommerne fulde af guld. Når det så er sagt, så kunne vi faktisk rigtigt godt lide Marrakesh, og den kom hurtigt på listen over steder vi rigtigt gerne vil tilbage til.

* Marrakesh (Arabic: مراكش‎, Berber: ⵎⴻⵕⵕⴰⴽⴻⵛ) is a major city of Morocco. It is the fourth largest city in the country, after Casablanca, Fes and Tangier. It is the capital city of the mid-southwestern region of Marrakesh-Asfi. Located to the north of the foothills of the snow-capped Atlas Mountains. Marrakesh is possibly the most important of Morocco's four former imperial cities. The red walls of the city, built by Ali ibn Yusuf in 1122–1123, and various buildings constructed in red sandstone during this period, have given the city the nickname of the "Red City" or "Ochre City". Like many Moroccan cities, Marrakesh comprises an old fortified city packed with vendors and their stalls (the medina), bordered by modern neighbourhoods. Today it is one of the busiest cities in Africa and serves as a major economic centre and tourist destination. Tourism is strongly advocated by the reigning Moroccan monarch, Mohammed VI, with the goal of doubling the number of tourists visiting Morocco to 20 million by 2020.

Vi sluttede turen af med en Kamelburger onsdag aften,
og satte så kursen hjemover fra endnu en dejlig rejse.

Det var hverken en særligt flot snemand, eller nogle særligt vilde ture på snowboard, men det var en helt vild oplevelse. At vågne op i Meknes, starte raketten og flyve op over Atlasbjergene, hvor vi så Marokkanere kælke og løb på ski, – og så svæve ned på den anden side, mens landskabet fuldstændig ændrer karakter; fra det sneklædte, til det frodige, til det golde – fra det kuperede, til det helt flade, til det blødt bakkede, og hvor vi går til ro med ørkensand i ørene, blandt kameler og beduiner.

Dagene i Sahara blev mest brugt på at ride på kamel, slappe af, se på stjerner (rigtigt mange stjerner), ride lidt mere på kamel, drikke juice, slappe lidt mere af (det er jo ret varmt!), og så ride lidt på kamel. Det var virkeligt smukt, og virkeligt dejligt, efter nogle hektiske medina-dage i Tangier, Fez og Meknes, men det indbyder nok ikke til det mest spændende blogoplæg. Vi så ikke engang en skorpion!

Imorgen kører vi vest på, mod Todras George, og, ultimativt, Marrakesh, hvor rejsen ender.

Først på eftermiddagen trillede vi velfornøjede ind i Chefchouen*. Af uransaglige årsager fandt vi aldrig rigtigt den, eftersignende, vidunderlige medina**, men landede (åbenbart) i stedet den lille sorte raket på en parkeringsplads i udkanten af byen. Vi spankulerede lidt rundt, og da vi ikke gad at lede mere, fandt vi en lille anonym fortovsrestaurant, hvor vi (med lige dele held og uforståeligt fægten) lykkedes i, at få bestilt den lækreste tajine***. Mens vi sad og ventede, må tjeneren på restauranten have synes at vi så sultne ud, for pludseligt tippede han to syltede sardiner fra hans tallerken over til vores. De smagte, som alt det andet vi fik her, himmelsk, og vi forlod restauranten meget glade og lidt rundere.

* Chefchaouen or Chaouen (Arabic: شفشاون/الشاون‎, Shafshāwan (pronounced IPA: ʃəfˈʃɑˑwən), Berber: ⵜⵛⴻⴼⵜⵛⴰⵡⴻⵏ, Ashawen) is a city in northwest Morocco. It is the chief town of the province of the same name, and is noted for its buildings in shades of blue.
** Medina quarter; the old Arab or non-European quarter of a North African Town.
*** A tajine or tagine is a historically Berber North African dish that is named after the earthenware pot in which it is.

Vi ankom efter en smuk køretur, men længe efter solnedgang, til et meget mørkt Fez*. Vores GPS havde sviget os, så noget modløse holdt vi ind ved siden af en tilfældig taxi i en tilfældig rundkørsel et tilfældigt sted i Marokkos anden største by, for at spørge om vej. Igen smilede lykken til os, os det viste sig, at vores Riad**, Riad Baba, lå lige henne om hjørnet. Trætte efter en begivenhedsrig dag, og mange nye indtryk, snuppede vi en hurtig gang aftensmad og gik tidligt til ro.

* Fez (Arabic: فاس‎; Berber: Fas, ⴼⴰⵙ) is the second largest city of Morocco, with a population of 1.1 million (2014).Fez was the capital city of modern Morocco until 1925. The city has two old medina quarters, the larger of which is Fes el Bali. It is listed as a World Heritage Site and is believed to be one of the world's largest urban pedestrian zones (car-free areas) University of Al Quaraouiyine, founded in 859, is the oldest continuously functioning madrasa in the world. The city has been called the "Mecca of the West" and the "Athens of Africa".
** A riad is a traditional Moroccan house or palace with an interior garden or courtyard.

[Louise] I Fes ligger Marokkas største og ældste Medina. Her findes alt hvad hjertet måtte begære og lidt til. De tætpakkede, smalle gader dufter af alt fra friske krydderurter til den kvalmende lugt fra slagterbutikkerne med tyrehoveder sat op ved siden af disken. Drejer man ned af en tilfældig mørk, lidt dyster sidegade kan man være heldig at finde en hyggelig cafe med tagterasse eller en Moské hvor man endelig kan finde lidt ro fra det hektiske liv på gaden. I dette totale kaos kom vi pludselig til tæppeafdelingen og da vi viste lidt interesse for nogle farverige berbiske tæpper gik der ikke mange minutter før ejeren af den lille biks havde hentet friskbrygget myntethe til os, og fået os installeret på to små stole mens han bredte det ene mere imponerende tæppe ud foran os efter det andet. Vi endte selvfølge med at købe et kæmpe (flyvende) tæppe efter nogle hårde forhandlinger. Fordi vi tilsyneladende havde fået prisen så langt ned at ejeren ikke synes at han havde råd til at betale kommission for den person som havde fået os ind i butikken fik han os overtalt til at prøve at snyde ham. Vi gik således ud af butikken uden vores tæppe, fulgte på afstand efter en høj tynd fyr iført sort jakkesæt igennem Medinaen i flere minutter og gennem flere kringlede gyder indtil vi nåede til en hæveautomat. Marokkanske tæpper er dyre så da vi havde hævet pengene gik vi over til jakkesættet og gav ham hele bunken af penge hvorefter han nikkede, vendte sig og gik. Så stod vi der midt i Fes’ medina, uden penge, uden tæppe og kunne ikke helt huske vejen tilbage til hovedgaden. Vi ånede derfor begge lettede op da vi kom tilbage til vores Riad om eftermiddagen og fandt vores tæppe  leveret som aftalt.

[Lasse] Sidst på eftermiddagen drønede vi videre til Meknes*. Her blev vi modtaget med myntethe og suppe, af en sød rund franskmand og hans lige så søde, men knap så runde, marokkanske kone, som havde et lille hyggeligt hjem, hvor vi altså skulle bo de næste par dage.  Fredag morgen tog vi en svuptur nordpå og ankom til det smukke Vulobelis** 25 km nord for Meknes. Fredag er hellig i de muslimske lande, så da vi kom tilbage til Meknes var der helt stille, og den altid travle medina lå næsten øde hen. Vi slentrede en tur og så nogle af byens must-see’s, og så, pludselig, var fredagsbønnen forbi. Omkring  os trimlede folk ud på gaderne og snart var vi omgivet af dansende tryllekunstnere og fløjtespillende slangetæmmere. Højdepunketet var da den ene slangetæmmere spiddede sig selv i øjet med en sabel, så blodet løb ned af kinderne.

* Meknes (Arabic: مكناس Mknas‎; Berber: ⴰⵎⴽⵏⴰⵙ Ameknas) is a city in northern Morocco and the sixth largest city of the kingdom. Meknès was the capital of Morocco under the reign of Moulay Ismail(1672–1727), before it was relocated to Marrakesh. The urban population is estimated at 650,000 with the metropolitan population close to 1,000,000.
 ** The Roman ruins of Volubilis (Arabic: وليلي‎ Walīlī) sit in the middle of a fertile plain about 33km north of Meknès. It is a partly excavated Amazigh, then Roman, city in Morocco situated near Meknes between Fes and Rabat and commonly considered as the ancient capital of the kingdom of Mauritania. The city is the best preserved archaeological site in Morocco.

Imorgen har vi en rigtig lang køretur mod Erg Chebbi (Sahara), hvor vi på vejen kommer til at krydse den østlige del af Atlasbjergene.

Under den “hellige uge” er Sevilla (og de fleste andre andalusiske byer) fyldt med katolske tilhængere i”Ku Klux Klan”-lignende gevanter parate til at deltage i de årlige processioner. Voksne som børn spankulerer de rundt i gaderne i enten hvide, sorte eller farvede “ropa” med den spidse hat kækt under armen indtil de træder ind i processionerne. Hver procession kommer fra en bestemt kirke med et bestemt broderskab af katolikker tilknyttet. Hvert broderskab bærer 3 “ting” fra deres egen kirke til Sevilla katedralen og tilbage igen gennem nøje tilrettelagte ruter og til lyden af hornmusik i løbet af ugen. “Tilhængerne” har under processionerne dette mærkelige tøj på fordi de, traditionelt set, ikke skulle kunne genkendes som syndere der skulle have syndsforladelse ved at deltage i processionen.

Holy Week in Seville is known as Semana Santa de Sevilla. It is one of the city’s two biggest annual festivals. It is celebrated in the week leading up to Easter (Holy Week), and features the procession of pasos, floats of lifelike wooden sculptures of individual scenes of the events of the Passion, or images of the grieving Virgin Mary. Some of the sculptures are of great antiquity and are considered artistic masterpieces, as well as being culturally and spiritually important to the local Catholic population - Read more at Wikipedia

[Lasse] Vi ankom til Sevialla lørdag aften uden forsinkelser. Til gengæld havde vi inden vi gik i seng både smidt Louises telefon væk, og fået ødelagt mit eneste sæt varme tøj (da en “lettere” stresset tjener vendte glas rødvin på hovedet ud over mig). Vi havde derudover et par fantastiske dage i Sevilla, hvor vi ud over processionerne vi konstant farede hjælpeløst vild i, bl.a. så verdens største Katedral [The Cathedral of Saint Mary of the See], det fantastisk smukke Alcázar og Plaza de toros de la Real Maestranza de Caballería de Sevilla (noget med noget tyrefægtning). Det var også herfra Columbus satte sejl mod Amerika, og det fyldte selvfølgelig også lidt – selvom det til min store ærgerlse ikke lykkedes os at finde nogle ‘I [hjerte] Columbus’ t-shirts.

Seville (/səˈvɪl/; Spanish: Sevilla [seˈβiʎa], locally: [seˈβi(ɟ)ʝa] ( listen)) is the capital and largest city of the autonomous community of Andalusia and the province of Seville, Spain. It is situated on the plain of the River Guadalquivir. The inhabitants of the city are known as sevillanos (feminine form: sevillanas) or hispalenses, after the Roman name of the city, Hispalis. Seville has a municipal population of about 703,000, and a metropolitan population of about 1.5 million, making it the fourth-largest city in Spain. Its Old Town, the third largest in Europe with an area of 4 square kilometres (2 sq mi), contains three UNESCO World Heritage Sites: the Alcázar palace complex, the Cathedral and the General Archive of the Indies. Seville is also the hottest major metropolitan area in Europe, with summer average high temperatures of above 35 °C.

Tirsdag morgen tager vi bussen videre mod Tarifa, hvorfra vi krydser Gibraltar og stævner ud mod Tangier i Marokko.

Så! tog Flemming og Lisbeth hjem, og for Louise blev det for et kort øjeblik hverdag igen. Jeg prøvede selv at få arbejdet lidt, men omstændighederne var imod mig – som her, hvor jeg (kl. 9 om formiddagen vel at mærke) prøvede at bestille en Caffè Americano, men i stedet fik en stor og stærk Irish Coffée.

Om aftenen hyggede vi med Samuele, Iván og Louises nye venner i øvrigt i Gijon. Vi var en tur i akvariet, og onsdag bød vi Samuele på rugbrødsmadder (eller rundenommere, som Louise ville kalde dem(!)), inden vi tog til salsaaften sammen. Torsdag var der tapasnight, hvor gamle Lasse lærte at skænke sidra og kom alt alt for sent hjem.

Louise havde været der, men nu var det min tur til at opleve ‘Picos’. Derfor lejede vi fredag en lille fin Renault Clio og satte kursen østover mod nationalparken Picos de Europa, små to timers kørsel fra Gijon. Vi ankom lidt over middag, fik en hurtig pølse, og havde så et vanvittigt smukt trek ved Los Lagos de Covadonga, som nogle måske kender fra Vuelta a España?

The Picos de Europa (literally: "Peaks of Europe", often abbreviated in English to the Picos) is a range of mountains 20 km inland from the northern coast of Spain, located in the Autonomous Communities of Asturias, Cantabria and Castile and León, forming part of the Cantabrian Mountains. The most widely accepted origin for the name is that they were the first sight of Europe for ships arriving from the Americas.

Efter vores trek tog vi et par omveje, drak en kop kaffe, så en kirke og kyssede lidt

Om aftenen havde vi lejet et værelse igennem AirBNB hos en utrolig venlig mand, Isaac, der viste sig året forinden at have levet på gaderne i Madrid og tjent til dagen og vejen ved at spille tværfløjte og spille flamingo på hans spanske guitar på gaderne. Nu var han flyttet til udkantsspanien, og levede af at leje to værelser i hans meget specielle hjem ud. Vi boede der sammen med et amerikansk par fra Salt Lake City, som her, bl.a., levede af at spille musik på små lokale værtshuse. Så, selvfølgelig, endte denne fantastiske aften med at vi sad på Isaacs terrasse, med udsigt over Picos, og jammede og snakkede til langt ude på natten.

Lørdag stod vi op tidligt og listede forsigtigt forbi Isaac, som lå og sov i stuen, for at starte Renaulten og tøffe til Léon inden frokost.

[LOUISE]

I Léon styrede vi med sikre skridt direkte mod hovedattraktionen; Santa María de Léon Katedralen. Her guidede et par audioguides os igennem den smukke katedrals historie. Katedralen er kendt for sine glasmosaikruder med skiftende natur-, martyr- og bibelbilleder. Lysinfaldet gennem de farvede ruder sammen med den luftige gotiske arkitektur har givet den tilnavnet “the house of light”.

Om man kan lide guder eller ej var den et imponerende, 700 år gammelt, bygningsværk.

León is the capital of the province of León, located in the northwest of Spain. Its city population of 131,680 (2012) makes it the largest municipality in the province. ... Two of the city's most prominent historical buildings are the Cathedral, the finest example of French-style classic Gothic architecture in Spain, and the city's noteworthy Museum of Contemporary Art or MUSAC. - read more...

Vi tøffede færdig i Leon, kørte tilbage til Gijon, og satte Lasse på flyet hjem til Danmark.