Karl Emils første rejse. Særligt hans mor var på den anden ende, og slog kolbøtter for, at vi nu havde husket og tænkt på det hele. Ærligt, så havde vi nok ikke husket det hele, hvis det var mig der stod for det. Det første projekt var, at Karl Emil skulle have sit første pas.
Fredag vækkede vi Karl Emil klokken lidt i seks, og skiftevis pakkede det sidste, og spiste morgenmad. I lufthavnen giver baby åbenbart fast track, så vi var hurtigt igennem og afsted. Karl Emil opførte sig som en engel på flyveren, og alt gik planmæssigt.
I Lissabon havde vi lejet en meget centralt beliggende, og lidt dyr, AirBNB, med stor altan og fremragende udsigt. Vi nød den første dag og aften med Karl Emil og portvin her, for lige at få lidt ro på.
De næste dage tog vi det i babytempo. Lissabon er (åbenbart (!)) kendt for at være beliggende på 7 bjerge, så det var op og ned med klapvogn af brosten der med tiden var sunket lidt i her og der og alle steder. Nogle gange var det så slemt at vi måtte bære en sovende Karl Emil op og ned af trapper og ødelagte veje. Vi tankede op med kaffe og Lissabons berømte weinerbrød, pastel de nata*, hver gang chancen bød sig.
* Pastel de nata (Portuguese pronunciation: [pɐʃˈtɛɫ dɨ ˈnatɐ]; plural: pastéis de nata), is a Portuguese egg tart pastry, common in Portugal, the Lusosphere countries and regions, and countries with significant Portuguese immigrant populations. Pastéis de nata were created before the 18th century by Catholic monks at the Jerónimos Monastery. Following the extinction of the religious orders and in the face of the impending closure of many of the convents and monasteries in the aftermath of the Liberal Revolution of 1820, the monks started selling pastéis de nata at a nearby sugar refinery to bring in some revenue. In 1834 the monastery was closed and the recipe was sold to the sugar refinery, whose owners in 1837 opened the Fábrica de Pastéis de Belém. The descendants own the business to this day.
Den første dag brugte vi på at bumle rundt i Alfama med klapvogn, og “teste” nogle af alle de mange smukke udsigtspunkter med udsigt over byen, havet og floden Targus. Vi så et par kirker, Vasco de Gamas grav* i den Nationale Pantheon, Church of Santa Engrácia. Karl Emil havde jo kun sjældent set solen så vi havde tværet ham ind i sun-block, og taget en lille parasol med, som Karl selv holdt (næsten). Når chancen bød sig, lagde vi et tæppe ud og tumlede lidt, og, hu hej, Karl Emil drejede fra ryg til mave for første gang!
* Vi så den igen i Jerónimos Monastery et par dage senere. Vi undrede os over, om han var blevet delt i to?..
De næste dage fes vi rundt mellem alle de store turistattraktioner, så som São Jorge Castle, som var den første fæstning i Lissabon, og som en af de få større bygninger i Lissabon uskadet at have overlevet et meget stort jordskælv i Lissabon i 1775. Vi så også det bageri, Pasteis de Belem, munkene åbnede i 1820, for at sælge Pastel de nata. Eftersignede skulle det var her man fik de bedste i hele Portugal. Det testede vi selvfølgelig også – og de var (også) ret gode.
Endeligt testede Louise nogle meget portugisiske og sjældne tøjbutikker, fx H&M, Mango, og United Colours og Benetton. Da Karl Emil fyldte 5 mdr. onsdag, skulle han selvfølgelig have en gave, så jeg købte en meget flot sømandshat til ham. Den var han helt utroligt glad for.
Aftenenerne brugte vi alle for nær en i lejligheden, og ofte med færdigretter, portvin og tidligt i seng. På turen hjem sked Karl Emil i bukserne, netop som indflyvningen startede. Louise afværgede på smukkeste vist en potentiel katastrofe, da hun slingrende bar en gennemblødt og remouladefarvet Karl Emil ud af flyveren i strakt arm.
