Det var ikke uden sommerfugle i maven at jeg den første dag troppede op på Hospital Cabueñes. Ville jeg forstå hvad de sagde, ville de forstå hvad jeg sagde, hvilken afdeling skulle jeg på? Hvad hvis de ikke anede hvem jeg var?

Det vidste sig at være det sidste spørgsmål der var det mest relevant: jeg fik at vide at den kontaktperson fakultetet havde tildelt mig først kom om 3 dage. Den administrative medarbejder og jeg stod og kiggede lidt på hinanden inden hun bestluttede at dette var en sag for “la jefa” – chefen. Chefer møder selvfølgelig til direktørtid så jeg måtte vente en time på at hun kom.

Chefen havde styr på sagerne; hun fandt mig en-eller-anden mappe og sammen drønede vi op på øjenafdelingen. Det vidste sig dog, at her (i modsætning til i Australien) skal man have kittel (bata) på så vi måtte land og hospital rundt for at finde en sådan.

Måneden ud skal jeg være på øjenafdelingen. Jeg bestlutter mere eller mindre selv hvor jeg vil være hver dag – og hvornår jeg vil komme. Afdelingen er ikke ret stor men der er rygende travlt, nogle af lægerne har op til 30-40 patienter om dagen (hvilket hvis nogen skulle være i tvivl er grænsende til det umulige). Der er ingen læger i uddannelse og jeg er den eneste studerende – så jeg har det hele for mig selv.

Øjenafdelingen har ingen patienter indlagt men tilgengæld sin egen akutmodtagelse, ambulatorier, et dagkirurgisk afsnit, til mindre procedurer fx insprøjtninger ind i øjet, og en egentlig operationsstue. Jeg har indtil videre mest fulgt med Roberto Martinez som har besluttet, at selvom jeg ikke kan sige så meget så forstår jeg ALT hvad han siger; og det er ikke lidt!

Han har hjulpet mig igang på afdelingen; hjulpet mig med at finde rundt og  med at lave en plan så jeg når rundt på de forskellige afsnit af afdelingen. I det hele tager er alle enormt søde og venlige til at hjælpe, men hold op hvor er det svært når det hele foregår på spansk. Kun en enkelt af lægerne har indtil videre talt engelsk til mig.

Det er nemmest for mig at forstå når lægerne fortæller mig om sygdomme af den simple grund at latin og spansk minder så meget om hinanden at jeg kan genkende mange af ordene. Det bliver tilgengæld sværere når sygeplejerskerne og patienterne kommer ind i billedet. Nogle gange forstår jeg tæt på 60-70 % af det der bliver sagt, andre gange tæt på 0 %. En lokal har fortrøstningsfuldt fortalt mig at mange ældre i Asturien taler en lokal dialekt, Babel, som kan være grunden til at jeg har svært ved at forstå dem.

Min meget talende “yndlingslæge” Roberto snakker meget om patientloaden på afdelingen og den økonomiske krise. Idag kom jeg ved et tilfælde til at deltage i et møde mellem lægerne på afdelingen (halvvejs gennem mødet spurgte en af lægerne hvem jeg egentlig var) hvor alle lægernes frustrationer kom ud – på en meget spansk måde. Alle snakkede i munden på hinanden men selv for mig var det klart – de manglede så desperat hænder i afdelingen at de ikke længere kunne leve op til behandlingsprotokollerne for sygdommene.

Bagefter fortalt Roberto mig at afdelingen var på randen af sammenbrud. Man kan bare håbe det kommer efter jeg har forladt afdelingen!