[Louise; Beijing, 北京, Kina]
At træde ud af Beijing International Capital Airport (北京首都國際機場), er som at ramme en fysisk mur af varme og fugtighed. Kroppens initielle chok erstattes hurtigt af sveden som pibler frem; på overlæben, på panden samlende sig i øjenbrynene, og løbene ned af ryggen. Med backpack bag-, daypack foran og en taske i den ene hånd vraltede vi i den karakteriske backpacker-ande-gang ind i denne sauna-by.
Rundt om os kaster desperate kaster turisterne sig ind i de aircondition-udstyrede taxier (出租车); men her begynder blot næste etape, for taxichaufførerne kan kun læse kinesiske tegn. Og hvad gør man så? Vi havde kun navnet på vores hotel nedeskrevet med latinske bogstaver, og alle kort i guidebøgerne var ligeledes uden kinesernes kruseduller (废话). Så må man jo prøve at udtale navnene, men selv efter 5 dage og efter adskillige taxiture kunne vi stadig ikke udtale vores lokale metrostations navn rigtigt; vi kunne bare ikke få ”í”et i Dongsí (東四站) rigtigt – og så har en kineser altså ingen ide om hvad du taler om. Fra kyrill til krusedulle. Fra asken til ilden. Vi var fortabte.
Men, der var ingen tid at spilde; på bare 5 dage skulle vi minimum nå at hilse på Mao-portrættet -billedet på den Himmelske Freds Plads (天安門廣場), betræde den Forbudte By (紫禁城) sammen med halvdelen af den kinesiske befolkning (eller sådan føltes det), betages af The Hall of Supreme Harmony (太和殿) og det var ikke så lidt; beundre ét af Kinas nok mest kendte vartegn, Himlens Tempel (天壇) med “Hall of Prayer for Good Harvests (祈年殿)” syd for byen, Sommerpaladset (頤和園), nord for byen, som vist nok blev bygget af Djengis Khans efterfølger, Kublai Khan – men det må man vist ikke sige højt i Kina. Kofusios tempel (北京孔廟) og spise den lokale specialitet; Peking and (北京填鴨).
Men Bejing kan endnu, meget mere! I forhold til både Rusland og Mongoliet er Beijing som at træde ind i et slaraffenland af muligheder, blinkende neonlys, gode handler og ren og skær energi og magi. Én ting er dog, mærkelig nok, meget ens: i både Kina og Rusland; for også her begyndte folk, altså nu kineserne, uopfordret, at snakke russisk til os. Vi vænnede os hurtigt til det i Rusland men i Kina var det lidt underligt.
Beijing huser mange undere men noget at det bedste er at gå på opdagelse i de områder som endnu ikke er blevet jævnet med jorden for at gøre plads til det meget nybyggeri. Her lever og ånder den ældste del af Beijing i form af snævre, snoede gader, kaldet Hútòngs, fyldt med små beboelseshuse og alle former for butikker, kiosker, og andet iværksætteri.
“night food market”
Fra en bred, oplyst, moderne handelsgade fyldt med Gucci, McDonalds osv., kan man dreje blot én gade og med ét stå i en anden verden af friturestegte og/eller sprællevende rotter, søstjerner, slanger, maddiker, gobler, orm, skorpioner eller vrede søheste på pind. Du kan også få uanede mængder af Iphone covers i skrigende farver og på de små beværtninger spiser nudler og spiller kort under stort påstyr.
[DET VAR SÅ MEGET BLOG VI NÅEDE AT SKRIVE INDEN VI KOM HJEM TIL DANMARK, SÅ NU MÅ I NØJES MED LIDT BILLEDER FRA VORES SIDSTE 3 DAGE, HVOR VI BLANDT ANDET BESØGTE DEN KINESISK MUR, OG DEN VAR VILD!]
Nu kommer der en masse billeder fra den kinesiske mur (萬里長城). Det tog os 4 timer at trekke 10 af de i alt 7900 km!
Den kinesiske mur runder således turen meget godt af. Den er næsten lige så lang, som den togtur vi har taget fra Moskva i vest til, nu, Beijing i øst (8986 km) – og så blev den bygget for at holde de vilde Mongoler og andre farlige vesterlændinge ude (spørger man kineserne, bliver historien fortalt lidt anderledes). Over en million mennesker døde under konstruktionsarbejdet.
Muren var uden tvivl en af de absolut største oplevelser på vores tur (og, måske, nogensinde). Det var helt vanvittigt, og kan overhovedet ikke beskrives. Det er præstationer som denne, der fik datidens befolkninger til at tro på det overmenneskelige, og det kan vi godt forstå.
Og så er det hjem!
