[Louise og Lasse, Beijing, 8994 km fra Moskva]

Køreturen fra Ulaanbaatar til grænsen bød, ikke overraskende, på vindtør steppe og barske ørkenlandskaber, så langt øjnene kunne se. Kun enkelte gange blev uendeligeheden forstyrret af en lille hvid ger i det fjerne. Det vildeste var, da vi så en en kamel.

Vi kørte ind over grænsen til Kina, netop som mørket havde lagt sig. Som vi nærmede os, kunne vi i det fjerne skimte de oplyste neonskilte fra skyskraberne i den lillebitte kinesisk millionby, som bød os velkommen. Kontrasten var total. Alle passagererne hang ud af vinduerne på toget og kiggede og pegede; civilisationen! (Billedet herunder er ikke taget ved grænseovergangen, men er indsat for at symbolisere et stadium i menneskets sociale udvikling og organisation præget af strukturer der regnes for kulturelt og materielt højtudviklede).

I det tidligere Sovjet er bredden på sporene anderledes end i resten af verden – så når man skal over i Kina skal understellet på toget skiftes. Hele toget blev således delt i to og herefter løftet, med alle passagererne ombord, et par meter op i luften, så de kinesiske arbejdere kunne komme til under toget. Hele dette cirkus tog omkring 5 timer, larmede og bumpede noget så forfærdeligt, og vi var først klar til at køre videre sent om natten. I samtlige timer var toiletterne (uden advarsel) blevet lukket af, og ingen kunne komme ud af vognene, da paskontrollen samtidig var i fuld gang. Af venlighed, eller måske propaganda(?), flød der gennem hele seancen skinger kinesisk musik ud af højtalere på perronen. Da toget endelig trillede ind på stationen strømmede folk ud af vognende, vilde i øjnene og med sammenpressede baller; der blev hurtigt undtagelsestilstand på toiletterne. Musikken fortsatte ufortrødent, og indtil alle lå udmattede og snorkede i kupeerne.

Om morgenen vågnede vi op til et fantastisk grønt landskab domineret af små marker; og med et utal af kinesere rendende op og ned mellem rankerne. Ind imellem kørte vi igennem nogle betongrå byer, men de sidste timer inden vi ramte Beijing, kørte vi igennem, vel nok, turens smukkeste landskab. Ind imellem hvad der føltes som hundrede vis af små tunneller, voksede bjergene sig således høje for øjnene af os. Vi skiftevis kørte igennem disse frodige bjerge, og på de stejle bjergsider. Nedenfor skinnerne, kunne vi hvile øjnene på nogle fantastisk smukke floder, som bugtede sig mellem de stejle bjergvægge. Det slog os, for alvor, hvordan menneskets tilstedeværelse her er tydelig overalt. Kontrasten kunne ikke være større til Mongoliets golde, mennesketomme vildmark.

Vi er nu ankommet til verdens mest befolkede land. Det kommunistiske og stærkt kontrollerende Kina overvælde os, så snart vi loggede på 161 Hotel’s WIFI,for at oversvømme de sociale medier med kinesiske på-hovedet-billeder. 404 ERROR: Ingen facebook, snapchat, gmail, hotmail, twitter, Instagram osv. Ikke engang Google.com måtte vi lege med. Som jeg er sikker på spanierne ville have sagt ”¡Qué horror!”. Noget slukørede, men som altid overordentligt stædige, fandt vi en snørklet vej at snyde systemet på – via fjernadgang til Lasse arbejdscomputer lykkedes det os at få uploadet bloggen.

Fagre nye verden.

(skulle man have lyst, kan man sammenligne de to vanvittigt forskellige landskaber i disse to små film. igen 6 minutters timelapse kogt ned til 1 min).

UB til grænsen:

grænsen til Beijing: