[Louise, Irkutsk, Rusland – Ulaanbaatar, Mongoliet, 6304 km fra Moskva]

Da vi steg på toget Irkutsk betød det et farvel til Sibirien og Rusland. Et farvel med verdens største land (17,2 millioner kvardrat km), som spænder over 2 kontinenter, 9 tidszoner og er hjem til 140 millioner mennesker.Vi har mødt det venlige, men private russiske folk – fra metropolerne i vest til det øde sibiriske landskab i øst. Vi danskere bliver ofte beskrevet af udlændinge som ikke-smilende, og med en tendens til at virke mutte – og her må russerne siges at overgå os. Men så snart man kommer igenne facaden, er russerne enormt hjælpsomme – og på trods af deres totalt manglende engelskkundskaber – mere end villige til at hjælpe danskere i nød.

Ved mødet med det russiske buraukrati ved grænseovergangen blev vores tålmodighed – som vi ellers havde væbnet os med! – ikke blot sat på prøve men fuldstændig elimineret. Ikke mindre end 3 gange skulle vores pas tjekkes før vi kunne forlade landet. Hele vores kupe blev gennemrodet af toldere som adræt sprang rundt i både under- og overkøjer og tjekkede alle tænkelige og utænkelige opbevaringsrum. Først efter 3,5 time kørte toget videre ind i…

Mongoliet er, klemt inde mellem de to mastodonter Rusland og Kina, et undseeligt lille land med en befolkning på blot 2,9 millioner spredt ud over et kæmpe areal. Mongolerne er, for den halvdels vedkommende som ikke lever i byen, nomader som lever spredt ud over den mongolske taiga, steppe og Gobiørken. Her lever de af kødet og mælkeprodukterne fra deres kvæg. Familierne flytter ofte, og lever derfor praktisk i store filt-telte, kaldet gers, som er indrettede med møbler, brændeovn og trægulv. Modsat hvad man skulle tro, har vi hørt, at de blot tager én time at pille ned og sætte op.

På togets sidste stop inden grænseovergangen til Mongoliet trådte en ældre mongolsk mand ind i vores kupé. Ved første øjesyn gav han os begge et kæmpe smil, og spurgte os derefter på flydende engelsk, hvor vi kom fra. Vi var ved at tabe både næse og mund. Han forklarede at han og hans kone netop var på vej hjem fra en ferie ved Baikalsøen.

Træerne vokser dog ikke ind i himlen. Ved den mongolske grænseovergang måtte vi igen vente 3,5 time og da paskontrollen kom skulle vi på skift rejse os og stå ret foran paskontrolløren. Det lykkedes dog vores medpassager, en englesk bugtaler, som havde sin dukke med på rejsen, at få et grin ud af tolderen, da hun skulle vise hende sin dukke.

.. og, sådan så det altså ud ml. irkutsk og ulaanbatar: