[Lasse, Irkutsk, Иркутск, 5545 km fra Moskva]

”She who must be obeyed” – hende som skal adlydes. Under denne lumre overskrift i vores Lonely Planet, findes den farverige beskrivelse af togvognenes respektindgydende ’provodnitsas’; oppasserene. Hver togvogn har sin egen, og det er hende (eller ham) der sørger for at der altid hersker ro og orden i togvognen. De sørger bl.a. for at billetterne stemmer, for at vognen er pinligt ren, for at der altid er varmt vand i samovaren, for rent sengelinned og for at ruske en op midt om natten, når man skal af toget. Provodnitsaen sælger også snacks, kopnudler og drikkevarer til billige penge; og vi har hørt at de gerne nyder en tog-vodka med passagerene, når de finder tid mellem de mange gøremål. Da vi steg om bord på toget i Yekatarinienburg, bød vores smilende provodnitsa for de næste 3 nætter os ”Velkommen hjem”.

Togturen mellem yekatarinienburg tog som sagt 3 nætter fordelt over 2 ½ dag. En rejse på i alt 3731 km. I starten gik det fint, men efter det første halve døgn slap opfindsomheden for mit vedkommende op. Bogstaverne i Carsten Jensen’s ’Jeg så verden begynde’ begyndte at flyde sammen, og, uanset mine hårde anstrengelser, synes mine akrobatiske evner ikke at række ud i kunsten, at opfinde nye måder jeg evnede hhv at sidde og ligge på.

Louise, hvis evne til at underholde sig selv med en bog derimod synes overjordisk, var heller ikke til megen hjælp. Jeg prøvede derfor i stedet, at snakke lidt med Russerne på toget. Samtalen blev dog hurtig ensformig; da deres engelske ordforråd knapt indholder ’hello’. Jeg havde trods alt lært mig at sige både hej (Иркутск) og goddag (здравствуйте) og én (один) og to (два) på russisk; men så var vi også kun så langt.

Udsigten var for 99 % af turen desværre også fuldstændig håbløs. 3731 km birketræer og græsstepper, kun afbrudt af ét stop af 30 minutters varighed hver 4-5 time. Det er muligvis ikke en helt retfærdig beskrivelse af det forbifarende landskab, men ikke desto mindre opleves det nogenlunde således efter de første 2-3 timer. For at tøjre min begyndende sindsyge, er jeg begyndt at udvikle små lege, jeg kan udfordre mig selv i. Fx har jeg nu vogn-14-rekorden i at stå på et ben. 5 min og 51 sek.

Hvis I er meget nysgerrige, så tilbyder vi her, helt ekslusivt, 6 minutters vildt spændende togtur kogt ned til 1 minuts hæsblæsende action!