[Louise, , Yekatarinienburg, Екатеринбург]
Som så mange planlagte byer er gaderne i Yekatarinburg alle parallelle og krydser hinanden i perfekte 90 graders vinkler. Grundlagt nær Uralbjergene er Yekatarinburg en forholdsvis ny mineby; men med overraskende meget historie. Ikke nok med dette; 40 km vest for byen findes den euroasiatiske grænse. Et yndet – siges det – udflugtssted for tsarene og nu naturligvis turisterne. Byen blev grundlagt i 1723 men var frem til 1920-30erne en mindre og relativ ubetydelig by. På dette tidspunkt begyndte Bolsjevikkerne at udbygge byen; universiteter, boligblokke og selvfølgelig et KGB-hovedkvarter blev tilføjet. Under anden verdenskrig kom byen til at spille en central rolle i krigens jernproduktion – og helt frem til 1990 var byen lukket land for udlændinge på grund af de mange forsvarsfabrikker.
Det første man foretager sig når man som turist kommer til byen er dog at besøge ”The Church Upon the Blood”. En kirke, hvis navn meget malende beskriver dens placering; kirken er bygget direkte på det sted hvor Tsar Nicholas II og hans familie blev myrdet i 1918. Stedet var frem til Sovjetunionens fald ikke særligt markeret, men er idag bebygget med ikke mindre end to kirker omgivet af en stor ”mindelund”/have midt i byen. Skik følge eller land fly, når man som kvinde træder ind i en russisk ortodoks kirke tager man tørklæde på. Det vi troede var betaling for indgangen var i stedet betaling for to små lys som vi så kunne tænde ud for vores yndlingshelgen. Noget rådvilde og bange for at træde nogle troende over tæerne nøjes vi med at tænde lysene for tsarfamilien – man kan mene hvad man vil om tsarens endeligt men 5 børn blev myrdet den dag.
Byens puls løber af den største gade, prospekt Lenina, som huser intet mindre en begge byens hjerter; det af Bolsjevikkerne tiltænkte hjerte mellem universitetet og operaen, og det af byens indbyggere udvalgte hjerte omkring dæmningen; Istorichesky Skver. Ved dæmningen kan man leje cykler eller robåde, købe karameliserede æbler, spille et parti skak eller se på drengene lave tricks på deres cykler med springvandet som baggrund.
Vi tilbragte det meste af dagen omkring dette område og nød livet inden vi tog på vodka smagning om aftenen.
Herunder; før Vodka og efter Vodka
På vores anden dag i Yekatarinburg besøgte vi grænsen. Det viste sig at vi var ankommet midt i et bryllup og en større tv begivenhed. Bryllupsgæster, smarte nyhedsværter, legende børn og kinesiske turister løb rundt mellem hinanden. Welcome to asia. Traditionen tilsiger egentlig at man skal drikke et glas hvidvin i Europa og det næste i Asien ved grænsen, men vi var så plagede af tømmermænd at vi holdt traditionen i hævd med godt gammeldags vand.
Inden vi skulle boarde jernbanen igen tilbød receptionisten på vores hostel os en guided tur i Yekatarinburgs konstruktivisme. Sådan noget takker man da ikke nej til. Vi fik således set det område vi havde boet i med nye øjne mens den flinke russer fortalte løs om kommunisternes tanker bag konstruktivismen – store boligblokke med fælleskøkkener, fælles bad og toiletforhold. Det viste sig at hostelet lå i en sådan gammel boligblok.
Glade over et meget positivt første stop, takkede vi farvel til Do Be Do Hostel, og begav os mod stationen, for at tage toget videre til turens næste stop.
