[Louise, Yekatarinburg, 1816 km fra Moskva]
Som rejser er flest, begyndte vores Transmongolske eventyr med en forvirret leden efter den rigtige perron. Hvordan finder man vej når alle skilte er på kyrillisk? Med oppakning til både storby-, bade- og vandreferie i vores backpacks vraltede vi i cirkler om os selv på Kazansky vokzal station. Den transsibiriske jernbane fandt os mere end vi fandt den. Pludselig stod vi foran perron 90 og et langt, grønt tog som på en eller anden måde synes alt for småt til at skulle være dét som skulle fragte os til grænsen mellem Europa og Asien.
Engang var den hurtigste vej fra Sankt Petersborg til Vladivostok at krydse Atlanterhavet, Nordamerika og Stillehavet. Så kom industrialismen til Rusland og de første spadestik til verdens længste jernbane aka Den Transsibiriske Jernbane blev taget tilbage i 1891. Man begyndte konstruktionen fra hver sin ende – i Moskva og i Vladivostok – samtidig. Som de eneste engelsktalene personer steg vi ombord på toget og fandt vores kupe. Den transsibiriske jernbane er folkets jernbane. De lokales.
På første del af turen delte vi kupe med et ældre ægtepar som var gået i seng da vi kom tilbage fra spisevognen klokken lidt i ni om aftenen. Til gengæld stod de op kl. 5, slog optimistisk rullegardinet fra og stod af toget inden vi kom ud af fjerene. På hvad der mest af alt lignede et trinbræt stod et nyt, yngre par med en lille baby på, og gjorde os følge et par stationer, før de igen steg af toget.
På jagt efter mad fandt vi den første aften hurtigt togets madvogn. På de russiske menuer lykkedes det os identificere ”spiritus”siden udfra en genkendelse af ordet ”vodka” og derudfra sjusse vi os frem til madsiderne – men så var gode råd også dyre. Den venlige servitrice kom hen og vi pegede spørgende på de øverste par retter. ”Borsch” proklamerede hun smilende. Rødbedesuppe – den kendte vi. De næste retter var dog ikke umiddelbart genkendelige for danskerører og en medpassager måtte os til undsætning. Gennem hele spisekupeen råbte en ung mand til os ”PIG! Pig with cheese!”.
De eneste afbræk på turen er de få steder toget stopper mere end de normale 2-3 minutter. Her stimler alle passagerer ud af toget for strække benene, ryge og handle. Her findes altid lokale som faldbyder deres varer – ofte mad – til en billige penge. På vores første af sådanne stop købte vi et plastikkrus med håndplukkede hindbær og to kogte æg. Dette supplerede vores nærende frokost, som havde bestået af kop-nudler med intet mindre end 1 ært og 2 majskorn pr. portion.
Mens det sibiriske landskab rullede forbi med fyrretræer, birketræer og åbne, ofte sumplignende landskaber, fordrev vi tiden med at læse Dostovjevskij mens vi drak kaffe fra togvognens brændefyrede samovar.
