[Importeret fra www.mygoldentriangle2014.blogspot.com]
[LOUISE, WIEN] 15.-19. maj 2014
FREDAG d. 16.
Er det sommer i maj? Ikke i Wien. Efter en mindre forsinkelse med vores fly blev vi modtaget af dette vejr. Vi besluttede derfor at Wien bedst blev oplevet indendørs og tog i Sankt Stefanskirke og på Albertinermuseet. Til frokost: den obligatoriske bratwurst mit sauerkraut og Radler. I Wien kan man komme i operaen for 3 euro pr. mand hvis man har mod på at møde op halvanden time før forestillingen og vente i køen. For sådan et par første-gangs opera-gæster som os var det netop så storslået, følelsesladet og grandiøst som man kunne forestillet sig.
LØRDAG d. 17.
En stille morgen i 2. distrikt hos vores lokale vært Judith. På Hofburg paladset blev vi budt indenfor i det Østrig-Ungarnske kongehus’ gemakker med uanede mængder af guld, udsøgt porcelæn og audioguides. Turens højdepunkt var dog lige ved at være denne ansattes utrættelige forsøg på at holde samlingen fri for pjat og pjank! For at komme lidt ned på jorden igen bestilte vi en Leberkäse-sandwitch i den lokale asiater-biks og en omgang wienerbrød til dessert. På jagt efter en omgang Wienerwalz trak vi hen på aftenen i skjorte og høje hæle og bestilte exotic cocktails i Wiens svar på Botanisk Haves Palmehus.
SØNDAG d. 18.
Regn eller ej; vi VILLE en tur ud i de østrigske vinmarker – med sporvogn 🙂 Der var vådt på toppen men humøret var højt! En af de lokale vinbønder havde navngivet hver enkelt af sine vinstokke og havde en forkærlighed for politikere så man hos ham bl.a. kunne smage vin fra vinstokkene A. Merkel, Putin og Obama. Om end det kunne have været en oplevelse for livet måtte vi skynde os videre – vi havde en nemlig en aftale! Kl. 13 var vi inviteret til børnefødselsdag hos min grand-kusine Dagmar. Hun blev 3 år! Efter at Dagmar var blevet fejret på behørig vis med lagkage, fødselsdagssang og lyserøde enhjørninge tog Lasse og jeg med “faster Do” (min fars faster) på lokal Heuriger og delte en karaffel hvidvin. I de perfekte omgivelser og i godt selskab blev det afslutningen på denne tur.
Ude godt, hjemme bedst. Vi ses på vores næste eventur!